Prøv avisen
Interview

Thure Lindhardt: Vi må ikke glemme at jagte kærligheden, selvom den kun er der i glimt

For skuespiller Thure Lindhardt er kærligheden altid sat på prøve: ”Jeg spørger mig selv, om jeg tænker nok på de mennesker, jeg har omkring mig. Det er ikke altid nemt, for samtidig må jeg ikke glemme kærligheden til mig selv. Balancen mellem de to ting er enormt vigtig. Uden det ene kan du ikke have det andet,” siger han. – FotoS: Iben Gad.

Størst af alt er kærligheden, og den skal kunne tåle fejl og magtesløshed, mener skuespiller Thure Lindhardt, der er aktuel i en ny forestilling om romantikeren William Shakespeare

Ingen har som William Shakespeare været i stand til at sætte ord på mennesket, når det er bedst og værst, tilmed uden at være hverken dømmende eller moraliserende. Det er skuespiller Thure Lindhardt sikker på. Og Shakespeare kan i dag, mere end 400 år efter sin død, stadig give åndenød til dem, der oplever hans kunst. Lige sådan er det med forfatterens eget liv. Derfor skal historien om ham atter fortælles, når filmen ”Shakespeare in Love” fra 1998 bliver til en forestilling på Østre Gasværk Teater i København.

”Stykket er ’Shakespeare light’,” siger Thure Lindhardt. Han skal spille den unge dramatiker, der i slutningen af 1500-tallet kæmper med en skriveblokade, indtil han møder kvinden, der med ét bliver hans muse.

”Intet i stykket er faktuelt korrekt. Men det gør ikke så meget. Det gode ved stykket er, at det leger med den frihed, Shake-speare selv havde. Han var flabet og fri i sin lidenskab, fri i sin kærlighed,” siger han.

Netop det sidste skal samtalen med Thure Lindhardt handle om i dag: kærlighed. Ikke blot til livet, men den, man kan have med og til et andet menneske.

I stykket er kærligheden ikke kun stor mellem de to hovedpersoner Viola og William. Den er også besværlig og ad flere omgange sat på prøve. Det kender Lindhardt også fra sit eget liv, hvor kærligheden ”i virkeligheden altid er sat på prøve”:

”Den er svær at opnå i sin rene form, for den bliver hurtigt forstyrret af vilje og begær, og pludselig er kærligheden der ikke længere. Som menneske skal man kæmpe for, at den er der. Det gør jeg hver dag. Jeg spørger mig selv, om jeg tænker nok på de mennesker, jeg har omkring mig. Det er altid ikke nemt, for samtidig må jeg ikke glemme kærligheden til mig selv. Balancen mellem de to ting er enormt vigtig. Uden det ene kan du ikke have det andet,” siger han.

Thure Lindhardt fortæller om ”menneskers empiri” og om at have oplevet kærligheden og mangel på samme.

Han taler om det græske ord ”hamartia” – om at synde. Hvordan det konkret er kommet til udtryk i hans liv, er dog langtfra ligetil at få svar på. Ofte – næsten hver gang, han bliver spurgt ind til sit privatliv – refererer han til andres ord og værker. Han bliver personlig, men nævner ingen navne på de mennesker, han har (eller har haft) tættest inde på livet. Privatlivet værner han om. Desto mere interessant er det måske derfor at høre ham tale om kærlighed. Emnet får ham i hvert fald til at tænke. Flere gange længe, inden han svarer.

”Jeg går heller ikke og taler om kærlighed til daglig. Det gør mennesker da ikke. Vrede og frustration indeholder tusindvis af ord, men kærlighed er ordløs,” siger han og slår fast, at man skal skelne mellem forelskelse og kærlighed:

”Forelskelse er en sindssyge, kærligheden er en væren. ’Størst af alt er kærligheden’, som Paulus sagde, og det er den jo.”

Kærligheden er til stede i Lindhardts liv, men ikke som en tilstand, kun som glimt, fortæller han: ”Den kan være til stede en rolig søndag aften med en anden. Eller når blikke mødes.”

