Prøv avisen

Vi har været hjemsøgt af en alt for biografisk læsning af H.C. Andersen

"Jeg oplever, at H.C. Andersen har tænkt enormt meget over kristendommen. Noget, som han ikke nødvendigvis er blevet færdig med. Der er da også troldspejle og splinter i hans skildringer, men jeg tror for eksempel, at H.C. Andersen har læst og forstået mere Søren Kierkegaard, end vi tror, og flere steder i hans værker aner jeg en kristen etik, som Kierkegaard selv ville være enig i," siger Jacob Bøggild. Foto: Leif Tuxen.

I alt for mange år har vi læst H.C. Andersen i lyset af hans forkvaklede personlighed. Nu bør vi stille biografierne tilbage på hylden og få øjnene op for, hvilken suverænt genrebevidst forfatter han var, mener dr.phil. Jacob Bøggild, der tidligere på året udsendte en disputats om eventyrdigteren

Hvis H.C. Andersens efterhånden lidt slidte frase at rejse er at leve ellers står til troende, vil det ikke være forkert at hævde, at den 49-årige dr.phil. Jacob Bøggild i den grad har levet livet fuldt ud i en længere årrække. Om end rejserne rent geografisk har begrænset sig til togstrækningen mellem Danmarks to største byer. Mellem København, hvor han bor, og Aarhus, hvor han netop har taget sin afsked som uddannelsesleder for blandt andet uddannelsen i nordisk/dansk ved Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet.

LÆS OGSÅ: Den flerstemmige H.C. Andersen

Fremover bliver turene til og fra arbejde lidt kortere, idet han netop er blevet ansat som forsker på H.C. Andersen Centret i Odense i forbindelse med en større H.C. Andersen-satsning. Med skiftet bliver det et farvel til en hverdag på Aarhus Universitet, hvor han som uddannelsesleder har skullet favne bredt, og goddag til en tilværelse, hvor det faglige felt snævres væsentligt ind og groft trukket op kan koges ned til én mand H.C. Andersen.

Og dog.

En af Jacob Bøggilds faglige kæpheste er nemlig, at der har været alt for meget fokus på personen H.C. Andersen, når man har skullet læse og fortolke hans tekster. Og det har været uhensigtsmæssigt al den stund, det har skygget for de litterære kvaliteter, eventyrdigteren er i besiddelse af, mener han.

Vi har været hjemsøgt af en alt for biografisk læsning af H.C. Andersen. Man har set ham som en forkvaklet og akavet person, hvilket han sikkert også har været, og så har man læst hans eventyr alt for meget i lyset af det uden at se, at når man slipper den optik, så træder han i karakter som en ganske suveræn forfatter, siger han.

Det er blevet en historisk konstruktion, at vi har læst ham sådan. Man kan også mærke det, når man underviser, eller det kunne man. For det er ved at ændre sig måske på grund af nye og nytænkende dansklærere i gymnasiet. De studerende havde den her klichéprægede opfattelse af H.C. Andersen, som betød, at det for år tilbage næsten var komplet umuligt, med mindre den studerende var ekstraordinært begavet, at komme op over et ottetal på den gamle karakterskala, hvis de skulle op i en tekst af H.C. Andersen, siger han og understreger, at det heldigvis ikke forholder sig sådan længere.

Af Jacob Bøggilds ord lader det sig næsten forstå, at det ikke ubetinget er nogen fordel, at mange af os allerede fra barnsben af har lagt ører til eventyr som Snedronningen, Den lille havfrue og Fyrtøjet. Selv har Jacob Bøggild aldrig som barn fået læst op af de kendte eventyr.

Når der aldrig er nogen, der har læst højt af H.C. Andersen for mig som barn, har det betydet, at jeg som studerende er gået direkte til forfatterskabet. Og fra start af direkte til det særlige, som H.C. Andersen kan med ironien og så har det åbnet sig for mig derfra, siger han og medgiver, at det har været en fordel for ham som forsker, at han har haft en utraditionel tilgang til forfatterskabet.

For få måneder siden materialiserede Jacob Bøggilds store faglige interesse for H.C. Andersens forfatterskab sig i en disputats med titlen Svævende stasis. Arabesk og allegori i H.C. Andersens eventyr og historier, der også er blevet anmeldt her i Kristeligt Dagblad (den 26. juni). Med disputatsen var det målet at finde frem til, hvad det rent tekstligt er, som karakteriserer de Andersenske eventyr og fortællinger og gør dem til et samlet hele.

