En lykkelig kernefamilie. Velhavende, nydelige, stort hus, to voksne sønner. En syg af tuberkulose og med en digter i maven. Den anden på vej til at gå i hundene. Faderen falleret skuespiller med bedre held i ejendomshandel. Moderen tidligere nonnebarn og nuværende narkoman.
Så meget for den lykkelige familie i "Lang dags rejse mod nat", Eugene O'Neills beskrivelse af et hjem, der i store træk er hans eget barndomshjem. Med ham selv som lillebror Edmund, der efter tuberkulosens dødsmærke skal komme genfødt tilbage som digter.
Men på Folketeatret er det ikke Thomas Magnussens Edmund, der er hovedpersonen, det er ubetinget moderen. Ofret, martyren, den styrende kraft for alle i familien og for alle handlinger. Primært fordi det hun bliver spillet af Stina Ekblad. I en grad, som ingen kan gøre hende efter.
En smuk, skrøbelig kvinde. Stilfuld, elegant, flagrende og blid. Det er sådan, vi møder hende. Netop hjemkommet fra afvænning og nu igen samlingspunktet i familien, mens de venter på besked om Edmunds sygdom. Som alle godt ved ikke bare er en forårsforkølelse, men Mary Tyrone vil slet ikke erkende det. På den måde får hun jo, og ikke sønnen, opmærksomheden. For ingen vil give mor bekymringer. Så må selv den syge søn tage sig sammen.
Det ligger i de små detaljer, tegnene på, at alt ikke er, som det skal være. De hurtige skift, den villede venlighed, de påtagede banaliteter, som kvinder af det bedre borgerskab forventes at sige – som om håret sidder godt. Hun er fløjtende ligeglad med det hår, og hun ved udmærket godt, hvorfor de ser på hende allesammen, og at de har god grund til det. Men intet af alt det lader hun sig påvirke af, for hun er påvirket af noget helt andet. Misbrugerens voldsomme skift, hendes fuldstændig udforudsigelige udsving, skrækken omkring hende, hendes egen angst over sig selv – det bliver spillet så elegant, så præcist og så helt uden overdrivelse og melodrama i anden afdeling af forestillingen. Man aner ikke, hvad der har udløst reaktionerne. Hun er sin egen aftrækker.
De tre mænd omkring hende kan næsten ikke andet end blive marionetter. For det er de. De er så styret af Marys misbrug, den evige, intense lytten til hendes skridt og ændringerne i hendes tonefald. Samtidig med at de heller ikke selv kan styre noget som helst. Patriarken, Waage Sandø, som den, der udadtil er kåret til at være skurken. Faderen, der har pålagt hele familien sine frustrationer over at have smidt en stor kunstnerisk karriere væk til fordel for de store penge i de kommercielle roller og dårlige ejendomme. Fattigdrengen, der nu er rig, men aldrig lærer at turde tro på det. Og derfor ofrer sin familie på sin egen nærigheds alter. Sådan vælger de i hvert fald at se det.
For nogen skal jo have skylden. Drengene har ikke selv mandsmodet til at tage deres på sig. Ken Vedsegaard i en glimrende præstation som den bundløse – både med hensyn til whisky og eksistentielle problemer – søn, alle er kritiske over for, men også elsker. Det gør de jo. Elsker hinanden, bruger hinanden. De er ikke gode for hinanden i den familie, men kunne de leve uden hinanden?
Og som den eneste sunde i hele menageriet, en af den slags piger, man førhen ville sige havde "ben i næsen", er stuepigen Cathleen. Spillet robust og sundt af Signe Kærup Hjort. Fascineret, men ærlig. Måske lidt for ærlig i forhold til, hvordan man agerer i det tyroneske hus.
O'Neills stykke er virkelig en lang rejse. For der er meget af det – især de kolossalt mange Shakespeare-citater og Baudelaire-strofer – som man går kold i. Stykket er nok en klassiker, men en af de gamle – og grundlæggende slidt op af tiden og udviklingen. Men alt teater lever på sine skuespillere og sin instruktør. Og dem er det i dén grad værd at nyde i Folketeatrets forestilling.
5 stjerne af 6
kultur@kristeligt-dagblad.dk
Lang dags rejse mod nat. Af Eugene O'Neill. Iscenesættelse: Terje Mærli. Scenografi: Karin Betz. Komponist: Henning Sommerro. Folketeatret.