Prøv avisen
Tidens tegn

Professor om gymnasieudspil: Vi kan vel flyve Shakespeare-eksperter ind fra udlandet

"Det har været både forbløffende og forstemmende at følge regeringspartiet Venstres udspil til elementer i en ny gymnasiereform. Hvoraf kommer den stålsatte vilje til fordrivelse af humaniora, senest med forslaget om at slå tre humanistiske fag sammen og dermed med stor sandsynlighed udvande dem?" spørger Nils Gunder Hansen. Arkivfoto. Foto: Søren Bidstrup

Vi kan ikke leve åndeligt af at være ingeniører alle sammen, lyder det fra litteraturprofessor Nils Gunder Hansen om regeringens gymnasieudspil

Det har været både forbløffende og forstemmende at følge regeringspartiet Venstres udspil til elementer i en ny gymnasiereform. Hvoraf kommer den stålsatte vilje til fordrivelse af humaniora, senest med forslaget om at slå tre humanistiske fag sammen og dermed med stor sandsynlighed udvande dem?

Måske er det blot en uhellig alliance mellem partiet Venstre, Dansk Industri og en loge af ministerielle embedsmænd og pædagogiske forskere, der er på spil. Men det virker, som om de er uden for (demokratisk) kontrol. Og hvem er det dog, der skriver de utrolige ting?

Tag nu et lattervækkende udtryk som ”globale kompetencer”. Hvis man skal tage det alvorligt, må det indebære, at man kan tale en del forskellige sprog og er fortrolig med adskillige kulturkredse, måske ved at have boet i dem i nogle år. Men man bliver altså ikke den nye Sven Burmester (tidligere dansk vicedirektør i Verdensbanken, medlem af Eventyrernes Klub og kendt for sin internationale karriere, red.) ved at gå tre år i gymnasiet. Det kræver et helt liv.

Men hvad forstår udspillet ved det? ”Målene skal sikre, at eleverne bliver dygtigere til at anvende sprog og kan forholde sig reflekteret og handlende i forhold til væsentlige globale udfordringer.”

Bemærk denne pædagogiske tænknings dybt indgroede instrumentelle tilgang. Sprog er noget, man ”anvender”. Det får det også til at lyde dejligt nemt at tilegne sig dem. Globale udfordringer er noget, almindelige danske gymnasieelever kan handle på, de kan måske ligefrem løse dem. Hvad åbnes der ikke for af overfladiskhed og dilettantisme her?

Det er jo altid kedeligt at skulle føle sig paranoid, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om gymnasieudspillet også er et forsøg på at skære humaniora over ved roden.

Når det nu notorisk har vist sig så svært at få de studerende til at søge væk fra de humanistiske fag ved universiteterne, er det jo fristende simpelthen at gå ind og kappe fødekæden: Hvis de studerende i alt væsentligt ikke møder de klassisk-humanistiske fag i gymnasiet, kommer de måske heller ikke på den tanke at studere dem ved universitetet. Man kan også savne en dybere motivering for at slå tre humanistiske discipliner som historie, religion og oldtidskundskab sammen.

Men sagen er nok bare, at den uddannelsespolitiske tendens bag tiltaget er fjendtlig over for faglighed. Fordi fag træder frem med en historisk tyngde og en egen suverænitet i forhold til viden, emner, metoder og analyser. Faglighed er substans og som sådan svær at modellere rundt med. Der vil måske i den nye disciplin udkrystallisere sig en form for pseudo-sammenhæng, hvor de emner og projekter, der lettest kan trække på alle tre fag, vil blive skamredne.

Men jeg tilstår gerne, at jeg har svært ved at se det for mig, og måske skal vi også forestille os, at dette kun er første fase. Man vil henad vejen blive tvunget til at justere fagbeskrivelsen, og så vil man – det er min spådom – ende op med et generelt kulturfag, som sigter på at gøre de unge interesserede i at arbejde med oplevelsesøkonomi og kulturelle ”events”.

For de anonyme kræfter, der står bag udspillet, ved jo godt, at humaniora ikke helt bør drives ud af det offentlige rum. Hvis vi ikke kan have en stor fest-begivenhed på Kronborg, når det er 400 år siden, Shakespeare døde, hvor er vi så henne? Hvis vi ikke kan have kultur- og historiefestivaler af alle mulige slags, så går oplevelsessamfundet altså i stå, og folk begynder at kede sig bravt.

Vi kan ikke leve åndeligt af at være ingeniører alle sammen, så der skal være nogle, der kan tage sig af det der mærkelige og unødvendige kultur-noget. Men der skal ikke være for mange af dem. Og hvis der er brug for nogen, der ved noget om Shakespeare, kan vi vel flyve dem ind fra udlandet. Vi har jo i hvert fald globale kompetencer.