Prøv avisen
Interview

96-årige Albert Bertelsen er Danmarks ældste maler: Vi mennesker forstår ikke alting

Mine rødder er i Vejle og skal aldrig rykkes op, siger Albert Bertelsen her ved det hus i bydelen Mølholm, hvor han har boet siden 1955. Tæt på ligger hans barndomshjem, og også bedsteforældrenes hjem ligger inden for få meters afstand. – Foto: Tor Birk Trads/ritzau

96-årige Albert Bertelsen er Danmarks ældste aktive maler. Hans udgangspunkt har altid været Vejle, for rødder er vigtige, mener han. Kræfterne svinder, men Bertelsen er ikke desto mindre udstillingsaktuel næste måned i Herning

Da Albert Bertelsen var seks år, var han på en spadseretur med sine forældre og to ældre brødre. Turen gik fra hjemmet i det nordlige Vejle ned til byens centrum. Her fik den seksårige øje på en mand, som han troede var appelsinsælger. Det viste sig, at den orange, boldlignende genstand, manden havde i hånden, ikke var spiselig, men derimod udløseren til hans fotografiapparat. Der blev ikke taget noget billede af familien Bertelsen, det var faderens månedsløn for lille til, men Albert affotograferede det hele i sin hukommelse.

Nu, 90 år senere, er han netop blevet færdig med et stort maleri, der bærer titlen ”Kanonfotografen”. Maleriet i hans karakteristiske på en gang finurlige og melankolske stil står på staffeliet i hans atelier og er klar til at blive udstillet i Herning til januar. Det inkarnerer drengens oplevelser og den gamle malers stilsikre penselstrøg. Sådan er det med Albert Bertelsen. Han husker alting: farven på hans mors kjoler i klædeskabet, lyset på Færøerne og i Norge, hvor han ikke har været i årevis, og hans nu afdøde kat Muddis særlige måde at slikke sine poter på.

”Jo, jeg husker godt. Især det, der skete for længe siden i min barndom. Jeg havde sådan en dejlig barndom,” siger han med et smil, der når op til hans opmærksomme øjne.

Vi sidder i hans atelier, der er en 1970’er tilbygning til hans hundrede år gamle hus i Vejle-bydelen Mølholm. Snart er han selv lige så gammel, men har ”kun” boet her siden 1955. Huset ser ud til at passe ham lige så godt som den overfrakke, han har hængende i entréen, for hjemmet er indrettet omtrent, som han maler: enkelt og ordentligt med små overraskende detaljer. Som den hvide vægsølje, hvor blandt andre forfatteren Einar Már Gudmundson og filminstruktøren Nils Malmros har sat deres autograf, og hvor Albert Bertelsens nære ven Johannes Møllehave har skrevet med sort tusch: ”Desværre er jeg kun en lille taler, mens Albert er verdens største maler.”

”Det er jo noget pjat,” kommenterer maleren beskedent, men fortæller så alligevel med varm stemme om alle de ”dejlige mennesker”, der har besøgt ham her i hans lille hvide hus.

I reolen står bøgerne tæt. De fleste er købt hos en antikvar i Vejle og er blevet læst flere gange. Især Johannes V. Jensens ”Himmerlandshistorier” kan Albert Bertelsen aldrig blive træt af. Men aviserne skal også læses. Kristeligt Dagblad og den lokale Vejle Amts Folkeblad kommer hver dag, og det sker også næsten dagligt, at sønnen Troels kommer forbi med en af formiddagsaviserne.

Til gengæld har Albert Bertelsen hverken computer eller internetadgang, og mobiltelefonen kan han ikke finde ud af og vil heller ikke bruge kræfter på at lære det.

”Jeg vil ikke have noget med internettet at gøre. Det er jo gået helt over gevind, når børn og voksne går rundt med deres telefoner allevegne. Jeg mener afgjort, at det går ud over åndslivet, når alting bliver så teknisk. Det ansporer også folk til at købe nyt hele tiden,” siger han og tilføjer så grundende:

”Det ville nok have været bedre, hvis jeg havde levet på H.C. Andersens tid.”

