Søren Ulrik Thomsen har sine ritualer. Ét af dem er en kop formiddagste, god, engelsk te drukket af hvid porcelænskop med matchende underkop. Tevandet koger han i en gammeldags kedel på gaskomfuret, som han med en grydelap tager af ilden lige i det øjeblik, den med en blød lyd lægger an til at tude. Et andet, og meget vigtigere ritual, er at gå i kirke. Han kan sin gudstjeneste udenad, og alligevel overraskes han igen og igen.
”Der er jo det mærkelige ved gudstjenesten, at den modsat så meget andet vinder i intensitet ved gentagelse. De første par gange er kedsommelige. Men så opdager man, at der bliver ved med at strømme betydning ud af ritualerne, af kyrie og gloria, agnus dei, sursum corda,” siger han bag sit skrivebord og ser ud ad vinduet.
”Jeg tror, det er et stort problem i vores tid, at det er meget svært at tage sig sammen til noget, der ikke giver øjeblikkelig tilfredsstillelse. Men vi går glip af noget vigtigt, hvis ikke, vi gør det.”
Årsagen til, at Søren Ulrik Thomsen byder på te er bogen ”Tro mod ritualet”, som udkommer i dag, og som for første gang samler digterens tekster om kristendom. Forordet er nyskrevet, men teksterne har nogle år på bagen. To essays er fra Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelts ”Kritik af den negative opbyggelighed” der udkom tilbage i 2005 og i bogen indgår også en række rejsebreve fra Søren Ulrik Thomsens rejser til USA i slutningen af 1990´erne. Her besøgte han forskellige kristne menigheder og tog del i gudstjenesterne, ikke altid med lige stort velbehag. Èt af brevene handler om, hvordan han måtte forlade en gudstjeneste i en pinsekirke, fordi han fik det fysisk dårligt over præstens forsøg på at få kirkegængerne til at bekende deres synder over for hinanden.
”Tro mod ritualet” er blandt andet en hyldest til gudstjenesten, den ”svale” lutherske gudstjeneste, man kan opleve hertillands. Hvor man går alene op til nadver, men stemmer i med resten af menigheden, når salmerne synges. Der er stort set intet ved den, Søren Ulrik Thomsen ikke holder af. Det skulle da lige være, når præsten begynder at prædike politik, uanset om den er højre- eller venstreorienteret.
”Nogle gange har jeg været så vred, at jeg var lige ved at gå,” stønner han.
”Jeg kan blive irriteret over en politisk prædiken. For jeg skal nok tænke selv. Og jeg er sikker på, at de andre, der sidder i kirken, også selv kan drage hver deres slutninger af evangeliet.”
Han bliver dog altid pænt til nadveren og minder sig selv om artikel 8 i den augsburgske bekendelse, hvori man finder den, ifølge ham, fantastiske formulering, at ”sakramenterne og ordene er virksomme på grund af Kristi indstiftelse og befaling, også hvis de frembæres af onde”.
”Det er lige så sandt, som det er sjovt,” siger han.
Men der er noget andet, der foruroliger ham mere end politiske prædikener for tiden:
Biskopperne har nedsat tre arbejdsudvalg, der frem mod 2021 skal undersøge gudstjenestelivet i Danmark og lægge op til en folkelig debat om fornyelse af gudstjenesten. Skal man gøre Søren Ulrik Thomsens budskab til udvalgene helt kort, er det et venligt: ”Hold på formerne!”.
”Jeg ved jo ikke, om de gider at høre det. Men med den her lille bog vil jeg gerne fremsætte min kærlighedserklæring til den nuværende liturgi. Og så håber jeg, de vil tage den med i deres overvejelser,” siger han.
Søren Ulrik Thomsen er relativt konservativ, rent teologisk. Med spaghettigudstjenester, én af de mest populære blomster i folkekirkens voksende buket af gudstjenesteformer, har han det, som digterkollegaen Per Højholt havde det med blodpølse:
”Han sagde: ’Det er ordet, jeg ikke kan få ned’.”
Søren Ulrik Thomsen smiler skævt, før det ærkekøbenhavnske ”ikk?” lander.
”Med ’spaghettigudstjeneste’ forsøger man selvfølgelig at sige: ’Det her er ikke farligt. Det er noget, I kender hjemmefra. Det handler bare om at spise noget spaghetti!’ Og jeg har da heller ikke noget imod, at man spiser et måltid sammen efter gudstjenesten. Men der ligger en desakralisering i dét ord. At gå til gudstjeneste er en højtidelig undtagelsessituation, der ikke skal forfladiges, det er ikke noget, man gør hele tiden, men en gang om ugen. Rockgudstjenester er jeg heller ikke forelsket i. Rytmisk musik får man hele tiden, alle mulige andre steder, i taxaen og hos frisøren, hvad skal dén i kirken? Den éne time om ugen er til orgelmusik, åndens musik,” siger han.
Hvis man vil udligne forskellen mellem kirken som et særligt rum og så alle andre rum i den verden, vi lever i, så ender det med, at kirkens rum ikke har betydning overhovedet, advarer han.
