Der er flere værker jeg tyer til, hvis jeg er trist, og alt er vanskeligt. De minder mig om, at jeg ikke er alene med det svære i livet. Den erkendelse giver mig lindring. Leonard Cohen har skrevet en sang, som hedder ”Sisters of Mercy”.
Jeg går og synger første vers for mig selv. Det fortæller mig, at vi alle kan føle os alene og triste. På den måde føler jeg mig mindre alene. Verset går sådan her:
All the sisters of mercy, they are not departed or gone
They were waiting for me when I thought that I just can’t go on
And they brought me their comfort and later they brought me this song
Oh, I hope you run into them, you who’ve been travelling so long
Cohen blev inspireret til at skrive sangen på et tidspunkt, hvor han selv havde det svært.
Han mødte to piger, som blaffede, og som endte med at overnatte hos ham. Bare den erkendelse, at to piger fandtes, gav Cohen trøst og ny energi.
Vi kan give hinanden kærlighed og energi, når vi er sammen i det svære. Cohen kan noget med ord, som er interessant, og han sætter poesi sammen, som jeg forstår. Det samme kan Tove Ditlevsens digte. De går lige i hjertet på mig.
Hendes digte er triste, men også sjove på en sarkastisk måde, som jeg kan spejle mig i. Jeg har æselører i hendes bøger ved dette digt, som hedder ”Med Ingen”:
Med ingen kan
man dele
de inderste
tanker.
Det vigtigste
i verden
er man
alene med.
Det er en
varig byrde
det er en
sagte glæde
at her kan
ingen nå dig
og ingen
lukkes ind.
Jeg griber altid ud efter digtet, når jeg oplever weltschmerz, som jeg ikke kan handle mig ud af. Digtet rummer en tristhed over, at ingen vil kunne nå ind til kernen. Det er livets byrde.
Det fantastiske er, at der også findes en glæde i den store ensomhed, hun beskriver. Uanset hvad, vil ingen kunne nå derind. Det er trist og let at forstå. Igen finder jeg det lindrende, at vi i det mindste er to, der har det på samme måde. Det giver trøst midt i elendigheden.8