”Men jeg følte også kærligheden i morges, da jeg fulgte min datter i vuggestue. Hun sad i barnevognen og kiggede op på mig, mens jeg sang ’Pippi Langstrømpe’ på svensk, selvom jeg ikke kan teksten. Hun er ligeglad, hun er halvandet år. Der opstod et glimt af den væren, som kærlighed er – dens væsen, som altid vil være på prøve,” siger Thure Lindhardt.

Han mener, at alle mennesker er misbrugere på jagt efter det næste kærlighedsfix. Det slår han fast ved at banke i bordet.

”Det, vi tror er kærlighed, bliver meget hurtigt til afhængighed. Omvendt handler afhængighed også om kærlighed, for når niveauet af dopamin i hjernen daler, higer vi efter det næste fix. Det er dybt rørende, at vi mennesker bliver ved med at jagte den følelse, men selvfølgelig gør vi det.”

Ligesom William i ”Shakespeare in Love” jagter Thure Lindhardt altså kærligheden. I stykket fører den langtfra kun lykke med sig, men også tårer og frustra- tion. Det er et vilkår, mener Lindhardt, at man med ønsket om kærlighed i sit liv tåler bagsiden af medaljen. At man tolererer ”fejl og magtesløshed”.

”Som mennesker trodser vi selv stor smerte. Kærligheden er vigtigere end alle de tæsk, livet giver os, og derfor går vi gennem ild, vand, løgne og utroskab for at få den.”

”Jesus taler om næstekærligheden og om at vende den anden kind til. Kærlighed indeholder tilgivelse og forståelse, og hvis den skal det, er den også nødt til at indeholde magtesløshed og fejl. Problemet er bare, at vi oftest ikke vil have fejlene i vores liv. Vi vil have vores vilje, og viljen vil have det perfekte. At synde handler netop om at ramme ved siden af,” siger han.

Han tegner en dartskive i luften.

”For at ramme centrum skal du øve dig, og rammer du ved siden af, skal du bare prøve igen og igen,” siger han.

Eller du kan drikke dig fuld og ramme helt forbi?

”Ha ha. Ja, det er også en mulighed. Men det er vel også sjovt nok,” siger han, men bevæger sig hurtigt væk fra dét emne.

Thure Lindhardt mener, at vi misforstår, hvad kærlighed er, hvis vi projicerer egne behov over i et andet menneske. Hvis ”et andet menneske blot skal fuldkomme mig”, siger han:

”Det er en af de største følelsesmæssige forbrydelser, vi kan gøre mod os selv og mod andre. Skal et andet menneske leve op til, hvad kærlighed er for mig? Det er jo umuligt,” siger han.

”Jeg ser det alle steder. Jeg har selv prøvet det masser af gange, og jeg kender følelsen af at projicere mine forventninger til kærligheden over i et andet menneske. Der går ikke længe, så kommer ulykken og frustrationen, der hører med til faldet – til ’the loss of innocence’ (tabet af uskyld, red.).”

Når vi mennesker forventer vores egne behov opfyldt i en anden, skyldes det blandt andet en individualisering: mig først, så dig. Den, oplever Thure Lindhardt, er stigende, og årsagen skal blandt andet findes i de sociale medier, hvor vi ”opretter profiler og siger til alle andre: Se, hvor speciel jeg er”, mener han.

”Men vi er ikke individuelle væsener, vi er flokdyr. Det er ren manipulation, og som mennesker, der stræber efter kærligheden, begår vi en stor fejl. For der er forskel på at sætte sig selv først og at se på sig selv – at være sig selv eller at være sig selv nok,” siger han og læner sig frem over bordet.

”Som menneske kan man være oprigtigt optaget af, hvorfor man er på denne jord, og hvad man efterlader sig. Det er en selvoptagethed, som ethvert menneske burde lære, for så kan vi tale om, at enhver tager ansvar. Er det ikke det, vi burde lære vores børn i folkeskolen?”, afslutter han.

Thure Lindhardt, som skal spille hovedrollen i teaterstykket ”Shakespeare in Love” på Østre Gasværk. – Foto: Iben Gad
Thure Lindhardt, som skal spille hovedrollen i teaterstykket Shakespeare in Love på Østre Gasværk.

Det, vi tror er kærlighed, bliver meget hurtigt til afhængighed. Omvendt handler afhængighed også om kærlighed, for når niveauet af dopamin i hjernen daler, higer vi efter det næste fix.