”En lille ny tosse i verden” er en imponerende biografi om Frans af Assisi (1182-1226). Forfatteren Erik Strid (født 1943) har været sognepræst, korshærspræst og studenterpræst og understreger beskedent, at han hverken er specialist i middelalderteologi, kunsthistorie, filosofi eller socialhistorie. Til gengæld har han læst næsten alle historierne om den ikoniske og omstridte skikkelse fra en tid, der var med til at forme den vesterlandske kristenhed.
Forfatteren er betaget af Frans af Assisi – men bestemt ikke ukritisk. Frans har noget livsvigtigt på hjerte, som vi kan inspireres af i dag: at sætte sig ned sammen med de foragtede, omfavne en, der ikke kan holde sig selv ud, forsone sig med naturen, at sige ”Fred!” til en, der måske vil hugge hovedet af en. Og vel at mærke: ikke snakke om det, men gøre det, her og nu. Samtidig må man indrømme, at der i Frans’ teologi også er elementer af selvforagt og en foragt for det naturligt-menneskelige.
Bogen er en slags guidet tur i Assisi og Frans’ verden og er sprængfyldt med detaljer, citater, henvisninger og indgående beskrivelser af landskab, kirker og personer. Der bygges på tre forskellige kilder til Frans’ historie: stederne, traditionen og de skriftlige vidnesbyrd. Det er dog legenderne, krønikerne, brevene og de officielle dokumenter, som fylder mest.
Historierne om Frans er mange. Vi hører om, hvordan den unge Frans føjtede glad rundt i gaderne med sine venner, populær, humoristisk og glad og kunne synge så smukt, som var det lærken, man hørte.
Frans var søn af en klædehandler, og det er, mens han står i faderens butik, at en oplevelse kommer til at præge ham for livet. En fattig mand kommer ind og beder om en almisse, for ”Guds kærligheds skyld”. Frans siger nej, men fortryder senere og indrømmer for sig selv, at hvis den fattige dér havde bedt ham om noget i en stor greve eller barons navn, så ville han bestemt have givet ham, hvad han bad om! Hvor meget mere burde han da ikke have gjort det ”i kongernes Konge og alles Herres navn”.
Fra da af føler Frans, at han står i evig gæld til enhver fattig, han møder. Foran San Damiano-korset har Frans den åbenbaring, som de fleste sikkert kender. Den korsfæstede ser på Frans og taler blidt og venligt til ham: ”Frans, ser du ikke, at mit hus er ved at falde sammen? Gå hen og reparer det for mig!”. Rystet svarer han: ”Det vil jeg gerne gøre, Herre!”.
Frans indleder derpå en karriere som murerarbejdsmand og sætter kirken i stand. Og som forfatteren bemærker: ”Med god vilje kan man godt i San Damianos mure finde de sten, han med sine egne hænder har lagt. Det ser ikke professionelt ud.”
Frans opdager snart, at hans kald er anderledes. Der skal kaldes til bod, og han samler en gruppe bodgørere fra Assisi, som var meget specielle. For de var ”glædes-smittende bodgørere”. De gik rundt i deres lasede arbejdstøj og snakkede omvendelse og bod, samtidig med at de grinede over hele hovedet, sang og dansede og fik folk i godt humør. Som sådan var bevægelsen båret af en optimisme, for det nyttede noget at komme i tanker om de bud, som man ellers havde glemt.
Gud ville, at Frans skulle være ”en lille ny tosse i verden” hedder det i en af legenderne. Heraf bogens titel. Om ordet ”pazzo” bedst oversættes med ”tosse” og ikke ”galning”, må de italiensk-kyndige strides om.
Under alle omstændigheder tegner de mange historier et billede af et menneske, som var omstridt, karsk og radikal både i ord og livsstil. Da en broder kom til Frans og beskrev, hvordan Djævelen havde sagt, at han var blandt de fordømte, sagde Frans: ”Når han (Djævelen, red.) siger til dig, at du er fordømt, så skal du svare fast og bestemt: ’Luk kæften op, så jeg kan skide i den!’.”
Som sådan er bogen rig på ordbilleder. Men desværre leder man forgæves efter fotos fra de steder, som beskrives så indgående og detaljeret. I stedet henvises læseren til internettet, hvor man kan finde billeder i meget høj kvalitet.
Det ville nu have højnet bogens kvalitet og givet en ekstra stjerne, hvis der havde været bragt nogle af disse fine billeder.