Prøv avisen

Vi higer efter venskab fordi vi er sociale væsner

Brevvekslingen mellem Paul Auster (til venstre) og J.M. Coetzee begynder i 2008 og strækker sig over tre år. Foto: Mette Frandsen og Remo Casilli.

Sådan skriver den amerikanske forfatter Paul Auster i denne brevveksling med den sydafrikanske nobelpristager J.M. Coetzee. Med eneret for Kristeligt Dagblad bringes her et uddrag af de to forfatteres breve, der udkommer på dansk i morgen i bogen Nu og her

Kære Paul,

Jeg har spekuleret over venskaber, hvordan de opstår, hvorfor de varer ved nogle af dem i så lang tid, længere tid end de lidenskabelige forbindelser, som de somme tider (fejlagtigt) beskyldes for at være blege efterligninger af. Jeg skulle lige til at skrive et brev til dig om alt det her og ville begynde med den betragtning, at set i lyset af hvor vigtige venskaber er i vores sociale liv, og hvor meget de betyder for os, især i barndommen, er det forbløffende hvor lidt der er skrevet om emnet.

LÆS OGSÅ: Det meste af det, der betyder noget i vore liv, sker i vort fravær

Men så spurgte jeg mig selv om det virkelig var rigtigt. Så før jeg satte mig ned for at skrive, tog jeg hen på biblioteket for lige at tjekke. Og se bare, jeg kunne ikke have taget mere fejl. Bibliotekets katalog indeholdt lister over bøger om emnet, bunker af bøger, mange af dem relativt nye. Men da jeg gik et skridt videre og rent faktisk kiggede i disse bøger, genvandt jeg i nogen grad min selvrespekt. Jeg havde haft ret, i hvert fald delvist: Det bøgerne havde at sige om venskab var for det meste uinteressant. Tilsyneladende er og bliver venskab lidt af et mysterium. Vi ved det er vigtigt, men vi kan kun gisne om hvorfor nogle mennesker bliver venner og bliver ved med at være venner.

(Hvad mener jeg når jeg siger, at det der er skrevet er uinteressant? Sammenlign venskab med kærlighed. Der er hundredvis af interessante ting at sige om kærlighed. For eksempel: Mænd forelsker sig i kvinder, der minder om deres mødre, eller rettere, som både minder om dem og ikke minder om dem, som er deres mødre og ikke er deres mødre på samme tid. Passer det? Måske, måske ikke. Er det interessant? Absolut. Nu vender vi os mod venskaber. Hvem vælger mænd som venner? Andre mænd på nogenlunde samme alder, med lignende interesser, for eksempel bøger. Passer det? Måske. Er det interessant? Absolut ikke).

Lad mig opremse nogle af de betragtninger, udvalgt fra mine besøg på biblioteket, som jeg rent faktisk fandt interessante.

Første punkt. Man kan ikke være venner med døde ting, siger Aristoteles (Etikken, kapitel 8). Selvfølgelig ikke! Hvem har nogensinde påstået at man kan det? Men det er ikke desto mindre interessant: Pludselig går det op for én hvorfra den moderne lingvistiske filosofi har hentet sin inspiration. For to tusind fire hun-drede år siden demonstrerede Aristoteles, at det som lignede filosofiske postulater ikke er andet end grammatiske regler. I sætningen: Jeg er venner med X, siger han, må X være et levende substantiv.

Næste punkt. Man kan have venner uden at have lyst til at se dem, siger Charles Lamb. Sandt, og desuden interessant en anden måde hvorpå venskabelige følelser er ulig erotiske forbindelser.

Næste punkt. Venner, eller i hvert fald mandlige venner i den vestlige verden, taler ikke om deres følelser for hinanden. Sammenlign med elskendes snakkesalighed. Indtil videre ikke synderligt inte-ressant. Men hvis vennen dør, sikke syndfloder af sorg: Ak, for sent! (Montaigne om La Boétie, Milton om Edward King). (Spørgsmål: Er kærlighed snakkesalig fordi begæret af natur er tvetydigt Shakespeares sonetter mens venskab er fåmælt fordi det er ligetil, uden tvetydighed)?

Til sidst en bemærkning fra Christopher Tietjens i Ford Madox Fords Parades End: At man går i seng med en kvinde for at kunne komme til at tale med hende. Underforstået: At få en kvinde som elskerinde er kun det første skridt; det næste skridt, at få hende som ven, er det der betyder noget; men at være venner med en kvinde er umuligt i praksis, fordi der er for meget usagt der hænger i luften.

Hvis det virkelig er så svært at sige noget interessant om venskab, så bliver en videre indsigt mulig: At venskab, i modsætning til kærlighed og politik, som aldrig er hvad det synes at være, er nøjagtig hvad det synes at være. Venskab er gennemsigtigt.

