Thomas Vinterberg søger straks øjenkontakt, da han smilende åbner sin hoveddør.
”Er du klar over, at du nu træder ind i en teologistuderendes hjem?”, spørger han, inden han grinende afslører, at det desværre ikke er ham, men hans kone, skuespilleren Helene Reingaard Neumann, der læser teologi.
Villaen i Charlottenlund nord for København ligner nu heller ikke en typisk studenterhybel, selvom her også er mange filmplakater, men de er primært fra Vinterbergs egne film.
Siden det store gennembrud med den første danske dogmefilm, ”Festen”, har Thomas Vinterberg lavet mange anerkendte film, mens medierne har lavet historier om hans påståede kunstneriske nedture, men de seneste år har filmpriserne talt deres eget sprog. Han modtog blandt andet Nordisk Råds Filmpris for ”Submarino” i 2010 og blev Oscarnomineret for ”Jagten”, inden han lavede den amerikanske film ”Far from the Madding Crowd”.
Og nu er han aktuel med endnu en dansk film, ”Kollektivet”, der denne gang dykker direkte ned til hans egne rødder. For selvom filmen er fiktion, er den på mange måder inspireret af hans egen opvækst.
Filmen følger parret Erik (Ulrich Thomsen) og Anna (Trine Dyrholm), der sidst i 1970'erne beslutter sig til at starte et kollektiv, da arkitekten Erik arver sit store barndomshjem i Hellerup.
Forventningen er, at fællesskabet også vil styrke ægteskabet. Men filmens drama sætter for alvor i gang, da Erik forelsker sig i sin unge, smukke arkitektstuderende, der spilles af Vinterbergs egen teologistuderende kone. For da hun flytter ind i kollektivet, sætter det husets sammenhold på en alvorlig prøve.
Alligevel er filmen en hyldest til fællesskabet, forklarer Thomas Vinterberg, der selv voksede op i et kollektiv, fra han var 7 til 19 år. Og der skete meget i de år, fortæller han:
”I 1975 sad der 12 mennesker og grinede i mit kollektiv. De var fulde. Den ene foreslog, at de skulle betale husleje efter, hvor meget de tjente. Og ham, der foreslog det, var ham, der tjente mest. Sådan blev det. Alle gav plads til hinanden, alle hjalp med at gøre rent, og alle favnede hinanden med alle deres forskelligheder. Der var en stor åbenhed. Men klip så til 1985. Der var vi tre familier, en rengøringshjælp og en hyggelig have, og familierne blev hovedsagelig i kollektivet, fordi de gerne ville have den have. Det er måske voldsomt at sige, at kærligheden var væk, men det var samhørigheden som hovedværdi i hvert fald - også i det store samfund, hvor vi gik fra Anker til Schlüter og fra Carter til Reagan. Verden gik fra rød til blå på det tidspunkt.”
Hvor er vi så i dag?
”I dag er vi mere individualistiske, end vi nogensinde har været. Og det har også givet kærligheden sværere vilkår. Jeg synes, at kærligheden meget foregår over telefoner og nettet. Folk er i transport hele tiden, og jeg oplever mange mennesker, der tænker på arbejdet, når de er i familien, og når de er på arbejde rundtomkring i verden, så sidder de og savner deres familier. Jeg oplever, at folk ikke er lige så meget til stede i dag. Og det gælder også for mig selv. Mennesker lever mere i transit. Vi er hele tiden på vej nye steder hen og derfor aldrig rigtig til stede. Og det tror jeg giver trange vilkår for både kærlighed og sex. Jeg tror, at folk får meget mindre sex, end de gjorde i 1970'erne, ligesom de festede, dansede og drak mere dengang, ” siger han, da hans mobil pludselig ringer, og han smiler selvironisk, da han alligevel ikke kan lade være med at kigge, inden han fortsætter:
”Nå, den må blive liggende. Men det er jo netop så svært at være til stede, når der hele tiden er konkurrence om ens opmærksomhed. De fysiske fællesskaber er erstattet af Facebook, hvor vi opbygger små idealversioner af os selv. Vores statusopdateringer kan på den måde måske sundt nok fungere som forbilleder for os selv, men det giver os et misvisende selvbillede, der måske både kan stresse os selv og vores Facebook-venner, fordi ingen af os kan leve op til vores egne virtuelle versioner af os selv. Derfor er jeg heller ikke på Facebook selv. For jeg tror, at det kan være farligt at tro, at man kan nøjes med at have sådan et falsk ansigt mod verden, mens man ræser rundt i en helt anden virkelighed. Som par kan man også have så travlt med at holde kontakt med andre på nettet, at man glemmer at ligge oven på hinanden derhjemme. Og jeg synes, at det er sørgeligt, at nettet får lov til at erstatte det fysiske møde mellem mennesker. ”
Hvad gør du selv for at blive mere nærværende?
