Peter Wohlleben kunne ikke gøre en flue fortræd. Og lige i hans tilfælde kan man godt tage det bogstaveligt.
Da vi i forbindelse med hans første bestseller, ”Træernes hemmelige liv”, vandrede i Eifelbjergene for at opleve de gamle bøgetræer kommunikere med hinanden, havde han netop læst, at bananfluer drømmer. Og af samme grund kviet sig ved at klaske en af dem på køkkenbordet den morgen.
”Når bananfluer sover, spjætter de med benene, fuldkommen som vi kender det fra større dyr. Selv fluer har altså drømme og sandsynligvis også en bevidsthed,” sagde han dengang.
Siden kom han sig lidt. Forstmanden er ikke fanatiker og spiser gerne kød, også fra familiens høns og geder. Men lige den dag lod han altså bananfluen på køkkenbordet drømme færdig.
Oplevelsen var en af dem, der lagde kimen til hans nye bog ”Dyrenes hemmelige liv”, der netop er udkommet på dansk. Og det er den, Peter Wohlleben nu er i Danmark for at fortælle om.
Som han sidder her i hotellets foyer iført city-sko og med sin to meter lange krop klemt ned i en safaristol, ligner han en, der savner sin skov og sine gummistøvler.
”Jeg er ikke så meget for at rejse,” bekræfter han med et smil. Men hans bøger sælger i millionoplag, og læsere fra mange lande vil gerne møde ham.
Hjemme i Hümmel, syd for Bonn, har Peter Wohlleben ansvaret for en 4000 år gammel bøgeskov. Det er også her, han iagttager de dyr, han skriver om i ”Dyrenes hemmelige liv”. Hjorte, vildsvin – og ikke mindst skovmus, der om vinteren sover i små grupper under sneen.
”Når jeg går derude, ser jeg ofte mærker efter skovmårens kløer, der hvor den har fisket en af musene ud. Jeg har altid tænkt på, at det må være en ret skræmmende oplevelse for resten. Og så stødte jeg på en undersøgelse fra McGill University i Montreal, som viser, at mus føler medlidenhed, når en artsfælle kommer til skade eller dør!”.
Peter Wohlleben læner sig ivrigt frem, når han fortæller, at forskningen fra Canada også viste, at mus har mest medfølelse med en, de kender. En nytilflytter opfatter de med andre ord ikke som deres næste.
”Når mennesker skal forklare, hvem deres næste er, mener mange også, at det er en ven, en nabo eller et familiemedlem,” funderer han.
Forskning peger i det hele taget på, at grænsedragningen mellem planter, dyr og mennesker har været for skarp. Det er for eksempel påvist, at planter kan kommunikere med hinanden via rodnettet og passe på hinanden. Ligesom det står klart, at der ikke er meget forskel på dyr og mennesker, når det drejer sig om at føle smerte, sorg og glæde.
Peter Wohllebens bøger har faktisk resulteret i, at flere tyskere tager ud i naturen, når de har fri. Det er han glad for, men siger også, at når vi går i skoven for at iagttage dyrene, iagttager de os først og forsvinder, så hurtigt de kan.
”Desværre har vi i Europa skudt vilde dyr langt ud over det rimelige. Så den del af naturoplevelsen har vi ødelagt for os selv. På de afrikanske savanner kan man komme tæt på dyrene, men vores egne har forstået beskeden: Menneskene vil dem det ikke godt.”
Det optager ham også, at milliarder af insekter er forsvundet.
”Når man i dag kører et par hundrede kilometer i Tyskland, er bilens forrude ren. For 20 år siden var den fuld af insekter. Mange arter er reduceret til ingenting, fordi landmændene ikke længere skal lade striber af urørt natur stå tilbage.”
Ved det tyske valg på søndag håber Peter Wohlleben alene af den grund på en mere naturvenlig regering.
”Men Angela Merkel bliver nok genvalgt, folk foretrækker det sikre, men intet er jo sikkert i dag, og vi har brug for nye idéer. For 10 år siden havde SPD (det tyske socialdemokrati, red.) og Die Grünen (de grønne, red.) regeringsmagten. Sådan en regering ville nok være bedre for både økonomien og økologien.”
Forstmanden studerer også de dyr, familien har ved deres skovløberhus, for eksempel hanen Fridolin, som han har med i bogens kapitel om ”løgn og bedrag”.
Fridolin er flot, men hønsene er trætte af dens ivrige tilnærmelser, så de flygter, når de ser den. Indtil Fridolin en dag med stor dramatisk sans lod, som om den fik øje på en helt særlig lækkerbisken.
”Så kom de jo løbende for at se, hvad det var. Hanen var altså i stand til at udtænke en løgn, der virkede til egen fordel,” siger Wohlleben.
Tror han, at vi om 10-20 år vil kunne tale med dyr?
