Prøv avisen
Interview

Filosof: Vi har mistænkeliggjort alt det uforklarlige

”Man overlader det på den måde til os hver især som enkeltpersoner at forholde os til de her fænomener. Og det betyder blandt andet, at sådan noget som fantasi, intuition og spiritualitet også falder uden for det, der er genstand for akademisk undersøgelse. – Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

Professor i filosofi og idéhistorie Dorthe Jørgensen er optaget af de hverdagserfaringer, mange af os har, hvor vi mærker, at noget er større end os selv. Men det bekymrer hende, at netop disse erfaringer dømmes ude i en verden, hvor alt skal kunne måles og vejes

Sidste efterår gik Dorthe Jørgensen rundt i Rom. Udstyret med papir og pen og i indre dialog med kunstneren Peter Brandes.

Sammen arbejder de på en bog, hvor han bidrager med fotografier og hun med tekster. Resultatet skulle gerne blive en poetisk-filosofisk bog, hvor man som læser kan følge deres opdagelsesrejse ind i en række af Roms fantastiske bygninger, pladser, kirker og andagtsrum. Begge på jagt efter, hvad det lige er, der gør nogle af rummene til ”hellige” eller ”sakrale”. I modsætning til andre.

Samarbejdet med Peter Brandes virker som en naturlig forlængelse af Dorthe Jørgensens øvrige virke. Som filosof, teolog og idéhistoriker er hun især optaget af de erfaringer, vi hver især kan få af det, man kalder transcendens. Eller sagt på en anden måde: De erfaringer, vi har af, at der er noget, der peger ud over os selv. Hverdagserfaringer af, at der er noget, der er større end os selv. Hvor vi aner en anden dimension, som vi ikke umiddelbart kan identificere, men som lader os indse, at der er mere end den verden, vores forstand kan få på plads og sætte i kasser. Man kunne kalde dette mere for ”ånden”, som vi netop fornemmer, når noget opleves som ”helligt” eller ”sakralt”. Fornemmende erfaringer, kalder Dorthe Jørgensen dem også.

”Desværre bliver den slags erfaringer slet ikke taget alvorligt i dag. Her er fokus kun på den økonomiske, biologiske, psykologiske og instrumentelle tænkning. Og alt, hvad der ikke umiddelbart er tilgængeligt for videnskabelig undersøgelse, mistænkeliggøres og får prædikater som ’subjektivt’ eller ’sværmerisk’. Noget, vi dermed kan feje bort, for det har tilsyneladende ingen sandhedsværdi,” siger Dorthe Jørgensen, der tager imod i sin fjerdesalslejlighed i Aarhus-bydelen Frederiksbjerg med udsigt over byen og Marselisborgskovene.

Heroppe under taget har hun boet i 23 år. Indtil for kort tid siden sammen med sin mand, Willy Aastrup, der døde i januar, og som arbejdede med inklusion af studerende med handicap på universitetet. De delte passionen for for-dybelsen, filosofien og kunstens verden, og derfor er hver en krog optaget af bøger, hvor forfatternavne som Sartre, Heidegger, Benjamin og Kierkegaard ikke bare er stillet op til pynt, men alle originalværker ser ud til at være læst mere end én gang.

Dorthe Jørgensen er usædvanlig på mange måder. Hun var den første kvinde, der tog en doktorgrad i filosofi, og også den første, der tog den i idéhistorie. Det skete på én gang med en filosofisk og idéhistorisk disputats i to bind. Og som om én doktorgrad ikke var nok, så blev hun for fem år siden også doktor i teologi, hvormed hun blev en af landets få dobbeltdoktorer. Begge afhandlinger har været meget omfattende og imponerende værker om ”den skønne tænkning”, dens idéhistoriske rødder og dens mulige betydning for historien og teologien. Hun er en højt respekteret ”keynote speaker”, på dansk ”hovedtaler”, ved internationale konferencer og en efterspurgt foredragsholder i hele Norden inden for så forskellige fagligheder som sygeplejersker, præster, politifolk og pædagoger. For bare at nævne nogle.

Så noget kunne tyde på, at den snart 60-årige pioners forskning rammer ned i en længsel efter et andet og mere udvidet menneske- og verdenssyn hos mange. Hun oplever da også selv sin tænkning som en form for modstand mod ”et begrænset perspektiv og en mangel på ægte tænkning, som præger os i dag, hvor vi har haft travlt med at skabe et samfund, hvor den menneskelige tilværelse er fattigere, end den kunne være”, siger Dorthe Jørgensen.