”Jeg forsøger at have mindre travlt. Og så løber jeg. Der er jeg ikke nærværende med min familie, men der kan jeg mærke kroppen og luften, og det præger mig en hel dag efter. Jeg løber ikke særlig langt. Men når jeg har løbet, er jeg bedre til at være til stede bagefter. Da jeg var yngre, gik jeg også til karate. Det var sindssygt fedt. For hvis man ikke var til stede, så fik man en fod i hovedet. Det var ren træning i at være i nuet, men det er jeg blevet for gammel til nu. I stedet drikker jeg så ofte, jeg kan,” siger han uden at grine:
”Alle kender den moraliserende sang om alkohol, men i den første del af en brandert er man jo virkelig til stede. Den norske psykiater Finn Skårderud har faktisk en teori om, at vi er født med en halv promille for lidt alkohol i blodet, for alkohol er et kemikalie, der kan få en samtale til at løfte sig. Og det kommer min næste film også til at handle om. I Hemingways erindringer fra Paris skriver han også om, hvordan han bliver opløftet af at drikke med forskellige mennesker, inden han går hjem og elsker med sin kone. Og han er hele tiden 2000 procent til stede i det, han gør.”
Men er de erindringer ikke også bare Hemingways Facebook-agtige glansbillede af sit eget liv?
”Det tror jeg. Han endte også med at skyde hovedet af sig selv. Så der er helt klart nogle rotter på loftet, som han ikke har taget med. Men derfor kan det godt være inspirerende, ligesom Facebook-opdateringer også kan være inspirerende, selvom de måske er fiktion. Men det er svært at lære kunsten at være nærværende på nettet, og her tror jeg snarere, at vi kunne lære noget af 1970'erne.”
”Vi har kun én dag at leve, snart er den gået,” synger Benny Holst i 1970'er-hittet ”Blomsten og vasen”, der er en del af lydsporet til Thomas Vinterbergs nye film:
”Benny Holst synger den tids ånd. Du skal leve dit liv, som om der kun var én dag. Det kan man synes er en banal tankegang, men den rummer også en dyb sandhed om, at livet skal gribes, før det forsvinder. For sangen om blomstens ene dag handler i den grad om forgængelighed. Og det er også min egen erfaring, at alting er forgængeligt, selv venskaber, fællesskaber og ægteskaber. Det kollektiv, jeg voksede op i, er jo også væk. Det er derfor, at Benny Holst også synger, at man skal kysse dagen, inden den er forbi.”
Men er det ikke også dybest set en ateistisk tankegang?
”Det synes jeg ikke. Men jeg blev opdraget til at være ateist. Det var alle i kollektivet. Min far sagde til mig: 'Min søn, der er mindre mellem himmel og jord, end du tror'. Men nu er jeg i et vadested i mit liv, hvor jeg er søgende, men jeg er analfabet på det område. Der var ikke nogen, der lærte mig om det teologiske, da jeg var barn. Ikke på lilleskolen og endnu mindre i kollektivet. Det er derfor rart at være gift med en teologistuderende. For jeg kan ikke komme overens med, at vi skal dø, men hendes tro har trøstet mig. Og min dødsangst er næsten forsvundet, efter vi er blevet gift.”
Thomas Vinterberg begyndte ellers allerede at lide af dødsangst, da han blev 23 år, fortæller han.
”Tingene var pludselig gået hurtigt. Jeg var kommet ind på filmskolen og var allerede gift, og jeg fik min første alderskrise der. Jeg stod oppe hos lægen og græd, fordi jeg troede, at jeg havde cancer. Men det har jeg siden opdaget hører til faget. Der er rigtig mange filminstruktører, der går og piver og lider af hypokondri. Det er sikkert selvoptagethed, men vi arbejder jo også hele tiden med vores egne følelser. Hver morgen vågner vi op og skal finde en tilgang til vores følelser, så alle sluserne er hele tiden åbne. Det kan give en ekstremt uklædelig og virkelig umandig overfølsomhed. Men når vi skriver, handler det om at slå analyseapparatet fra. Når jeg skal beskrive en forelskelse eller en sorg over en afdød, skal man transportere den følelse over på lærredet. Det er derfor, at min meget gode ven, medforfatter og lærer Mogens Rukov (der for nyligt døde, red.) sagde, at film er dumt. Det er meget vigtigt at sige, at der kan siges alt muligt klogt bagefter, det bør der, og det er jeg glad for. Uden de dybe analyser ville vi være uciviliserede, men i processen er vi bare nogle klatmalere. Og det bliver vi nødt til at være. For ingen gider overgive sig til en analyse, hvor det hele er forklaret. Vi skal nøjes med at åbne muligheden for at lade folk træde ind i fortællingen. Man skal lade publikum tænke selv. Man skal ikke tænke for publikum. Og det kan man heller ikke.”