”Hvis du tænker på, om vi kan lære deres sprog, er det desværre en opgave, vi griber helt bagvendt an,” siger han og giver et eksempel.
”På Facebook har mange nok set denne chimpanse, som kan tegnsprog. Forleden fik den et tøjdyr, en zebra, og fandt selv på tegnet ’hvid tiger’. Aben har altså ret kreativt lært at ’tale’ vores sprog, men som min datter sagde forleden: ’Hvis mennesket hævder at være det mest intelligente væsen på jorden, hvorfor er det så dyrene, der skal lære vores sprog, og ikke omvendt?’. Det synes jeg, hun har ret i.”
Nogle mennesker kan efterligne fuglefløjt.
”Så længe de bare fløjter, ’dette sted er optaget’, er vi jo lige vidt. Ravne har 80 forskellige kald, og vi har måske orket at lære et eller to af dem,” siger Peter Wohlleben og ser ikke imponeret ud.
Som barn var det altid ham og ikke hans søskende, der studerede dyr; edderkopper i syltetøjsglas og frøer i mosen (han kan kvække som en frø). Og da han som skoledreng læste, at kyllinger han høre deres mor klukke, mens de ligger i ægget, udrugede han et hønseæg, som han talte med undervejs. Og næppe var kyllingen ude af skallen, før den rettede sine små sorte knapøjne mod den unge Peter Wohlleben, lyttede til hans stemme og ikke veg fra hans side. Tabte den ham af syne et øjeblik, lød der straks en ængstelig piben.
”Den var utrolig sød! Kun når jeg var i skole, måtte jeg efterlade den, og den blev ellevild, når jeg kom hjem igen,” husker han.
Men en ting er kæledyr, en helt anden er landbrugsdyrene. Dem har vi mistet kontakten og følingen med, og det er et stort etisk problem, mener Peter Wohlleben.
”Hvad vi ikke ser, har vi ikke ondt af, og i køledisken vælger mange kød uden tanke for, hvordan dyrene har levet,” siger Peter Wohlleben, som i det hele taget er imod landbrugets industrialisering af dyrehold.
Man kan høre den rolige mands stemme dirre lidt, når han siger ordet "Massentierhaltung". Stordrift. Hvor dyr stuves sammen, aldrig kommer ud, og smågrise kastreres uden bedøvelse.
”Hvis økonomien er så stram, at man må være grusom for at få det til at løbe rundt, bør man så ikke skifte profession?”, spørger han.
Er vi for gammeldags i vores opfattelse af dyrene?
”Vi er ikke gammeldags nok! I middelalderen behandlede man dyrene med større respekt, eftersom Bibelen er meget klar på, at dyrene også er Guds skabninger. Det var med oplysningstiden (cirka 1690-1800, red.), det gik galt. Videnskaben opfattede dyr som produktionsenheder og naturen som en maskine. Nu kan vi se, at det var ikke den rigtige måde at anskue tingene på,” siger han og minder om, at ”der ikke længere sættes spørgsmålstegn ved, at dyr stort set føler det samme som os, og at de også frivilligt kan vælge at udføre uselviske handlinger”.
Har dyr en sjæl?
”I en bibelsk kontekst har de ikke, men ser man videnskabeligt på det, er sjælen en blanding af tænkning og følelser, og fra det standpunkt har dyr en sjæl,” siger Peter Wohlleben, som gerne vil forsvare dyrenes sjæl ud fra et kristent synspunkt, selvom han her ”bevæger sig på glatis”, som han formulerer det.
”En sjæl er forudsætningen for et liv efter døden, hvis man ikke tror på legemlig opstandelse. Og hvis der i den forstand findes en sjæl hos mennesket, må den så ikke også findes for dyrene? Jeg synes i hvert fald, jeg fornemmer en sjæl hos de dyr, jeg møder.”
Hvordan skal vi snart være i stand til at spise dyr?
”Hvordan skal vi snart kunne spise brød?”, genspørger Peter Wohlleben drillende: ”Nu, hvor vi ved, at hvedeaks kommunikerer med hinanden via lydbølger gennem rødderne.”
Evolutionært er planter langt fra mennesket, mens dyrene er tæt på, sammenfatter forfatteren dilemmaet og foreslår denne lakmusprøve: ”Er det nødvendigt at spise dyr? Hvis svaret er ja, er det op til hver enkelt at beslutte, hvad vi vil gøre ved det. Og har man økonomisk mulighed for at vælge kød, hvor dyret har haft et godt liv, vil det være mit råd at begynde der.”
Og hanen Fridolin, endte den i suppegryden i Hümmel?
”Nej, han blev taget af ræven! Det er et af de få minusser ved at bo i en skov,” siger Peter Wohlleben og ser alligevel ud, som om han glæder sig til at komme tilbage i gummistøvler og skovmandsjakke.