De mest interessante refleksioner over venskab kommer fra antikkens verden. Hvorfor det? Fordi folk i hine tider ikke opfattede en filosofisk holdning som en nødvendigvis skeptisk holdning, og derfor tog de det ikke for givet, at venskab må være noget andet end det synes at være; omvendt konkluderede de heller ikke, at hvis venskab er hvad det synes at være, så kan det ikke være et emne der er passende for filosofien.

Bedste hilsner

John

(Den 14.-15. juli 2008)Kære John,

Det er et spørgsmål som jeg har beskæftiget mig meget med i årenes løb. Jeg vil ikke sige, at jeg har opnået nogen sammenhængende holdning til venskab, men som svar på dit brev (som udløste en hvirvelvind af tanker og minder hos mig) er det nok på tide at forsøge.

Først vil jeg sige, at jeg vil begrænse mig til mandlige venskaber, venskaber mellem mænd, venskaber mellem drenge.

Ja, der findes gennemsigtige og utvetydige venskaber (for at bruge dine begreber), men min erfaring siger mig, at der ikke er mange. Det har måske noget at gøre med et andet af de begreber du bruger: fåmælt. Du har ret i, at mandlige venner (i det mindste i den vestlige verden) sædvanligvis ikke taler om deres følelser for hinanden. Jeg ville gå et skridt videre og tilføje: Mænd taler ikke om deres følelser, punktum. Og hvis du ikke ved hvordan din ven har det eller hvad han føler eller hvorfor, kan du så ærligt sige, at du kender din ven? Og alligevel varer venskaber ved, ofte gennem årtier, i denne tvetydige zone af ikke-viden.

Mindst tre af mine romaner behandler venskaber mellem mænd direkte, er på en måde historier om mandlige venskaber Det aflåste værelse, Leviathan og Orakelnat og i hvert tilfælde bliver dette ingenmandsland af ikke-viden den scene hvorpå dramaerne udspiller sig.

Et eksempel fra det virkelige liv: Gennem de sidste 25 år har en af mine nærmeste venner måske mit voksenlivs nærmeste mandlige ven overhovedet været et af de mindst snakkesalige mennesker jeg nogensinde har mødt. Han er ældre end jeg er (elleve år ældre), men vi har meget til fælles: Vi er begge forfattere, vi er begge idiotisk besat af sport, vi har begge været gift i mange år med bemærkelsesværdige kvinder, og, måske vigtigst af alt og mest vanskeligt at definere, så har vi en uartikuleret men fælles idé om hvordan man skal leve sit liv en manddommens etik. Og alligevel, uanset hvor meget jeg holder af denne person, uanset hvor gerne jeg ville gå gennem ild og vand for ham, er vores samtaler næsten uden undtagelse ferske og åndløse, aldeles banale. Vi kommunikerer ved at udstøde små grynt, forlader os på en art stenografisk sprog der ville være uforståeligt for fremmede. Og hvad angår vores arbejde (drivkraften i vores begges liv), så omtaler vi det sjældent overhovedet.

For at anskueliggøre hvor tæt denne mand holder kortene ind til kroppen, er her en lille anekdote. For nogle år siden var der en ny roman på vej fra ham til mig i form af en spaltekorrektur. Jeg fortalte ham hvor meget jeg så frem til at læse den (nogle gange sender vi hinanden færdige manuskripter, andre gange venter vi på spaltekorrekturen), og han sagde, at jeg ville modtage et eksemplar snarest. Spaltekorrekturen kom med posten ugen efter, jeg åbnede pakken, bladrede i bogen og opdagede, at den var tilegnet mig. Jeg var rørt, selvfølgelig, faktisk dybt rørt men pointen er, at min ven aldrig havde sagt et ord om det. Ikke det mindste vink, ikke det ringeste forventningsfulde blink, intet.

Hvad er det jeg prøver at sige? At jeg kender denne mand og ikke kender ham. At han er min ven, min bedste ven, på trods af denne uvidenhed. Hvis han gik ud og røvede en bank i morgen, ville jeg blive chokeret. På den anden side, hvis jeg fandt ud af, at han var sin kone utro, at han havde en ung elskerinde gemt af vejen i en lejlighed et eller andet sted, ville jeg blive skuffet, men ikke chokeret. Alt er muligt og mænd har hemmeligheder, selv for deres nærmeste venner. I tilfælde af udenomsægteskabelige affærer fra min vens side, ville jeg blive skuffet (fordi han havde svigtet sin kone, et menneske jeg sætter stor pris på), men jeg ville også føle mig såret (fordi han ikke havde betroet sig til mig, hvilket ville betyde at vores venskab ikke var så nært som jeg troede). (...)