Hun uddyber sin kritik af den nuværende tilstand og mener, at vi i dag ”primært ser os selv og hinanden som nogle, der skal præstere og være til nytte for at have eksistensberettigelse”. Og samtidig er hun bekymret over, ”at vi altid stopper vores tænkning ved et enten-eller”, som hun siger.

Når hun skal pege på et eksempel på det, som hun derfor kalder ”et reduktivt verdenssyn”, peger hun blandt andet på en modsætning, som netop er et produkt af en udbredt enten-eller-måde at gå til verden og hinanden på i dag.

”I vores tid er det meget udbredt at tænke, at enten anerkender man den moderne videnskabs resultater, eller også er man troende. Som om man ikke kan anerkende begge sandheder, både videnskabens og troens, bare som værende sandheder af forskellig karakter. Ved at lukke vores tænkning fast i dette enten-eller, enten videnskab eller tro, har vi reduceret vores forståelse af sandhed,” siger hun og advarer mod denne tendens:

”For mig at se er det meget farligt at tænke sådan. For ved at dømme nogle erfaringer ude, får vi slet ikke undersøgt, om der kunne gemme sig noget almengyldigt i dem. Som jeg ser det, er det nemlig netop det potentiale, som disse transcendenserfaringer rummer. De fleste af os har dem jo og oplever nogle gange, at der er mere på spil, end vi umiddelbart kan forstå. De peger på noget, som overskrider det rent individuelle eller private, og de kan på den måde faktisk være en kilde til erkendelse af noget, der rækker ud over den enkelte og omfatter noget fællesmenneskeligt. Det ville blive lettere at forstå, hvis vi i den akademiske verden tog dem alvorligt og begyndte at forholde os til dem i stedet for at feje dem væk som ’uvidenskabelige’ og dermed ’uinteressante’.”

Dorthe Jørgensen mener, at denne, i hendes øjne, indsnævrede måde at se verden på er dominerende i den akademiske verden, som ”ellers burde være højborg for den fineste menneskelige tænkning”, som hun siger.

Men også her er der ifølge hende en udbredt skepsis mod de former for erfaring, som ikke lige falder inden for det moderne videnskabelige verdensbillede. De omtalte hverdagsoplevelser af transcendens er der meget få, der tager alvorligt på universiteterne, mener Dorthe Jørgensen.

”Man overlader det på den måde til os hver især som enkeltpersoner at forholde os til de her fænomener. Og det betyder blandt andet, at sådan noget som fantasi, intuition og spiritualitet også falder uden for det, der er genstand for akademisk undersøgelse. Men hvis den akademiske verden ikke løfter den opgave at levere en systematisk betænkning af vores hverdagserfaringer, så lader man den enkelte stå med en ensom oplevelse af det forunderlige, der så nærmest kan føles helt suspekt.”

Dorthe Jørgensen kalder derfor den erfaringsmetafysik, hun har udviklet med afsæt i den filosofiske æstetik, for en ”modstandstænkning”. For den tager netop de her erfaringer af noget, der er større end os selv, alvorligt og insisterer på, at verden er større end den forstandskasse, vi har puttet den i. Og derfor blev hun også selv så glad, da hun stødte på æstetikken som ung studerende, for allerede som barn kunne hun af og til have fornemmelsen af, at hun pludselig så verden på en anden måde og fra et andet sted, end hun plejede.

”Jeg boede på en gård langt ude på landet, hvor vi havde 20 køer og 20 tønder land. Og et af mine første minder i forhold til transcendens er fra en dag, hvor jeg er stået af bussen oppe i landsbyen og er på vej hjem. Jeg går i alléen på vej ud af byen og nærmer mig markvejen, der fører ned mod gården, og ser min far, der kører i traktoren ude på marken. Og med ét ser jeg det hele både udefra og indefra. Jeg ser også mig selv gå i alléen iført en gul småblomstret kjole og med en rød skoletaske i hånden, og det er, som om jeg via dette blik træder ind i en slags dybere erkendelse af min tilværelse: Jeg oplever pludselig, at jeg både er et individ og en del af en større sammenhæng. En familie, en verden og en form for åndelighed. Det er med andre ord en oplevelse af, at der er noget, som overskrider eller transcenderer mig som enkeltperson. Selvom det selvfølgelig ikke var de ord, jeg brugte om det dengang.”

