Prøv avisen
Interview

Lær at dø og find ro i sjælen

Lykken består alene i indsigt, som også er identisk med moralsk godhed, mens ydre goder er ligegyldige, sagde den græske filosof Zenon fra Kition, der grundlagde stoicismen. - Foto: Scanpix

Der er noget om stoikernes ideal om at acceptere skæbnen og være mere selvkritisk og indadvendt. Det mener festivalaktuelle stoicisme-kender Tue Søvsø

Hvad ville de antikke stoiske tænkere tænke om nutidens samfund med højt tempo og høje forventninger til den enkeltes præstationer i hjemmet og på arbejdspladsen? Den besatte jagt på nem nydelse? De ville måske sige, at der er en anelse for meget uro omkring os til at finde den indre stoiske ro. Og de vil helt sikkert understrege, at det er op til den enkelte at leve med det.

Vi kan på mange måder tage ved lære af de gamle, fornuftsbesatte stoikere, påpeger Tue Søvsø, der studerer græsk og latin på Københavns Universitet.

Han er ved at lægge sidste hånd på en specialeafhandling om stoikernes samfundssyn og deltager i en eksistentiel debat på den nye, kloge kulturfestival nord for København, Open Air Academy, der begynder i morgen med en lang række filosofiske debatter og foredrag over tre dage.

”For stoikerne handlede livet om at forlige sig med skæbnen og se indad og fordybe sig i ens personlighed for at kunne blive et godt socialt væsen, leve et moralsk og dermed lykkeligt liv,” siger Tue Søvsø. 

Stoikerne mente, at man skal tilpasse sig de omgivelser, som nu engang er givet os, og som alligevel ikke er til at ændre på. Man bør acceptere det værste så vel som det bedste og dermed tænke sine ubehagelige følelser væk. Sat på spidsen: lære at dø for at kunne leve.

”Det har mennesket nok grundlæggende svært ved at acceptere. Formodentlig fordi døden er den ultimative begrænsning for vores formåen. Der vil de rationelle stoikere påpege, at det ikke nytter at sætte sig ned og græde over det. For vi er samtidig født med en evne til at stoppe op, vurdere vores instinktive impulser og bremse vores angst, vores usunde spisevaner eller vores tendens til at tilsidesætte andres interesser,” siger Tue Søvsø.

Set i det lys er tidens debat om indadvendte og udadvendte personlighedstræk interessant, mener han. Forfatteren Anna Skyggebjerg skriver eksempelvis, at vi lever i en ekstrovert verden, hvor de hurtige, de talende, de festlige og selvpromoverende hyldes og på mange måder har det lettere end de introverte.

”En stoiker ville nok være enig, men han ville samtidig påpege, at det nu engang er de vilkår, du er født under. Måske føler du dig overset på din arbejdsplads, fordi du er indadvendt, men det eneste, du er herre over, er måden, du forholder dig til situationen på. Det handler derfor om at lære dig selv at kende for at kunne begå dig bedre i verden. Og faktisk er du forpligtet til selv at gøre noget, når du først har sat dig ned og set indad og erkendt det faktum, at sådan er verden. Det er den rationelle handling og betingelsen for, at du kan leve et lykkeligt liv,” siger Tue Søvsø.

Han ser også en reaktion i dag på det hurtigtløbende, ekstroverte samfund. Der dyrkes yoga, tages på meditationsophold og pilgrimsvandringer. Men:

”Denne selvudviklingstrang er jo fin nok, så længe den ikke bliver selvcentreret. På sigt hjælper det ikke noget at flygte til en svensk skov, fordi samfundet omkring dig er stresset og larmende. En søgen efter ro skal være en måde at forlige sig med uro på, og der vil altid være forstyrrende elementer i et menneskeliv. Det er endnu et af vilkårene ved vores liv,” siger Tue Søvsø.

Menneskets forpligtelser er derfor ikke opfyldt, når det har fundet den indre ro og accepteret sin skæbne, lyder den stoiske livsanvisning. Mennesket er også et socialt væsen, og det er derfor ikke kun forpligtet til at udøve rationel kontrol over sine egne handlinger, men også til at gøre en indsats for at gøre andres liv bedre.

”Vi er en del af verden, og verden er en del af os, og selvom vi ikke har kontrol over den, så har vi et ansvar for, hvordan vi handler og forholder os til omverdenen,” ville stoikerne sige ifølge Tue Søvsø, der samtidig påpeger, at stoikernes livsideal om total rationel kontrol egentlig også er umenneskeligt. For vi er jo bare mennesker.