Albert Bertelsen fortæller så, at han da også selv har været ude at købe nyt.

”Jeg købte en ny bil sidste år, for den gamle kunne ikke mere. Nu kører jeg mest småture her i området. Når jeg skal handle ind eller ud til mit faste trykkeri i Jelling. Men ikke til Aarhus eller København, der er alt for meget trafik. Du skal jo tænke på, at jeg fik mit kørekort i 1945, hvor der ikke var mange biler på vejene. Det er egentlig utroligt, at jeg har haft kørekort i mere end 70 år uden at være udsat for en eneste ulykke. Jeg burde næsten have en medalje.”

Medajler har Albert Bertelsen ingen af, men han har til gengæld fået masser af legater og anerkendelser i sit lange liv som billedkunstner. Den bedste ros, han kan få, er dog den, der kommer fra de mennesker, der holder af hans billeder. At billederne med tiden også er blevet meget kostbare at erhverve, kan han ikke rigtig forholde sig til.

”Jeg er så glad for, at jeg kan få lov til at male, det betyder alt for mig. Det at jeg kan få penge for et billede, det er da fint, for så kan enhver betale sit. Men det, der betyder noget for mig, er, at mennesker holder af min kunst. Det er en lige stor glæde hver gang, der kommer et menneske og fortæller mig, at de holder af et eller flere af mine billeder,” siger han og kigger sig rundt i sit ryddelige atelier, hvor pensler og glassene med maling har deres faste pladser.

Albert Bertelsen har altid tegnet. Når der i hans skoletid skulle laves kulisser til en skolekomedie eller dekoreres en skolestue, var det altid ham, der blev spurgt. Og allerede som dreng gik han næsten altid rundt med papir og blyant i lommen. Det havde hans far, Hans Peter, der var brødkusk, naturligvis opdaget. Han var nemlig også selv en habil tegner. Så efter sønnens konfirmation gik han med en stak af Alberts tegninger i lommen ud for at opsøge byens håndværksmalere. Det lykkedes at skaffe en læreplads, og i mange år arbejdede Albert Bertelsen som håndværksmaler, blandt andet var han 25 år på Vejle Skiltefabrik. I sin fritid tegnede og malede han, men havde, som han selv siger, ikke en døjt forstand på kunst. En udstilling med Henry Heerups billeder i København i 1950’erne gav ham dog en fornemmelse af, at han vistnok selv havde fat i noget.

”Efter den udstilling gik jeg på biblioteket og lånte alle de bøger om billedkunst, de havde. Derefter fandt jeg langsomt min egen stil. Det vigtigste for en kunstner er at være sig selv. Det er lige meget, hvordan man udtrykker sig, bare man er ærlig,” siger han.

I 1954 debuterede Albert Bertelsen på Kunstnernes Efterårsudstilling i København, men først sidst i 1960’erne tog han springet og blev fuldtids billedkunstner. Da havde han længe fået venlige, men bestemte skub af sin hustru, Ruth. Hun er uden tvivl det menneske, der har betydet mest for ham – også kunstnerisk.

”Hun var sådan en dejlig kone,” siger han med en stemme, der pludselig har en særlig blødhed over sig.

”Tænk dig sådan en ung kvinde, der ikke havde nogle fordringer, men bare troede på mig. Det var vist ikke gået i dag,” siger han og fortsætter:

”Når dagen gik på hæld, så satte vi os her på trappetrinene ned til atelieret, så hun kunne se, hvad jeg havde lavet i dagens løb. Og så snakkede vi sammen om det. Det var frygteligt, da hun døde. Jeg malede ikke et helt år efter.”

Ruth Bertelsen døde i 1989 af kræft, og Albert Bertelsen har nu snart levet lige så længe uden hende som sammen med hende. Alligevel går der ikke en dag, hvor han ikke tænker på hende.

Heldigvis fik han lysten til maleriet tilbage, og i dag kan Albert Bertelsen kalde sig Danmarks ældste aktive maler.

