interview
Hun vil gerne se, hvad hun bliver citeret for, siger Elisabeth Toubro som det sidste, inden vi forlader hendes lille kælderatelier på Østerbro.
Her har Kristeligt Dagblad sat hende stævne i anledning af hendes aktuelle sanseudstilling, Følehorn og tankespind, på Kunsthallen Brandts i Odense, og interviewet er gået fint, men hun vil altså gerne sikre sig, forklarer hun:
Nu har vi jo talt om religiøsitet og alt sådan noget, og jeg vil altså ikke så gerne have, at alle dem, der kender mig, skal sige Åh, er du nu også blevet en af de hellige.
Det bliver ikke til nogen nærmere uddybning af, hvem det helt præcist er, den 56-årige kunstner helst ikke vil forveksles med. Men hun vil i hvert fald gerne forstås rigtigt, når hun i ét og samme åndedrag påstår, at hun er religiøs, men ikke tror på Gud.
For mig er gudsbegrebet alt for personificeret, og jeg tror ikke på, at der eksisterer noget eller nogen, der har bestemt, hvordan alting skal være. Eller at en eller anden person eller et princip styrer vores fantastiske verden. Derimod tror jeg på de fysiske love, som sætter processer i gang. Og at jeg så alligevel kalder mig religiøs, det handler om, at jeg er meget optaget af trøst og solidaritet mellem mennesker, og at jeg ser religion som sociale regler, der er gode, siger hun.
Når samtalen med Elisabeth Toubro overhovedet er kommet til at handle om religiøsitet, skyldes det, at hun på sin sanseudstilling for børn, Følehorn og tankespind, har skabt et rum, som hun kalder Eftertænksomhedens rum. Et helt mørkt rum, hvor børn og deres voksne kan ligge på store sækkestole og følge med i små tv-sekvenser, der afspilles med de sorte gardiner som lærred. På klippene giver en håndfuld mennesker blandt andre en videnskabskvinde, en præst og nogle børn deres opfattelse af sanser, krop, Gud og sjælen.
Store emner, som vi efter Elisabeth Toubros mening tager os alt for lidt tid til at tale med vores børn om i et moderne samfund, hvor det med hendes egne ord handler om altid bare at være til stede nu og her.
Kulturen i dag er blevet så krævende. Vi skal hele tiden være på de høje nagler og konstant omstillingsparate i forhold til nye situationer og andre mennesker. Og så skal vi præstere. Hele tiden og ikke kun fagligt, men også i forhold til mennesker omkring os, så vi ikke risikerer at ryge uden for fællesskabet. Når vi lever i sådan et samfund, er det nødvendigt, at vi kan trække os tilbage, være eftertænksomme og forsøge at forstå det, der sker omkring os. Og øver vi ikke løbende os selv og vores børn i det, så risikerer vi, at vi den dag, vi virkelig får brug for at trække os tilbage på grund af en eller anden krise ikke formår at være eftertænksomme. Og i stedet for en krise ender vi med et sammenbrud, siger Elisabeth Toubro.
Selvom den københavnske kunstner mener, at eftertænksomheden kan bruges som en trøst for alle mennesker, når de i perioder har forsøgt at forstå og få klarhed over kompleksiteter i livet, forsager hun dog langt fra det fysiske, det sanselige og glæden ved at leve i nuet. Det er Følehorn og tankespind et tydeligt bevis på. Udstillingen indbyder i høj grad til brugen af alle sanser og til, at man bevæger sig rundt i installationens labyrinter og tunneller, hvor man på forskellig vis møder de fire elementer vand, luft, ild og jord.
Elisabeth Toubro mener således, at nøglen til et helstøbt liv ligger i bestræbelsen på at blive et helt menneske.
LÆS OGSÅ: Nutidens kunstanmeldere er selvoptagede
Det kan lyde lidt flippet, det der med det hele menneske, og jeg tror da også, at det er umuligt, at vi nogensinde bliver fuldstændig hele. Men det er vigtigt for samfundet og vores medmennesker, at vi hele tiden forsøger og er i processen, siger hun og fortsætter:
I forhold til udstillingen er der en mission i, at børn skal nyde at være fysiske, at lege og være til stede og for en stund helt glemme sig selv. Det er skønt at glemme sig selv indimellem. Men derudover skal de også gerne have kompetence til at kunne trække sig tilbage og være eftertænksomme, og det er den mulighed, jeg giver dem med Eftertænksomhedens rum, siger hun.
Den dag, Kristeligt Dagblad besøger Elisabeth Toubros sanseudstilling i Odense, er der mange børn, der for en kort bemærkning stikker hovedet ind i Eftertænksomhedens rum for så hurtigt at løbe videre igen. De børn, der slår sig ned derinde og bliver siddende for at følge med i de små tv-sekvenser, har næsten alle en mor eller far ved hånden. Og sådan bør det også være i virkelighedens verden, mener kunstneren.
Vi skal som voksne lade børn være i deres tanker og give dem plads til at tale om de store spørgsmål. Hvis et barn stiller et spørgsmål, der handler om et svært emne som for eksempel døden, er det ikke noget ordentligt svar at sige Det kommer du til at forstå, når du bliver voksen. Børn i dag bombarderes jo med kriser, særligt fra medierne, og ofte er det bare et spørgsmål om, at de voksne giver sig tid til at lytte. Jeg oplever også, at mange børn er filosofiske. De stiller fantastisk præcise spørgsmål ret tidligt. Hvis man lytter og giver sig tid, så har de også ret tit et svar på selv meget komplicerede spørgsmål, siger Elisabeth Toubro.
Og så er vi tilbage ved snakken om religiøsitet og om, hvorvidt der findes en almægtig Gud.
Børn er grundlæggende religiøse, indtil de kommer i puberteten, og som voksen skal man turde udfolde talen om det. Spørge ind til, om det giver barnet ro at tro på, at der findes en Gud, der bestemmer alt, eller om det tværtimod skræmmer, siger Elisabeth Toubro og pointerer, at for hende er religionen grundlæggende et udtryk for trøst.
Jeg synes, at det er meget menneskeligt at tro på Gud. Selv finder jeg bare ikke min trøst der. For mig findes trøsten i forståelsen en forståelse, der blandt andet kommer til mig i glimt, når jeg laver kunst, forklarer hun.
Elisabeth Toubro har ikke nogen forventning om, at børn og voksne kommer til en større forståelse af verden ved at besøge hendes sanseudstilling, men hun håber, den har inspireret og givet gode oplevelser.
Den må meget gerne starte nogle gode, dybe samtaler i klasseværelset eller derhjemme, og så håber jeg naturligvis også, at børnene kommer derfra med en følelse af at have haft det sjovt på en måde, hvor de har skullet bruge deres egen krop og tage initiativer med den i modsætning til i Tivoli, hvor de sætter sig ind i en maskine, som så sørger for at sætte dem i bevægelse, siger hun.
Sanseudstillingen Følehorn og tankespind vises på Kunsthallen Brandts i Odense frem til den 12. maj 2013.