Prøv avisen

"Gulag øhavet" minder os om at vi ikke må glemme

Da SF's gruppeformand, Ole Sohn, læste de første bind af Aleksandr Solzjenitsyns seksbindsværk "Gulag øhavet" i 1970’erne, betragtede han bøgerne som antisovjetisk propaganda. Men efter at han selv fik adgang til KGB-arkiverne og (gen)læste hele "Gulag øhavet" i begyndelsen af 1990’erne, kalder han bøgernes barske beskrivelser af de sovjetiske fangelejre for underdrivende. Foto: Leif Tuxen.

"Gulag øhavet" er hovedværket, der beskriver de sovjetiske fangelejre. Og jeg betragter værket som et vigtigt demokratisk dokument, siger SFs gruppeformand, Ole Sohn, der selv har studeret Gulag-lejrene som forfatter

Det var en kamp at skaffe Aleksandr Solzjenitsyns seksbindsværk "Gulag øhavet". For mens danske forlag udgiver bøger om Anden Verdenskrig som aldrig før, er interessen for de sovjetiske fangelejre tilsyneladende forsvindende lille. Og "Gulag øhavet" er for længst udgået fra forlaget.

Det vigtigste værk om Sovjet-lejrene

Selv på Københavns Hovedbibliotek måtte bibliotekaren efter en tur i kælderen beklage, at hun kun kunne finde fem ud af seks bind. Men det kan undre, at interessen for alle de forsvundne folk under Stalin er væk. For "Gulag øhavet" bliver stadig regnet for det vigtigste værk, der beskriver de umenneskelige arbejdslejre, der fortsatte mod øst, efter at verden ellers havde sagt aldrig mere efter holocaust.

Gulag var det sovjetiske navn på det direktorat, som administrerede de russiske fangelejre og straffekolonier. Lejrene blev almindeligt kendt under navnet Gulag-lejrene eller bare Gulag. Og man anslår, at Gulag-lejrene samlede op mod 20 millioner mennesker til en kummerlig tilværelse, der for det meste betød sult, straffearbejde og smitsomme sygsomme.

Men lejrene var ifølge Solzjenitsyn først og fremmest præget af frygt og uvished, fordi ingen kunne vide sig sikre på grund af Gulags stikkersystem. Og man regner forsigtigt med, at omkring to millioner mennesker blev henrettet eller pint ihjel i lejrene. Andre blev mærket for livet.

Solzjenitsyns egen og andre Gulag-fangers historie

Sådan en tidligere Gulag-fange var den nobelprisvindende forfatter Aleksandr Solzjenitsyn selv. Og i Gulag øhavet har han samlet beretninger fra 227 tidligere fanger sammen i en fængslende form, der på samme tid minder om en velskrevet roman og en dokumentarisk bog med fodnoter og fotos, ligesom indledningen bedyrer, at ingen navne eller begivenheder er opdigtede.

Gulag øhavet udkom på russisk i 1973, og allerede året efter udkom værket på dansk til et dengang stort dansk publikum, der dog var delt. For mens mange slugte Solzjenitsyns systemkritik, var en del mere sovjettro læsere skeptiske.

En af dem var Ole Sohn, der i dag er SFs gruppeformand. Som forfatter og forlægger har han selv udgivet flere systemkritiske bøger om sovjettiden. Og han var selv den første dansker, der fik adgang til KGBs mørklagte arkiver efter Sovjetunionens opløsning, fortæller han, da Kristeligt Dagblad besøger ham på hans Christiansborg-kontor:

Jeg er egentlig stødt på "Gulag øhavet" over flere omgange, siger Ole Sohn og fortsætter:

Mine forældre købte bøgerne, da de udkom i 1974. Dengang læste jeg et par af de første bind med en vis distance, fordi jeg helt klart opfattede dem som antisovjetisk propaganda. Men da jeg genlæste dem i begyndelsen af 1990erne, efter at jeg selv havde fået adgang til KGB-materialet, registerede jeg, at Solzjenitsyn faktisk brugte samme underspillede metode som Scherfig.

Virkelighedens Gulag var værre

For mens Scherfig brugte underdrivelsens ironi, brugte Solzjenitsyn underdrivelsens beskrivelse af virkeligheden. Det synes jeg egentlig er ret slående. For noget af det, jeg selv har læst i arkiverne, er meget mere bestialsk og umenneskeligt, end det Solzjenitsyn beskriver. Måske har han tænkt, at folk ikke ville tro på ham, hvis han havde beskrevet virkeligheden helt råt.

Han beskriver da ellers for eksempel, hvordan KGB smider et barnelig ud af en kiste under en ransagning efter antisovjetisk propaganda ...