”Og man skal passe på, at man ikke bliver offer for den illusion, at vi er de sidste mennesker i verden, der kan forstå liturgien, og at alle, der kommer efter os, ikke vil have forudsætningerne for at tilegne sig den. Det er en gammelmandssygdom, der ikke kun viser sig i forhold til det kirkelige, men også i forhold til for eksempel litteratur. At man forestiller sig, at fordi de unge er vokset op med digitale medier, så er vi den sidste generation, der kan læse bøger. Det er selvfølgelig ikke sandt!”, siger han.
Han voksede selv op i en ”ikke kirkelig, men heller ikke kirkefjendtlig” familie i provinsen i 1960’erne. De gik kun i kirke juleaften, og hvis et barn skulle døbes. At han er kirkegænger, er hans egen fortjeneste.
Det begyndte, da han som dreng nogle søndage sneg sig til gudstjeneste. Senere flyttede familien til København og han begyndte på det flippede Det Fri Gymnasium, blev siden litteraturstuderende, og var der noget, der var et fyord i 1970’erne, var det religion.
Siden blev han, i punkens storhedstid i 1980’erne, storbydigter i litterært selskab med digtere som Pia Tafdrup og Michael Strunge.
Og så, som han skriver i et essay, var det omkring 1990, at ord som ”Gud” og ”evighed” begyndte at dukke op i hans tekster (hvor der i øvrigt også er auberginefarvede bademåtter, prostituerede og pornobutikker). Siden da har han betegnet sig selv som kristen.
”Det der med, at der absolut skal mange mennesker i kirke, synes jeg faktisk ikke er så afgørende. Det vigtige er, at kirken findes. Unge mennesker mister naturligt nok interessen for kirken i en periode af deres liv, hvor de har travlt med så meget andet. Børn er optaget af religiøse spørgsmål, og mange bliver det igen senere i livet, men for mange unge tror jeg, det kan være nok at vide, at kirken står der, hvis de får brug for den. Og når de så får brug for den, er jeg ret sikker på, at det, de får brug for, netop er seriøsiteten, højtideligheden, værdigheden. For mig er det ikke afgørende, at de holder sig væk i 30 år. Det vigtige er, at de, når de får brug for kirken, kan finde den i samme tilstand, som da de forlod den.”
Han holder inde et øjeblik.
”Faktisk tror jeg, at mange, der ikke går i kirke, har en forestilling om, at de, der sidder på kirkebænken hver søndag, så at sige tror for dem, indtil de selv får brug for kirken. Og mange af de kirkefremmede, man så gerne vil have til at gå i kirke, viser sig jo at være traditionalister, som ikke vil tales ned til, når det gælder deres eget bryllup.”
Søren Ulrik Thomsen har skrevet højmessens liturgi ud på et stykke papir, bid for bid, så han kan sidde for sig selv og følge med, efterhånden som ”programmet” skrider frem.
”Vi er alt for tilbøjelige til, når vi kritiserer gudstjenesten, at sige, vi her til lands er sådan nogle mærkelige, blufærdige nordiske mennesker. ’Se hvor farverig den ortodokse kirke er, se hvor livlig pinsekirken er – og hér sidder vi og skraber med fødderne og kigger ned i gulvet. Men altså, den lutherske højmesse har en særlig sval skønhed og intensitet. Og det har måske virkelig at gøre med et lidt blufærdigt nordisk temperament. Det ville da være meget endimensionalt, hvis alle var som os, men it takes all kinds to make a world . Og det er så vores smukke bidrag, som vi skal passe godt på.”
Spørger man, om han ser grundlæggende forbindelser mellem den lutherske gudstjeneste og vores folkementalitet, tegner der sig en alvorlig rynke i panden på ham.
”Nu nærmer vi os noget betænkeligt,” siger han.
Spørgsmålet om Danmark som en ”kristen nation” er blevet varmt efter at Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt denne sommer lancerede en værdipolitisk offensiv med kristendommen som spydspids. Stort opslået på dagbladet Politikens forside med et billede af ham selv knælende ved alteret, med hænderne foldet i bøn.
Da fotografen ankommer i Søren Ulrik Thomsens lejlighed, taler vi kort om, hvorvidt det var en idé at gå ned i domkirken og få taget billede på en kirkebænk (eller bare henne ved den nærmeste kirke på hjørnet). Men så kommer digteren i tanke om Messerschmidt-billedet:
”Det skal vi ikke, synes jeg. Jeg kan virkelig ikke have den slags.”
Man kan bare se ud i verden og tilbage i historien, på Nordirland og Balkan, hvis man vil mindes om farerne ved at sammentænke religion og nation, siger han.
”Forestillingen om nation har i det hele taget en tendens til at blive besat med metafysik. Og noget af det, jeg frygter ved den sammentænkning, er den tribalisme, der let følger med. Så vi anser os for en særlig privilegeret stamme i nationen i stedet for som lige borgere i en stat. Man skal heller ikke gå fejl af, at nationalkonservatismen i lige så høj grad som meget af vore dages venstrefløjspolitik er ren identitetspolitik: Hvis man er rigtigt dansk, er man åbenbart luthersk kristen, holder med hjemmeholdet og danser rundt om rødgrøden. Der er en sværm af identitetsmarkører dér.”
