Vi skal have lidt mere ”flower power” tilbage i skolen

Kulturfagene i folkeskolen fortjener mere opmærksomhed, siger nyvalgt formand for Grundtvigsk Forum, cand.theol. og lektor Kirsten M. Andersen

Den israelske forfatter Amos Oz’ ”En fortælling om kærlighed og mørke” har gjort et utroligt stort indtryk på Kirsten M. Andersen.
Den israelske forfatter Amos Oz’ ”En fortælling om kærlighed og mørke” har gjort et utroligt stort indtryk på Kirsten M. Andersen. Foto: Leif Tuxen.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

"Det er den amerikanske forfatter Marilynne Robinsons roman ”Lila”. Marilynne Robinson forstår virkelig at forbinde det kristne univers med den almindelige verden og menneskets udsathed. Den unge pige Lila kommer fra den gamle verden, hvor verden er, som den altid har været med ufred mellem mennesker, mens den gamle mand, hendes ægtemand, kommer fra en hjemlig sammenhæng, fra kristendommens verden med en Gud Fader. Bogen giver et billede af, at verden er skøn og samtidig fuld af så meget smerte. Den er fuldstændig betagende, og jeg har allerede læst den flere gange."

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

"Den israelske forfatter Amos Oz' ”En fortælling om kærlighed og mørke” har gjort et utroligt stort indtryk på mig. Den fortæller europæisk kulturhistore samtidig med, at det er en selvbiografisk bog. Amos Oz skal som jødisk dreng i den nye stat Israel finde ud af at leve blandt en generation af voksne, som ikke er kommet sig over tabet af deres kultur i Europa, og som har oplevet, at der ikke var nogen sikkerhed."

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet lige nu?

"Søndagens gudstjeneste. Den er aldrig langt væk, og det er et godt pulsslag i ugen. Når jeg kommer hjem fra gudstjeneste, er jeg lettet og glad og synes som regel, at jeg har bedre tid, end da jeg tog af sted."

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

"Det har været formende for mig, at jeg som barn og ung spillede andenkornet i spejderorkesteret i Haslev og i KFUK-spejdernes landsorkester. Jeg husker særligt en gang, vi skulle spille Niels W. Gades ”Se nu stiger solen” ved en kirkekoncert i Odense Domkirke. Det er meget sjældent, at andenkornetten skal bære noget af melodien, men i dette arrangement skulle vi spille de første to toner, hvorefter hele orkestret satte ind. Det var fantastisk at blive draget ind i og blive båret af musikken i stedet for at gå selv. Når det lykkes, går alt op i en højere enhed."

Hvilken koncert har du senest været til?

"Hvert år i september er der Rued Langgaard-festival i Ribe, hvor byen summer af gæster,og her hørte jeg Rued Langgaards opera, ”Antikrist” i Ribe Domkirke. Rued Langgaard var domorganist i Ribe Domkirke, og det er hans eneste opera, som også nærmest er et kirkespil. Det var en meget stor oplevelse - på nogle måder meget forvirrende, men operaen kommer også til at fremtræde som en meget sammenhængende verden. Man blev draget ind i et dramatisk og ekspressivt univers."

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

"Skolekulturliv og kulturfagene i folkeskolen fortjener mere opmærksomhed. Det, man kan kalde ”de kloge hænders fag”, billedkunst, håndarbejde og musik, er stort set nedlagt på læreruddannelserne, idet der uddannes meget få. Skolen skal kunne lave en hverdag for børnene, hvor alle sanser er i brug, ellers bliver det for ensidig en måde at se mennesket på. Vi skal have lidt mere flower power tilbage i skolen."

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

"Jeg kan vældig godt lide rockmusik og festivalstemning, men jeg løber ikke forrest for at komme til for eksempel Distorsion (Copenhagen Distortion er en musikfestival, der finder sted i gaderne i København, red.). Jeg står af, når musikkulturen bliver forenet med en rå drukkultur. Det siger mig heller ikke rigtig noget, hvis grænserne for eksempel inden for abstrakt kunst bliver brudt bare for at bryde grænser. På mig virker det ikke frisættende, men konformt."