Der er mange elementer i Støjberg-sagen, som kan gøre en patriot – det betød i gamle dage en, der havde fædrelandets vel for øje – bekymret. Men nu må retten gå sin gang, og så må man se, hvad der kommer ud af det.
Men et par reaktioner på undersøgelseskommissionens kritik af ledende embedsfolk synes at antyde, at det hele er værre end Inger Støjbergs fanatisme, skønt den naturligvis er motoren i det alt sammen. To af de kritiserede embedsmænds advokater skriver enslydende som svar på kommissionens kritik, at kommissionen ”mangler indsigt i og forståelse for de arbejdsvilkår, adfærdsnormer og handlepligter, der i praksis gælder” i ministeriernes systemer.
Hvis jeg var en af de kritiserede embedspersoner, ville jeg ikke være begejstret for at se min advokat udtale sig sådan. Det er et forsvar, som i betænkelig grad ligner en tilståelse. Men det må advokat og mandant afgøre med hinanden.
Engang i 1960’erne blev en vesttysk indenrigsminister i forbindelse med en skandale berømt og berygtet for at erklære, at hans embedsmænd ikke kunne ”rende rundt med grundloven under armen hele tiden”. Dertil blev meget rigtigt svaret, at det bestemt heller ikke ville være noget godt tegn, for det kunne tyde på, at de hele tiden var nødt til at slå op i den for at se, hvad der var lov og ret. Sådan var det måske også for mange af de embedsmænd, Vesttyskland havde overtaget fra Det Tredje Rige. Men i Danmark burde vi ikke have det problem.
At advokaternes formulering overhovedet kan se dagens lys, fortæller imidlertid nok noget om, hvad der er sket med embedsværket i den sidste generation. Lad os mere præcist sige fra dengang, ”new public management” holdt sit indtog. Denne nye stil, der er så fornem, at den ikke engang hedder noget på dansk (men som derved også afslører, at den er importeret), tog udgangspunkt i, at staten burde styres som en privat virksomhed. Mest mulig kvantificering af processer, resultatkontrakter, individuel aflønning, evalueringer etc. etc. Som om staten var en virksomhed, der skulle konkurrere med andre virksomheder, og dens ansatte var underleverandører, som skulle konkurrere med hinanden om at få en kontrakt. Effektivitet – det vil sige det, man antog for det – blev vigtigere end omhu. Skattevæsenet kunne man næsten undvære, postbesørgelsen kan man helt undvære, og som Storm P. ville have sagt: Sådan er det hele vejen igennem.
Derfor kunne man naturligvis heller ikke love statens tjenere den samme sikkerhed i ansættelsen som før. New public management bygger på den menneskeopfattelse, at folk kun bestiller noget, når de tvinges til det, og at pisk – det hedder ”incitamenter” – altid er at foretrække for gulerod (som incitamenterne påstås at være).
Vi har ikke politiske embedsfolk, siger vi. Men det får vi ad bagdøren med de mange åremålsansættelser. De fremmer en spytslikkerkultur, fordi man gerne skulle genudnævnes, når det første åremål er fuldt. Og det får vi med departementschefers flytten rundt mellem ministerierne, som om ”ledelse” var en kvalifikation i sig selv ganske løsrevet fra det, man skal stå i spidsen for. Således udviskes grænsen mellem embedsperson og spindoktor.
En embedsmand eller -kvinde i et ministerium skal have sikkerhed i sin ansættelse, og der skal være en konkret grund til en eventuel afskedigelse. Nu derimod skal den ansatte helst levere nogle særlige grunde til at få lov at blive, altså tækkes de højere magter. Det er ikke svært at forestille sig, at evnen og viljen til at insistere på en ordentlig sagsbehandling svækkes på de vilkår.
Derfor er det de vilkår, der skal laves om på. Om den ene eller den anden statstjener i denne konkrete sag har gjort sig fortjent til påtale, skal jeg ikke have nogen mening om. Men at det nuværende system er usundt, tør jeg godt påstå.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.