Drenge. Barndommen er den mest intense periode i vores liv, fordi det meste af det vi gør, gør vi for første gang. Jeg har ikke meget andet at byde ind med her end et minde, men det minde synes at understrege den uendelige værdi vi tillægger venskaber når vi er små, endda meget små. Jeg var fem år. Billy, min første ven, kom ind i mit liv på en eller anden måde jeg siden har glemt.

Jeg husker ham som en underlig og munter type med stærke meninger og et meget veludviklet talent for gale streger (noget jeg manglede i ynkværdig grad). Han havde en alvorlig talefejl, og når han talte var hans ord så forvanskede, så hæmmet af overskudssavl i munden, at ingen kunne forstå hvad han sagde bortset fra lille Paul, som fungerede som tolk. Meget af vores tid sammen blev tilbragt med at drøne rundt i vores forstadskvarter i New Jersey og lede efter små døde dyr for det meste fugle, men en gang imellem også en frø eller et jordegern som så blev begravet i blomsterbedet langs huset hvor jeg boede. Højtidelige ritualer, hjemmelavede trækors, latter forbudt. Billy foragtede piger og nægtede at farve de sider i vores malebøger der viste gengivelser af kvindelige figurer, og fordi hans yndlingsfarve var grøn, var han overbevist om at det blod der løb i hans bamses årer var grønt. Ekko-Billy. Så, da vi var seks et halvt eller syv, flyttede han med sin familie til en anden by. Knust hjerte, efterfulgt af ugers, hvis ikke måneders længsel efter min bortrejste ven. Endelig gav min mor efter og gav mig lov til at foretage den dyre telefonopringning til Billys nye hjem. Indholdet i vores samtale er slettet fra min hukommelse, men jeg kan huske mine følelser lige så tydeligt som jeg kan huske hvad jeg fik til morgenmad i morges. Jeg følte det samme som jeg senere i livet ville føle når jeg talte i telefon med den pige jeg var forelsket i.

Du skelner i dit brev mellem venskab og kærlighed. Så længe vi er små, før vores erotiske liv begynder, er der ingen forskel. Venskab og kærlighed er det samme.

Venskab og kærlighed er ikke det samme. Mænd og kvinder. Forskellen på ægteskab og venskab. Et sidste citat fra Joubert (1801): Vælg ikke til kone en kvinde, du ikke ville vælge til ven, hvis hun var en mand.

En ret absurd formulering, egentlig (hvordan kan en kvinde være en mand?) men man fanger pointen, og i bund og grund minder det om din bemærkning om Parades End af Ford Madox Ford og den morsomme og pudsige idé om at man går i seng med en kvinde for at kunne komme til at tale med hende.

Ægteskabet er først og fremmest samtale, og hvis et ægtepar ikke kan finde ud af at blive venner, har ægteskabet ikke de store chancer for at overleve. Venskab er en ingrediens i ægteskabet, men ægteskabet er en kamp uden regler, noget der konstant udvikler sig, et evigt fremadskridende projekt, et uophørligt krav om at række dybt ned i sig selv og genopfinde sig selv i relation til den anden, hvorimod det rene, simple venskab (det vil sige, venskab uden for ægteskab) har en tilbøjelighed til at være mere statisk, mere høfligt, mere overfladisk. Vi higer efter venskab fordi vi er sociale væsner, født af andre væsner og bestemt til at leve blandt andre væsner til den dag vi dør, men tænk alligevel på de skænderier, der somme tider bryder ud i selv de bedste ægteskaber, de lidenskabelige uoverensstemmelser, de uovervejede fornærmelser, de smækkede døre og det knuste porcelæn så indser man hurtigt, at en sådan opførsel ikke ville blive tolereret i venskabets værdige haller. Venskab er gode manerer, venlighed, stabil hengivenhed. Venner som råber ad hinanden bliver sjældent ved med at være venner. Mænd og koner som råber ad hinanden bliver som regel ved med at være gift ofte lykkeligt gift.

Kan mænd og kvinder være venner? Det tror jeg. Så længe der ikke er nogen fysisk tiltrækning fra nogens side. Når først sex bliver en del af ligningen, er intet sikkert længere.

Fortsættes. Men der er andre aspekter af venskabet der også bør diskuteres: a) Venskaber der visner og dør. b) Venskaber mellem folk som ikke nødvendigvis har fælles interesser (på arbejdspladser, på skoler, i krig). c) Venskabets koncentriske cirkler: Den inderste kerne af nære venskaber, de knap så nære, men stadig meget afholdte, dem som bor langt væk, de behagelige bekendtskaber og så videre. d) Alle de andre ting i dit brev som jeg ikke er kommet ind på.

Varme hilsner fra det hede New York

Paul

(Den 29. juli 2008)

Forfatterne

Bogen