Ved ganske tekstnært at have analyseret sig igennem en lang række af H.C. Andersens eventyr og helt se bort fra alt kendt biografisk stof om den særegne og sagnomspundne eventyrforfatter mener Jacob Bøggild at have fundet frem til et gennemgående mønster i teksterne.

Alle som én er de ifølge hans analyser skrevet i spændingsfeltet mellem de litterære fænomener arabesk og allegori, hvor førstnævnte karakteriseres ved det overskridende, destabiliserende, svævende og ikke mindst det genreblandende, mens den mere alment kendte allegori blandt andet er lig med kulturelt fasttømrede symboler, der betyder andet og mere, end hvad de umiddelbart er. For eksempel korset og rosen som symboler, eller emblemer, inden for kristendommen.

Det allegoriske handler om på forhånd fastlagte betydninger, mens det arabeske handler om det frie og autonome. Når de to sfærer kolliderer, opstår den særlige dynamik i H.C. Andersens bedste eventyr og historier, forklarer Jacob Bøggild om sine opdagelser og kommer med et eksempel.

I Snedronningen handler det arabeske om det handlingsmæssigt vilkårlige. Snedronningen hedder jo Snedronningen et eventyr i syv historier, og handlingen i eventyret er, at den lille Gerda skal ud at finde Kay. Men så er der de her syv dele, syv små selvstændige historier, som slet ikke hænger sammen, men nærmest er en slags selvstændige småfortællinger.

Den anden side af Snedronningen fremstår som en storstilet kristen allegori. Der kommer engle ud af munden på Gerda, fortætninger af hendes ånde, som skal bekæmpe snedronningens dæmoniske isfigurer, og hele allegorien spiller overordnet på Paulus Korinterbrev, hvor vi siden skal kende fuldt ud efter at have erkendt stykkevis, og hvor kærligheden er størst af alt, forklarer Jacob Bøggild.

Og så er vi fremme ved endnu et kardinalpunkt , hvor Jacob Bøggild ikke deler en ellers udbredt opfattelse af H.C. Andersen. Ofte er den fynskfødte eventyrdigter nemlig blevet beskyldt for at være barnligt naiv i sin opfattelse af Gud og kristendommen.

Jeg forstår ikke, at man kalder ham kristent naiv. Men jeg tror, at det er, fordi kristendommen hos ham æstetisk set kommer til udtryk på mange forskellige måder, som ikke nødvendigvis hænger sammen, og så tolker man det som udtryk for naivitet. Men sådan opfatter jeg det ikke. Jeg ser det nærmere, som om han er eksistentielt spørgende. Jeg synes, at det karakteriserer H.C. Andersen, at han aldrig bare hviler i én barnetro. Han har godt nok sagt, at han tror, at der er en god og kærlig Gud, der leder til det bedste, hvilket selvfølgelig kan lyde naivt. Men det er hans eventyr bare ikke et udtryk for, for her fremstår det altid som noget spørgende og efterprøvende, siger han og uddyber:

Jeg oplever, at H.C. Andersen har tænkt enormt meget over kristendommen. Noget, som han ikke nødvendigvis er blevet færdig med. Der er da også troldspejle og splinter i hans skildringer, men jeg tror for eksempel, at H.C. Andersen har læst og forstået mere Søren Kierkegaard, end vi tror, og flere steder i hans værker aner jeg en kristen etik, som Kierkegaard selv ville være enig i, siger Jacob Bøggild.

Et af de temaer, som eventyrdigteren ifølge forskeren kredsede meget om, er menneskets dødsbevidsthed. Især i sine rejseskildringer, men også i mange af sine eventyr, såsom Historien om en moder, Fyrtøjet og Den lille pige med svovlstikkerne har Andersen blik for forgængeligheden og forstår at fange alvoren i det faktum, at vi som mennesker er bevidste om vores dødelighed, påpeger Jacob Bøggild. Men det skal ikke læses som tekster skrevet med tristesse af en melankolsk forfatter.

Nej, eksistentielt set er dødsbevidstheden det, der gør os til mennesker, og det forholder god kunst sig som regel til, pointerer Andersen-forskeren.