Ja, "Gulag øhavet" er grum læsning, men virkeligheden var værre. Den fornemmelse sad jeg i hvert fald selv tilbage med, efter at jeg selv havde læst sager i KGB-arkivet. Det er fuldstændig surrealistisk læsning. For folk blev typisk sendt i fangelejr uden grund. Princippet var ofte, at forhørslederen havde navnet på den tiltalte, og hvad han skulle tiltales for. Det var i virkeligheden bare en ordreseddel, der beskrev, hvad de anholdte skulle tiltales for. Men som hovedregel kendte forhørslederne intet til dem, så forhørslederen sad i virkeligheden med et facit og en person, der skulle passe sammen.

Sidste side i anklageskriftet var der altså fra begyndelsen. For KGB tog i princippet aldrig fejl, og man byggede derfor sagerne op bagfra. Derfor begynder mange af forhørsprotokollerne med, at forhørslederen siger Fortæl om dig selv. Det var dybest set, fordi han ikke vidste noget om personen. Og eftersom de fleste, som Solzjenitsyn også beskriver, var fuldstændig paralyserede over at blive arresteret, ville de gerne gøre, hvad som helst for at komme ud. Og hvis man ikke føler, at man har noget at skjule, fortæller man jo alt, men jo mere de sagde, desto mere blev de viklet ind i en historie, der førte til anklageskriftet.

Andre gange kunne det være venner og familie, der stak hinanden, fortæller Ole Sohn:

Jeg har hørt om en russer, der fik seks års fængsel på grund af et lille optrin til sin egen 50-års-fødselsdag. For da Stalins stemme afbrød den russiske folkemusik i radioen, kastede den fulde fødselar irriteret sit vodkaglas efter radioen. Det angav hans egen svoger ham for, siger Ole Sohn og læner sig frem i stolen:

Men da han blev spurgt, om han ikke var vred på svogeren, endte han med at forsvare ham og sagde: Jamen hvad skulle den stakkels mand gøre. Han kunne jo ikke vide, om der var en anden meddeler for KGB til stede til festen. For hvis man var meddeler for KGB, kunne man blive straffet for at fortie oplysninger, så man selv kom i fangelejr. Og det var ikke engang frivilligt at blive meddeler for KGB.

Jeg har selv skrevet en historie om en ung dansker, der blev i Letland, da han blev forelsket i en pige der, mens forældrene var udstationeret for ØK. Han arbejdede på en trælastfabrik, og en dag blev han kaldt op til KGBs kontor, hvor de spurgte, om han ikke ville blive meddeler. Men da han afslog, spurgte de, om han ikke var klar over, at det var strafbart at fortie oplysninger om antisovjetisk propaganda. På den måde fik han et siciliansk tilbud, som han endte med at skrive under på. Og i øvrigt skulle han lige vide, at der var andre meddelere på trælastfabrikken. Sådan var systemet bygget op i et netværk af frygt. For systemet vidste alt om alle. Og alle var bange for at blive angivet og anholdt.

"Gulag øhavet" er et demokratisk dokument

Selvom KGB-arkiverne ifølge Ole Sohn altså er grummere end "Gulag øhavet", er værket stadig vigtigt i dag, mener folketingspolitikeren:

"Gulag øhavet" er stadig hovedværket, der beskriver de sovjetiske fangelejre. Og jeg betragter værket som et vigtigt demokratisk dokument. For selvom Sol-zjenitsyn ikke havde adgang til alle myndighedernes arkiver, havde han jo selv prøvet at være fange i en Gulag-lejr ligesom de 227 andre tidligere fanger, som værket bygger på. Alene det forhold gør bogen stærk, men man kan samtidig mærke, at den er skrevet af en stor forfatter. For det er et værk, der er skrevet i en sproglig tone med et stort overskud.

Har Gulag øhavet været med til at ændre dit syn på Sovjetunionen?

Nej, det opgør tog jeg tidligere, i slutningen af 1980erne. Men det er klart, at jeg gerne ville have læst bøgerne anderledes fra begyndelsen. I 1970erne var jeg bare mere optaget af Vietnam-krigen og andre politiske spørgsmål. Men det ironiske er, at så få interesserer sig for Gulag i dag, hvor vi med sikkerhed ved, hvad der er sket. Og jeg synes, at det er meget ærgerligt, at værket næsten er uopdriveligt i dag. Hollywood og danske forlag minder os hele tiden om Anden Verdenskrig. Men vi må ikke glemme Gulag. For det viser også, hvad der sker, hvis man giver magten til udemokratiske kræfter.

Og erfaringen viser, at totalitære stater altid bygger på frygt. Derfor bliver jeg også bekymret, når nogle begynder at tale om, at Europa har brug for stærke ledere. For det er ikke kun danskere, der gerne vil glemme Gulag. Da jeg stod i et russisk arkiv, spurgte en russisk dame fra arkivet, hvorfor jeg dog ville grave i fortiden i stedet for at se fremad. Og sådan ser mange russere på det i dag, hvor de helst vil glemme Gulag. Men Solzjenitsyn bruger selv et rigtigt ordsprog til at forklare, hvorfor det er vigtigt at huske fortidens forbrydelser. Den, der ser tilbage, mister et øje, men den, der ikke gør det, mister begge øjne.

ohrstrom@k.dk