Alligevel er filmen tænkt som en form for kommentar til vores samfund, hvor samhørighedsfølelsen, der prægede 1970'erne, er erstattet af andre værdier, forklarer han.
”Man havde også frygt dengang. Det var vildt at sidde og se de gamle TV-Aviser som research til filmen. De talte om krigen i Mellemøsten, fuldstændig som de gør nu, og om terror, fuldstændig som de gør nu. Men dengang var datidens terror overskygget af den store fare for atomkrig. Alle frygtede, at den røde knap skulle trykkes i bund. Jeg synes, at vi tabte samhørigheden i 1980'erne. Men den blev erstattet af noget andet, der også var ret magisk - nemlig friheden og individualismen. Jeg savner stadig det orange lys og varmen fra 1970'erne, men jeg tilhører også en generation, der var dybt fascineret af det, der kom i stedet for. Jeg kan huske, at jeg så et billede fra New York af en mand i jakkesæt, en yuppie, der rullede ned gennem Manhattan på vej til sit arbejde i Financial District på skateboard. Det gav et sug i mig, da jeg så det billede. For før havde det hele handlet om at være kammeratlig og omsorgsfuld og at leve i den forpligtelse, som det også er. Men nu kom der den slags typer, der prioriterede frihed og ubegrænset opførsel højere. Og det tiltrak også mig. Men min nye film er selvfølgelig lavet som en længsel efter de værdier, vi tabte dengang. Jeg tror selvfølgelig, at kærligheden eksisterer endnu, den er udødelig, men den har trangere kår. Og risikoen ved hele tiden at have travlt er, at man glemmer at leve livet.”
Filminstruktøren smiler pludselig stort:
”Da jeg skulle giftes med Helene, fik jeg en anekdote af Mikkel Wold, der er en fantastisk præst i Marmorkirken. Han er Helenes teologiske forbillede, og han har også begravet hendes mor. Han kendte også godt lidt til min historie med mine op- og nedture, men han hjalp ved at fortælle denne anekdote: Det er Karen Blixen, der rejser fra Afrika. Hendes veninde og tjenerinde giver hende en gave og siger, at den først må åbnes, når hun er længst nede eller mest på toppen. Karen Blixen rejser ud i verden og får succes som forfatter - Hemingway siger, at hun burde have haft hans Nobelpris; og hun sidder på toppen af en skyskraber i New York og tænker: 'Nu når jeg ikke højere.' Hun åbner derfor gaven, og nede i en æske ligger en seddel, hvorpå der står: 'Det varer ikke ved.' Det var gaven.”
” Og jeg synes, at det var en klog anekdote af Mikkel Wold at fortælle mig. Da jeg sad hjemme i kollektivet i 1970'erne badet i orange lys, levende mennesker og musik, da var jeg på toppen af mit liv. Og nu har jeg lavet filmen om, at det ikke varer ved. Så har jeg været på toppen og bunden af livet andre gange siden, men jeg prøver at huske Mikkel Wolds anekdote, både når det går godt og dårligt, for jeg tror egentlig, at livet handler om at være til stede nu og her, som om man kun havde én dag at leve i. Det er en banalitet, men Piet Hein fangede det fint med verset 'At leve i nuet er livets teknik - og alle folk gør deres bedste, men halvdelen vælger det nu, som gik, og halvdelen vælger det næste',” siger Thomas Vinterberg og griner, inden han igen søger øjenkontakt og holder den, mens han taler ud:
”Jeg tror, at grunden til, at jeg fik stress og dødsangst som ung, var, at jeg ikke var til stede. Man skal insistere på at mærke duften i skoven og duften af sin kone og sine børn, så kan det være, at man ender som en af de få, der bliver mæt af dage. Hvad der så sker bagefter, ved jeg ikke. Men jeg tror, at der sker noget. For jeg tror, at der er mere mellem himmel og jord, end jeg er opdraget til at tro på.”