”Og netop den her erfaring af fuldstændig tilstedeværelse i situationen, samtidig med at der er en overskridelse forbundet med den, viser jo, at disse hverdagserfaringer af transcendens ikke kun rummer en erkendelsesmæssig, men også en etisk dimension. For de rummer et perspektiv, der rækker ud over én selv. Hvor man oplever verden udvide sig, at man træder ind i noget større. Og det burde vi da være vildt optaget af at undersøge nærmere i stedet for at forbigå det.”

Hver gang Dorthe Jørgensen er ude at holde foredrag om den æstetiske tænkning, oplever hun, at folk genkender de erfaringer, hun taler om. At de netop er fællesmenneskelige. Men også at folk mangler sprog for dem og ofte føler sig alene med dem.

For år tilbage forestillede hun sig, at der på et fag som teologi var en naturlig interesse for transcendenserfaring. Men hun opdagede, at det ikke var tilfældet. Selvom religiøse oplevelser, guddommelighedserfaringer og gudsbegrebet præcis handler om transcendens og noget transcendent. Det var en af grundene til, at hun skrev sin teologiske disputats.

”Kirken og teologien kunne være en form for modstandskoloni, et hjemsted for æstetisk tænkning, men har meget at indhente. Allerede for et par hundrede år siden fik teologien svært ved at videreføre den traditionelle metafysiske diskurs om Gud. Teologien skulle nu i stedet være videnskabelig på den moderne måde og dermed alt andet end subjektiv. Selv i dag er en del præster og universitetsteologer bange for ikke at fremstå som videnskabelige nok. Men når teologien metafysikkritisk afviser at begynde i det transcendente, altså Gud, og samtidig ikke i stedet tør begynde i menneskers transcendenserfaringer af Guds nærvær, får den svært ved at sige noget om noget, der rækker ud over det, verden er reduceret til i de moderne videnskabers blik på den.”

”Teologien får dermed også svært ved at adressere en god del af det, der tildrager sig for os som mennesker. Som for eksempel de erfaringer, nogle efterladte har af et elsket menneskes efterliv, dets forvandlede nærvær efter døden. På den måde løfter teologien ikke sin opgave. Men her kan erfaringsmetafysikken træde til, for den viser, at vores transcendenserfaringer ikke er noget, vi selv gør. De er altså ikke bare noget subjektivt, men derimod noget, der sker med os. Ligesom teologien siger om troen. Erfaringsmetafysikken viser også, hvordan vi via tænkningen kan fremdrage det almengyldige ved netop denne slags erfaringer. Og på den måde kan den bistå teologien i dens forsøg på at gøre rede for troens sandhedsværdi,” siger Dorthe Jørgensen.

Hun peger på den kunstneriske arbejdsproces for at illustrere, hvordan vi kan blive mere opmærksomme på elementet af almengyldighed i vores transcendenserfaringer.

”Det er jo præcis den opgave, kunstneren har: At skabe et værk, der vedkommer andre. Opgaven er med andre ord at få hentet det fællesmenneskelige frem af det, der i udgangspunktet er dybt personligt. Og det kan dygtige kunstnere, der har arbejdet længe og grundigt med deres materiale og samtidig har indgående kendskab til andre kunstneres arbejde. Det kræver med andre ord fordybelse at drage det almengyldige i erfaringen frem, uanset om det gøres i kunsten eller i tænkningen. Men netop denne fordybelse er truet i dag. Vores evne til at tænke æstetisk er ikke mindst blevet udfordret af det syn på dannelse og uddannelse, som præger vores tid. Med fokus på tests, nytte og hurtig gennemførsel af studierne. Hvor nærvær, eftertænksomhed og refleksion ikke længere er noget, der sættes højt.”

Men ved at fokusere på effektivitet og kvantitet i uddannelsessystemet, og dermed få folk ud på arbejdsmarkedet, som både er ”omstillingsparate” og ”fleksible”, har vi ifølge Dorthe Jørgensen reduceret vores verden i stedet for netop at udvide den, som vi kunne gøre, blandt andet ved hjælp af den æstetiske tænkning.

”I dag ser jeg derfor primært højskolerne som stedet, hvor fordybelsen og den frie tænkning værdsættes og får plads. Og de steder i det civile samfund, hvor der også er små ’modstandskolonier’ i form af for eksempel samtalesaloner. Hvor vi med lån fra Grundtvigs måske kunne sige: Menneske først, lønarbejder så. Hvor der er en forståelse af, at vi som mennesker er mere, end hvad vi nu om dage i almindelighed forstår ved et menneske. Og hvor vi er optaget af at finde frem til det fælles, dér hvor vi overskrider os selv. Til hinanden.”

Foto: Flemming Jeppesen/Fokus