Mødet, der danner ramme om de 100 historier i den italienske forfatter Giovanni Boccaccios ”Decameron”, kunne næppe finde sted i dag, hverken i Italien eller i Danmark, hvor regeringer og myndigheder på det alvorligste henstiller til at mennesker ikke forsamles. I dag er årsagen covid-19, i middelalderen var det pesten.
Giovanni Boccaccio skrev ”Decameron” i årene 1349-1352 på baggrund af verdenshistoriens største epidemiske katastrofe, der ramte Norditalien i 1348, da et skib via Silkevejen og Sortehavet ankom med varer fra Kina. Pestsygen gik i land og spredte sig via de rige norditalienske bysamfund til det øvrige Europa. Scenariet i 1348 ligner dagens i 2020, selvom ingen med forstanden i behold ønsker sig en gentagelse. Dengang spredte ”den sorte død” sig ukontrollabelt og dødbringende i en skala uden sidestykke i historien.
I indledningen til ”Decameron” fortæller Boccaccio om baggrunden for de 100 fortællinger. Pesten hærger i Firenze, hvor indbyggerne, frarøvet ethvert håb om overlevelse, giver sig hen i en hæmningsløs orgiastisk dødedans. Hvorfor bevare anstændigheden og fornuften, hvis man alligevel skal dø, synes den perverse logik at være. Men 10 unge adelige – syv kvinder og tre mænd – søger ud af byen til et landsted, hvor de isolerer sig i 10 dage og lader sig opvarte med god mad og vin og selskabslege. En af legene går ud på, at de hver især hver dag fortæller en historie. 10 historier på 10 dage bliver til 100 fortællinger.
Historierne bliver fortalt, så de sammen for en tid kan glemme pestens rædsler i Firenze. Derfor er det historier, der i et ligefremt og for alle forståeligt sprog handler om uselviskhed og storsind, tolerance, kærlighed og erotik, men frem for alt evnen til at bruge den sunde fornuft og fokusere på de menneskelige dyder.
Nogle er satirisk rettet mod den tids herskere, kirken og præsteskabet, der ikke har magtet at forene menneskene om sande værdier. ”Decameron” er fra Boccaccios hånd skrevet som et reservoir for fantasien og menneskets skabende evner; det er i sin essens et viltert og trodsigt skrift om håb.
I dagens Italien er middelalderens hedonistiske orgier og dødsridt erstattet af isolation. Borgerne er, efter indtrængende henstilling fra myndigheder og regering, gået inden døre, hver især med deres frygt og angst. Nogle helt alene.
I mangel af et adeligt landsted og et egentligt samvær er italienere begyndt at synge fra altanerne i byerne, andre stemmer i, og et fælleskab opstår som toner, der rækker over de afstande, hænder ikke længere kan nå, og følelser ikke kan begribe. Men nogle har, ligesom Boccaccio i 1349, sat sig til at skrive i husarresten – som digteren og dramatikeren Mariangela Gualtieri, der i sidste uge læste sit digt ”Nu ved vi, hvor trist det er at holde en meters afstand til hinanden” op i national radio, og som siden er blevet et hit på Youtube.
Dagbladet Politiken bragte prisværdigt digtet i dansk oversættelse, og jeg tillader mig at citere. For manede digtet til besindelse over for den hektiske fremfærd, der synes at betinge verden og menneskenes ageren i den lige nu, bibragte det også et håb om en eftertid:
Vi vil vende tilbage til denne berøring,
den ene hånd mod den anden,
den simple handling, der nu er os forbudt
med en skærpet indsigt.
Altså vende tilbage til det og dem, vi i bogstavelig forstand ikke længere kan nå – eller rettere formanes til ikke at nå. En dag vil vi forhåbentlig igen kunne nå hinanden, når vi med mere nænsomme hænder på ny kan tage fat på livet.
Så gribende skriver Mariangela Gualtieri i Italien om den nødvendige isolation, de lukkede døre og de lukkede grænser. Nødretten, provisoriet, undtagelsestilstanden.
I Danmark lod den da europæisk berømte forfatter J.P. Jacobsen sig i 1881 inspirere af Boccaccio, da han skrev novellen ”Pesten i Bergamo”. I 2020 er Bergamo også et epicenter for for sygdommen. J. P. Jacobsens fortælling rummer intet håb, men er som dystopi skræmmende præcis i udviklingen af sygdomsbilledet og menneskers reaktion på det. I begyndelsen, da pesten kommer, slutter folk sig sammen i ”enighed og samdrægtighed”, men gradvist stiger forfærdelsen fra ”et lille vanvidspunkt i deres hjerner” op til en form for besættelse af psyken. Enhver, der forsøger at flygte, bliver en fremmed, der jages uden nåde eller barmhjertighed i det, bystyret mener er ”retfærdigt nødværge”. I kirken mødes troende og vantro i en flagellantisk selvfornedrelse og blodrus, før de som et sort tog af dårer drager ud i verden og spreder sygdom og irrationalitet.
I dag er vi slet, slet ikke der, hverken i litteraturen eller virkeligheden, men der er glimt af genkendelse, når militæret i Italien kører et tog af lastbiler med kister ud af Bergamo i det tiltagende mørke. Virkeligheden skriver videre på klassiske historier og litterære scenarier, overleveringen bliver til hjerteskærende nutid.