Han ved næsten ikke, om han orker den politiske debat. Hvis man mener, at ens eget politiske synspunkt er specielt kristent, kan man jo kigge sig omkring i kirken og se, hvor mange som politisk mener det stik modsatte af én selv, som også anser deres holdning for særligt kristen. Igen som en advarsel imod at identificere kristendom og politik, påpeger han og tilføjer:
”Men i mine øjne er vi alle kristne, og så uenige for resten af pengene.”
I virkeligheden vil han bare gerne hylde det, den lutherske gudstjeneste tilbyder det moderne menneske, i al sin umiddelbare afdæmpethed.
”Rigtig mange lever i dag et liv, hvor man zapper rundt og hele tiden prikker på mobilen, og der er gudstjenesten en udfordring, fordi man skal beslutte sig for at gå på opdagelse i noget, som til en begyndelse virker både kedeligt og uforståeligt. Men det særlige ved gudstjenesten, i forhold til en film, som taber intensitet anden eller tredje gang, man ser den, er, at den bliver rigere og rigere efterhånden som den gentages. I gamle dage gik man i kirke af pligt, der ville man helst ikke have, præsten skulle sige: ’Jeg synes, det er længe siden, man har set dig i kirke’. På den måde blev man tvunget til at opleve gentagelsen, det er der ingen, der tvinges til i dag. Men det er jo heller ikke rigtigt, at unge ikke er i stand til at fordybe sig, det gør de jo i alt muligt avanceret og krævende, lige fra computerteknologi til komplekse fantasyuniverser.”
Man hører ofte folk sige, at det var i forbindelse med en voldsom livsbegivenhed, for eksempel fødsel eller død, de fik brug for kirken. Men kan kirken for dig at se noget mere end at være et instrument til at tøjle det store og svære i tilværelsen?
”Ja, for at gå til gudstjeneste hver søndag bliver en måde at skandere tilværelsen på i en vanvittigt omskiftelig verden. I en verden, der hele tiden ændrer sig, sker der i kirken hver søndag stort set det samme. Og det er nødvendigt, for mange af kristendommens indsigter er næsten umulige at fastholde,” siger han.
I ét af rejsebrevene fra USA, som er trykt i den nye bog, skriver han om at være til en gudstjeneste i bydelen Brooklyn, New York, hvor der hele tiden blev sagt ”tak”. På vej tilbage i flyveren kunne han sidde med en dansk avis og gennemgå læserbrevenes privilegerede brok. Og tænke over, hvorfor de fattige sorte i Brooklyn kunne være taknemmelige, når det tilsyneladende var umuligt for velfærdsdanskerne?
”Det, jeg tænker, er, at de på trods af deres dårlige omstændigheder indser, at livet er en gave. Men det er jo nøjagtig det samme, vi skal gøre: På trods af vores gode omstændigheder indse, at vi ikke selv er ophav til vores velsignelser. I nogle få øjeblikke kan vi fatte det, men det er en følelse, der er meget, meget svær at fastholde.”
”Så man skal gå i kirke for at forny sin taknemmelighed. Og det er én af de ting, gudstjenesten kan bruges til; at holde de erkendelser svævende, som ikke kan fastholdes. For jeg tror, det er en illusion at forestille sig, at man kan fastholde dem hele tiden, hele livet, blive ét med dem så at sige i en slags klosterliv. Jeg tror ikke, man for alvor kan leve på den måde. Men jeg tror, man kan holde dem svævende,” siger han.
”Og så går man glip af dem igen, hele tiden! Det smutter mellem hænderne på én. To dage efter, man har været i kirke, er man igen i en tilstand, hvor man er utaknemmelig, forkaster sig selv eller nægter at tilgive andre, fordi man igen har glemt, at man selv har behov for tilgivelse. Og så må man i kirke igen næste søndag!”
Der er ikke andet for, mener Søren Ulrik Thomsen.
”Man kommer ind i kirken og siger: ’Herre forbarm dig over mig!’ Man definerer sig som en synder, men også som et i almindelighed udsat væsen. Man kan blive syg, miste sine nærmeste. Man erkender at være afhængig af Guds nåde, og derfor glider kyrie også direkte over i gloria: ’Ære være Gud i det højeste!’ Og det er jo igen noget, der ikke kan fastholdes, ikke en tilstand, man kan gå og være i fra morgen til aften, og derfor er den faste liturgi vigtig. For når man synger det i kirken, kan man være i det,” siger han og sætter sin tekop ned på underkoppen med en blød klirren.
Og det er egentlig bare det, han gerne vil sige til biskopperne og arbejdsudvalget, der sidder og finder på nye idéer til gudstjenester frem mod næste år: At det er rigtig godt, som det er. Og at man, hvis man ændrer på formen – det ved en kunstner – uvægerligt vil ændre på indholdet også.
Og jo, han vil gerne, at andre skal finde glæde ved kirken, præcis som han.
”Men det er ikke det vigtigste, at der er mange, der går i kirke. Det vigtigste er, at kirken findes.”