Han føler sig taknemmelig over at have fået lov at leve i så mange år og føler, at han stadig har mange billeder i sig. Det kniber dog lidt med kræfterne, og bentøjet er ikke, hvad det har været. Derfor har han også anskaffet sig et staffeli, der kan reguleres op og ned, så han også kan male både stående og siddende.

På hans skrivebord i atelieret står en kasse med hundredvis af små blyantstegninger. Det er en slags huskesedler på alt, hvad han har oplevet, og de kan i princippet alle blive til malerier. Der er blandt andet mange tegninger fra Færøerne, hvor Albert Bertelsen har været to gange for mange år siden, men stadig maler billeder fra.

”Der er tit nogen, der spørger, hvor mange billeder jeg har malet, men jeg aner det ikke. Jeg ved kun, at jeg altid har tegnet eller malet oplevelser fra mit liv. Det er det, jeg kan. Jeg kan sådan set ikke ret meget her i tilværelsen, men jeg er da sommetider heldig med at male et pænt billede,” siger Albert Bertelsen.

Sådan et ”pænt billede” blev afsløret i den lokale Mølholm Kirke pinsedag i 1994. Alterbilledet er foreløbig det eneste stykke kirkekunst, der er udgået fra Albert Bertelsens atelier. Det blev til på opfordring af kirkens daværende præst, Bent Andreasen, og er et billede, der forener symbolerne lyset, livstræet og fisken. Forud var gået to års arbejde med skitser, kirkebesøg og læsning i ”den store bog”, som Albert Bertelsen kalder Bibelen.

Nu, som dengang, er han ingen flittig kirkegænger, men erklærer sig som troende kristen.

”Jo, jeg må indrømme, at jeg er altså troende, for det er ikke alt her i tilværelsen, vi mennesker kan forstå. For eksempel farverne ude i naturen. Hvordan er de kommet til at se sådan ud?”, spørger han og uddyber så, at for ham har det at være kristen mest noget at gøre med at være et ordentligt menneske.

”Jeg synes, man skal føre et normalt og pænt liv, hvor man opfører sig ordentligt over for sine medmennesker.”

I den forbindelse er de vejlensiske rødder vigtige. Byen og kunstneren lever i en særlig samklang, hvor de befrugter hinanden. Albert Bertelsens kunst kan ses mange steder i byen, og for den 96-årige kunstner er der ingen tvivl om, at det er herfra, hans verden går. Barndomshjemmet ligger kun en spytklat fra hans nuværende hus, og det samme gør bedsteforældrenes hjem. Meget er naturligvis forandret, og de fleste i den store Bertelsen-familie er gået bort. Men gaderne er de samme, og der er stadig mennesker, der holder øje med hinanden. Eksempelvis nabokonen over for Albert Bertelsen, der altid kigger ind til ham, hvis et bestemt rødt gardin ikke er trukket fra inden klokken 10 om formiddagen. Eller ægteparret ved siden af, der mangen en lørdag er ”kommet til” at lave mad til tre i stedet for to og lige inviterer den gamle maler på middag.

”Der er mange, jeg savner, men jeg har så meget at være taknemmelig for. Og tænk dig, der er ikke én eneste ting, jeg ville lave om, hvis jeg fik lov at leve mit liv om,” siger Albert Bertelsen. Helt bevidst om, at der ligger meget mere liv bagud end fremefter.

”Når man er 96 år, er det vel helt naturligt at tænke på, hvordan det hele slutter. Men den slags er vi slemme til at skyde fra os her i Norden. Det er ligesom, de er lidt bedre til at sætte ord på det nede sydpå. Min søn han skal jo have alt det her engang, men det er, som om vi ikke rigtig må snakke om det,” siger Albert Bertelsen og kigger lidt rundt i sin stue, hvor vi har sat os med kaffen. Så undskylder han, at han heller ikke selv rigtig evner at tale om det.

”Jeg er vist bedre til at male,” konkluderer han.

Foto: Tor Birk Trads
Foto: Tor Birk Trads