”Det har været chok”. Det er det sidste, Mark Lilla siger, efter små tre kvarters interview. Han er professor i idéhistorie ved Columbia University i New York, og det ’det’, han taler om, er den republikanske præsidentkandidat Donald Trumps succes blandt de amerikanske vælgere.
Interessant nok er det også politiske fænomener som Trump, der har gjort, at Lillas nye bog ”The Shipwrecked Mind: On Political Reaction” (”Det skibbrudne sind: om reaktionær politik”) har nået et langt større publikum, end han er vant til. Public Intellectuals som journalisterne Fareed Zakaria og Andrew Sullivan har rost den til skyerne, netop fordi Lilla udpeger og analyserer en dominerende trend, alle nok har lagt mærke til, men som de fleste ikke har analyseret og forstået. Nemlig at reaktionære idéer om en tabt guldalder, det for alt i verden gælder om at vende tilbage til eller genskabe, i den grad har politisk vind i sejlene – i Europa, i USA og i Mellemøsten.
”Man finder det i forskellige versioner. Fra politisk islamisme til europæiske lande som Ungarn og Polen, hvor nostalgiske forestillinger om en gylden fortid sætter den politiske dagsorden. Eller i Tyrkiet, hvor Erdogan prøver at skabe et Tyrkiet inspireret af det Osmanniske Imperium. Og man kan se det i Front National i Frankrig, og lignende tanker spillede også en rolle i Brexit-kampagnen i Storbritannien. Men man finder det også på den antiglobale venstrefløj. Alle dyrker de forestillingen om, at der er sket et radikalt og katastrofalt brud i fortiden, og at politik handler om at vende tilbage til tilstanden før det brud. Og det finder man også hos Trump,” siger Lilla.
Den vigtige pointe i Lillas bog er at vise, at det reaktionære har sin egen idéhistorie. Her tegner Lilla et intellektuelt portræt af tre tysksprogede tænkere – Franz Rosenzweig, Eric Voegelin og Leo Strauss. Han bruger ikke ”reaktionær” som en moralistisk mundkurv til politiske modstandere. Det er en identifikation af en bestemt måde at tænke på og af et politisk projekt. Hans første skridt består i at afklare en vigtig forskel mellem det reaktionære og det konservative.
”Konservatisme handler om menneskets natur og dets forhold til samfundet. Reaktionær politik handler om historien,” som Lilla siger.
”Konservatismens grundlæggende idé er, at vi fødes ind i et samfund, der eksisterer forud for os, og at vi dermed har visse forpligtelser allerede ved at blive født, både i forhold til fortiden, nutiden og fremtiden. Her er rettigheder sociale produkter og ikke som i liberalismen naturlige rettigheder, der går forud for samfundet. Det har ikke noget med at være reaktionær at gøre. I stedet skal man se den reaktionære som den revolutionæres tvilling – og lige så farlig som ham.”
Hvad betyder det?
”At de begge har en apokalyptisk eller messiansk forståelse af historien som defineret ved radikale brud. Revolutionære enten planlægger et messiansk brud i fremtiden eller tænker, at det brud allerede er sket, og resten af historien handler om at opfylde revolutionens løfte. For den reaktionære er bruddet allerede sket, og det brud ser han som en katastrofe, vi stadig lever i. Det er den, han reagerer på, og reaktionen er en radikal handling, der skal muliggøre en tilbagevenden eller genskabelse af den oprindelige gode og autentiske tilstand.”
”Men i det øjeblik, man skriver under på et apokalyptisk historiesyn, bliver det muligt at retfærdiggøre handlinger, der ikke kan retfærdiggøres. I historiens navn. Det skal kritiseres lige så meget, hvad enten det er forholdet mellem marxisme og den reelt eksisterende kommunisme eller de forskellige former for reaktionær politik, vi ser i dag. Det er sådan, jeg ser min bog – som en kritik af historisme i politik.”