Når H.C. Andersen er og var så stor en kunstner og forfatter og fortjener et markant større tekstligt fokus, ikke mindst i forskningsmæssige sammenhænge, hænger det sammen med, at eventyrdigteren selv var en flittig læser af eventyr og vel at mærke en begavet en af slagsen. Han fik ved at læse andres eventyr og fortællinger et blik for eventyrets normer og koder og kom ligeledes i besiddelse af evnen til at bruge ironien i sine egne eventyr, mener Jacob Bøggild.

Han var så bevidst om sig selv og eventyrkoderne, at han i sine eventyr fik skabt et gennemreflekteret system, så hans værker nærmest kan være en slags grundforskning, hvor et af spørgsmålene blandt andet drejer sig om, hvad eventyr for børn er? Hvad kan man slippe af sted med at fortælle til børn? Det er ganske tydeligt, at det har moret ham at sidde og eksperimentere med den slags ting, når han skrev, siger han.

Ligefrem moret ham?

Ja, jeg tror, det har moret ham at skrive. Der er så enormt meget fortællingsmæssigt overskud i mange af hans historier og så meget suverænitet i hele arrangementet, at det er helt tydeligt, at den, der har skrevet det, har haft det sjovt, fastholder Jacob Bøggild.

Forskeren, der som sagt først stiftede bekendtskab med H.C. Andersens eventyr som voksen, er på det rene med, at den tekstlige og genremæssige nye tilgang, han gerne ser eventyrforfatterskabet mødt med, ikke kan imødekommes af enhver og da slet ikke børn. Faktisk er han i tvivl om, hvorvidt han opfatter det som en med garanti vellykket foreteelse , når forældre læser Den grimme ælling og Lille Klaus og Store Klaus for deres børn i natlampens skær.

Spørgsmålet er, hvad eventyrene siger moderne børn. Børn får jo tidligt de her koder ind og starter ofte med at spørge, hvem der er de gode og onde. Og det spørgsmål besvares kun i ganske få af H.C. Andersens eventyr, fordi de forholder sig meget mere komplekst til de begreber. Omvendt, hvis man kan give eventyrene sprogligt liv og få fortællemåden til at leve, så ligger der nogle muligheder der, og så kommer historien jo ind på den måde, siger han.

Selvom Jacob Bøggild nu går fra et job som uddannelsesleder ved et institut, hvor han har haft at gøre med et bredt spektrum af forskningsområder, til et forskningscenter, hvor omdrejningspunktet er en enkelt forfatter, er det ambitionen at skabe et udsyn, der rækker længere ud end til den karakteristiske Andersenske næse.

Vi skal være det internationale centrum for forskning, hvor naturligvis hjemlige, men også internationale forskere gerne vil komme og forske en periode. Hvor vi kan få postdocer og ph.d.er, der kan komme og inspirere os, siger han og har masser af idéer til områder, der kan dykkes ned i.

Det vil være interessant at få gang i forskningen på områder som for eksempel hans papirklip og de tegninger, han tegnede på sine rejser. Og ligeledes ville det være spændende at få læst H.C. Andersen op imod andre forfatterskaber. Personligt synes jeg, at han er så egensindig, at det kunne være spændende for eksempel at se på, hvordan man kan holde ham op imod en forfatter som Kafka, som, selvom de to umiddelbart ikke har meget tilfælles, vel at mærke også har eventyret i bagagen, siger Jacob Bøggild, der godt forstår, at blandt andet H.C. Andersens romaner har levet en lidt hengemt tilværelse i skyggen af de verdenskendte eventyr.

Det vanskelige ved romanerne er, at H.C. Andersen ikke har kunnet arbejde med den her løsslupne fortæller, som han kunne i eventyrene. Det gør romanerne noget tungere at have med at gøre. Men der ligger en forskningsmæssig opgave i at finde ud af, hvordan man kan indtænke romanerne i forfatterskabet på en måde, der yder de kvaliteter, de rummer, retfærdighed, og det kunne jeg da godt selv tænke mig, afslører han.

Men at H.C. Andersens eventyr og historier er noget ganske særligt og globalt kanoniseret i en grad, som hans romaner og lyrik aldrig vil blive, hersker der ikke tvivl om hos Jacob Bøggild.

H.C. Andersen har ikke lavet noget, der kommer på højde med hans eventyr og historier, mener jeg. Og man havde heller aldrig lavet et H.C. Andersen-center, havde det ikke været for eventyrene og historierne. Men det betyder jo ikke, at det ikke er interessant at beskæftige sig med alt det andet, Andersen har skrevet, og ikke mindst romanerne og rejseskildringerne, understreger han.