Vi har ingen indlysende dansk klassiker som italienerne har Dante, englænderne Shakespeare, og franskmændene Molière

Den italienske klassiker over alle klassikere, Alighieri Dante, er mest kendt for sit digt "Den guddommelige Komedie". Denne bog behandler hans andre skrifter

I Danmark har vi ingen indlysende dansk klassiker på samme måde, som italienerne har Alighieri Dante (1265-1321), skriver anmelder Søren Hindsholm. En ny bog om hans latinske skrifter giver et indblik i den plads og betydning, som Dante har for italienerne.
I Danmark har vi ingen indlysende dansk klassiker på samme måde, som italienerne har Alighieri Dante (1265-1321), skriver anmelder Søren Hindsholm. En ny bog om hans latinske skrifter giver et indblik i den plads og betydning, som Dante har for italienerne. . Foto: R. Ian Lloyd/Masterfile/Ritzau Scanpix.

Det kan være svært for os danskere at forstå Alighieri Dantes (1265-1321) status i Italien. Vi har ingen indlysende dansk klassiker på samme måde, som italienerne har Dante, englænderne Shakespeare, franskmændene Molière og tyskerne Goethe. Men i Italien er Dante digteren, ham som med værket "Den guddommelige Komedie" skabte et sprog og et poetisk univers, italienerne kunne være fælles om i de mange hundrede år, hvor Italien var splittet op i selvstændige bystater og små kongedømmer, som den tredje magtfaktor, pavestaten, hele tiden prøvede at spille ud mod hinanden og dominere.

I denne bog lærer vi Dantes andre skrifter at kende. Efter en kort biografi følger gennemgange af hans væsentlige skrifter, som modsat Den guddommelige Komedie er på latin. Dante forsvarer i det første af dem, at han skriver på italiensk i sit hovedværk. Hanne Roer, retorikforsker på Københavns Universitet, forklarer, at det er en magtkritik at vælge folkesproget italiensk i stedet for latin, som var videnskabens, den højere administrations og kirkens sprog. Ditlev Tamm, der selv har udgivet en fin oversættelse af Dantes værk om monarkiet, gennemgår kort dette værk. Det afviser pavens krav om at have både religiøs og verdslig magt, og Tamm skriver: ”Dante argumenterer for, at både pavens og kejserens magt afledes direkte fra Gud. Paven har derfor kun overhøjhed i åndelige sager, men ikke med hensyn til verdslig magt, som tilkommer kejseren.”