Du skiller det konservative fra det reaktionære, men i din bog viser du også, at amerikanske konservative har dyrket tænkere som Voegelin og Strauss. Hvordan hænger det sammen?
”Begge blev populære i hver sin del af det konservative miljø i løbet af 1960’erne. Voegelin blandt de religiøse konservative og gruppen omkring tidsskriftet National Review og William F. Buckley jr., der hos ham fandt en analyse af, hvad der var i kernen af kommunismen, nemlig et antikristent projekt, som Voegelin sporede tilbage til antik gnosticisme. Strauss og hans studerende, som siden blev professorer rundtomkring i USA, var ikke særlig politiske indtil 1968-oprøret. Det var til gengæld meget traumatisk for dem, og det gjorde dem politisk engagerede på højrefløjen. Et eksempel er Alan Bloom, der sagde de berygtede ord om, at der ikke var nogen grundlæggende forskel på Woodstock-festivalen og nazisternes partimøder i Nürnberg.”
Og hvilken forbindelse er der mellem det og så Trump og hans kampagne om at gøre USA ”great again”?
”Ja, den store forskel er jo, at de, der var tiltrukket af Voegelin og Strauss af politiske grunde, følte det nødvendigt at afsøge de filosofiske grundlag for deres politiske holdninger. Det gør folkene omkring Trump ikke. Noget andet er, at Trump næsten ingenting siger om, hvilken fortid, han taler om, og hvordan den var stor. Han lader folk projicere deres egen personlige version af, hvad det vil sige, ind i sit slogan. Ligesom de der store reklameskilte ved motorvejene – bare helt tomt bortset fra teksten: ’Indsæt din historie-fantasi her’.”
Mark Lilla beskriver sig selv som ”den måske sidste før-McGovern-liberale” – med henvisning til George McGovern, der drejede det Demokratiske parti i en betydeligt mere venstreorienteret retning i 1970’erne og væk fra rødderne i den amerikanske arbejderklasse. Sådan er Lilla nok ikke konservativ, men åbenlyst ikke uden sympati for konservatismens grundtanker. Tanker, han savner hos Republikanerne.
”Det er desværre blevet et populistisk cirkus. Spørgsmålet er, hvad der vil ske. Vil Det Republikanske Parti splittes op? Vil der opstå et nyt parti? Betyder politiske partier overhovedet noget mere? En Clinton-regering vil ikke få ret meget spillerum, jo, i udenrigspolitik, men ikke indenrigspolitisk. Det er en skyttegravskrig, og det eneste, der kan ændre det, er en forandring på højrefløjen. Det eneste interessante i amerikansk politik de kommende år vil være, hvad der sker her.”
Du kalder det et populistisk cirkus, og man taler også meget om populisme i Europa. Men er der ikke den pointe, at der er reelle problemer, som populismen adresserer?
”Både i USA og Europa er der ét centralt problem, og det er de politiske institutioners manglende evne til at handle og levere løsninger for folk. Det hænger også sammen med, at vores partier er en arv fra en tid, hvor samfundet så meget anderledes ud. De repræsenterer simpelthen ikke de reelle kløfter i moderne, vestlige samfund længere. Kløfter, som har meget med uddannelse at gøre. Det er måske den bevægelse, man kan se nu i USA. Det Republikanske Parti, der plejede at være business-partiet, er nu blevet et folkeparti, mens Demokraterne er blevet eliternes parti.
”Oven på det kommer der så i Europa et EU-projekt, som måske nok var en nobel drøm, men som det var vanvid at rulle ud med så megen hast uden at bygge en konsensus op fra neden. Det gør, at Europa står i den værst tænkelige situation over for sine politiske udfordringer.”
Det er en pessimistisk diagnose – er du pessimist?
”Der er en anekdote om, at Franz Kafkas udgiver Max Brod efter en af Kafkas oplæsninger gik op til ham og spurgte: ’Franz, er der da ikke noget håb?”, hvortil Kafka svarede: ’Selvfølgelig er der håb. Uendeligt håb. Bare ikke for os’. Det er min position.”