Herhjemme i Danmark har virkelighedens aktører skrevet 100 historier på lidt mere end 10 dage. Der udspiller sig dagligt en føljeton på landsdækkende tv, hvor pressemøde afløser pressemøde i skiftende ministerier.
De har en dramaturgi, der ligner litteraturens og den gode fortællings. Med dramatiske kurver og et spil mellem det sagte og det usagte, afmagt og magt, et rigt persongalleri med hver deres fortællelinjer, pludselige skurke, pludselige helte og en vidensfordeling, der betyder at nogle ved noget, som andre ikke ved. Læg dertil cliffhangere til et efterhånden opmærksomt publikum af journalister, der efter chokket lige har skullet genopfinde sig selv som kritiske væsener.
Alle os borgere hjemme foran tv følger dramaturgiens stadigt nye changeringer og revideringer. Vi, de potentielle smittebærere. Som mangeårig publicist, synes jeg det er et gode, at der kommunikeres så offensivt, bredt og dækkende fra myndighedernes og regeringens side. Tak! Det er ansvarsfuldt, som det skal være. Tak igen! Men jeg er desværre, og jeg mener virkelig desværre, ikke sikker på, at denne überkommunikation gør borgerne mindre angste og mere sikre i sindet. Eller mere fornuftige i deres handlinger. Der kan også snige sig en lille trods ind over for umyndiggørelsen og den gradvise indskrænkning af de demokratiske rettigheder. De skulle helst ikke føre for vidt, jævnfør anarkiet i middelalderen. Men angsten og klaustrofobien er måske så stor, fordi den er gensidig. Vi står virtuelt ansigt til ansigt med mennesker, der er myndige. Men hvis myndighed er transparent, præget helt ind i hjertet af situationens alvor.
Der er tale om en tilstand af konstant stress med enerverende tiltag, der formodes at virke. Men de efterlader et lille savn efter proportion, eftertanke, overblik. Nuvel, det findes naturligvis ikke i en epidemi, der med klicheen ”udvikler sig time for time”. Men der kan være behov for at trække vejret. Vi er jo alle kun mennesker. Jeg misunder ikke landets ledelse. Hverken regering, folketing, myndigheder. Angsten er min, men den er tydeligvis også deres. Det lyser ud af disse valgte og udvalgte kvinder og mænd ved de runde hviddugede borde med drikkekartoner i pap og to meters afstand.
Erfaringen og historien fortæller os, at det går over. Vi ved ikke hvornår, men en dag lærer vi måske at leve med Covid-19 som med andre influenzaer; en dag finder forskerne måske en vaccine, så vi ikke skal ende som et sort tog af dårer, blandt unævnelige ofre, ladt tilbage i støvet. Og den dag vil de endnu levende tage hinanden i hånden, give og tilgive, og sikkert have glemt disse hæslige dages lukkede grænser og rum, og ordene fra både Sundheds- og Statsministeren om, at der ikke er tid til at vente på sundhedsfaglig evidens, før der træffes politiske beslutninger.
Lige nu er museer, biografer, teatre, koncertsale og biblioteker lukkede på regeringens og myndighedernes henstilling. Det, der fra politisk hold kaldes for ”oplevelsesøkonomien”. Andre, som mig, kunne finde på at kalde det kultur, indsigtsskabende, overskudsgivende og eksistentiel nødvendighed. Refleksion og eftertanke. En afgørende bevidsthedsøvelse før handling. Det kunne kirken måske også stå for. Men gudstjenester er i bedste fald gået digitalt og dermed ophørt i kirkens rum, og landets kirkeminister og hirden af biskopper ønsker kirkerne lukket helt ned for personlig andagt. Et kors for tanken!
Men der er håb. Et håb identisk med det, som Boccaccio havde, da han skrev ”Decameron”, dengang under pesten tilbage i tidens tågede ruiner. Andre 100 historier venter på os. Vi kan endnu åbne os for litteraturen, når vi nu skal lukke os for Næsten dér lige ved siden af og transformere os til adskilte individer, der er sammen hver for sig. Med hver vort samfundssind og hver vor ansvarlighed i en paradoksal distanceret forviklethed.
Boghandlerne holder endnu åbent, og er kun et par klik med musen eller en opringning væk. Og forfatterne skriver, helst inden døre og i eget værelse, ganske alene. De er i den henseende mønsterborgere under Covid-19. Og forlagene er parat til at trykke og udgive bøger. Fordi litteraturen bliver den nære fremtid. Musik og film og e-bøger kan tilgås digitalt, javist, men print-bøger kan læses i ”ensomhedens celle”, helt uden anden energi end den, læseren bibringer med sin opmærksomhed og medskabende fantasi. Måske kan vi med fantasiens magt, ligesom i Boccaccios ”Decameron”, sende djævelen så mange gange ned i hans eget helvede, at han mister sit overmod og får lyst til at falde til ro.
Kristeligt Dagblad skriver i den kommende tid om klassikere, der handler om sygdom og isolation og den tid, som bøgerne blev til i. Læs næste gang om Albert Camus’ ”Pesten”.