Fra forfatteren Henrik Nordbrandts altan er der vue ud over søerne i København.
I det fjerne kan man se busser og biler køre over viadukterne i Dronning Louises Bro, og det minder næsten om et sydlandsk postkortfotografi.
Henrik Nordbrandt har selv boet i Tyrkiet, Spanien og Grækenland i en årrække. Nu er han vendt hjem til Danmark og er ikke længere kun digter, men også far og ægtemand. Men selvom udsigten er god fra altanen, synes han egentlig, det går voldsomt ned ad bakke for landet for tiden.
”Nu bygger de godt nok metro lige hér,” siger han og peger på en kran uden for vinduet.
”Men ellers er infrastrukturen dårlig. Ofte kan man ikke komme på toilettet på togstationerne, og der lugter af landbrugsforurening i hele landet. Før i tiden, når jeg kom fra Istanbul til København, tænkte jeg over, hvor rent her var. Men nu er det i Istanbul, de fejer gaderne hele tiden.”
Danmark sparer for tiden. Det mærkes på velfærdsstatens krop og sjæl, og klagesangene fra de ramte giver genlyd over landet. Også kulturlivet står over for en buldrende grønthøster: 600 millioner kroner skal der indhentes på Kulturministeriets budget de næste fire år. Besparelserne på ”sin egen bane” mener Henrik Nordbrandt en hel del om, men først vil han lige slå fast:
”For at sige det rent ud: Med den tilstand, landet er kommet i, så er jeg mindre bekymret for kulturen end så mange andre ting. Jeg har selv modtaget mange penge som forfatter fra Statens Kunstfond. Jeg kunne brokke mig over, at bibliotekerne lukkes, og det giver mig færre penge i biblioteksafgift. Og jeg er da også sur over, at de smider bøger ud, bare fordi der ikke er lånere til dem. Men ærligt talt. Jeg er meget mere sur over, at vi har et samfund, der bliver mere og mere umenneskeligt. ”
Det land , Henrik Nordbrandt kender bedst ud over Danmark, er Tyrkiet, hvor han sammenlagt har boet omkring 10 år af sit liv. Han flyttede oprindelig derned på grund af det, han selv kalder et ”nervesammenbrud”. Han lærte sig tyrkisk og besluttede sig for at kalde Tyrkiet for hjem. På Ankaras kulturelle scene mødte han forfattere, der levede under noget sværere vilkår end ham selv.
”De havde næsten allesammen været i fængsel af politiske grunde. Jeg havde lært tyrkisk nogenlunde, og det var der ikke så mange udlændinge, der kunne dengang. Jeg kunne bevæge mig som en fisk i vandet og kom både til at kende kunstnerne, og jeg kom også til at kende nogle af dem, der havde fået dem sat i fængsel,” siger han.
Kunststøtte af den type, som vi har i de skandinaviske lande, kender man ikke til i Tyrkiet, siger han.
”Igen, groft sagt kan man sige: Herhjemme har der været en tendens til, at kunstnerne næsten betragtede staten som deres mor. Men i Tyrkiet har staten nærmest traditionelt været kunstnernes fjende. Kunstnere har altid haft det svært, systemkritikere har haft det rædselsfuldt. Kunsten er jo ikke altid, men ofte, imod frihedsundertrykkende systemer,” siger han
Nâzim Hikmet (1902-1963), der regnes for den måske største tyrkiske digter, tilbragte en stor del af sit liv i fængsel, fordi han var erklæret kommunist. Selvom det for øjeblikket spirer i Istanbuls undergrund af gallerier og spillesteder, så er der også kunstnere, der sættes i fængsel i dag, fordi de er imod styret, forklarer Henrik Nordbrandt.
I det hele taget er kulturlivet i Danmark og Tyrkiet to forskellige verdener. Mens Danmark gennem århundreder har haft et stabilt fundament og nogenlunde ensartet sprog og befolkning, er Tyrkiet en smeltedigel af kulturer og folkeslag, der har kæmpet om taleretten i det offentlige rum.
Landet blev først en republik i 1922 efter Første Verdenskrigs afslutning, der havde indskrænket Osmannerrigets areal gevaldigt. Kort efter igangsatte man en stor sprogreform, som gik ud på at ”rense” det osmanniske sprog for alle arabiske og persiske låneord og tilføje nye, konstrueret til lejligheden. Det var en tiltrængt reform, der dog til sidst gik for langt.
”Præsident Atatürk holdt på et tidspunkt en tale for parlamentet, der var fuld af selvkonstruerede ord. Ingen forstod et ord, før han på et tidspunkt afbrød sig selv midt i en sætning og sagde: ’Mine herrer! Jeg foreslår, at vi begynder at tale tyrkisk igen’,” fortæller Henrik Nordbrandt.
”Kultur og national identitet er et frygtelig rodet foretagende i Tyrkiet. Selv i dag varierer sproget, alt efter hvor konservativ man er. Det er først for nylig, at litteraturen har fundet et afslappet leje med blandt andre Orhan Pamuk (nobelpristager i litteratur, red.).”
Når man har oplevet at bo i et andet land, hvad sætter man så pris på ved Danmark?
”Det er klart, at man sætter pris på det, man har. Med det i baghovedet vil jeg også sige, at rent moralsk kan det være i orden at tage fra kulturen, hvis det betyder, at pengene i stedet gives til dem, der lige nu skubbes ud i fattigdom og depression. Kulturen bliver forarmet, hvis man ikke giver den penge. Men den dør ikke,” siger han.
Henrik Nordbrandt tager en slurk vand og holder pause et øjeblik. I stilheden kan man høre et rytmisk tema spillet på klaver gentage sig. Det kommer fra lejligheden ovenover.
”Der bor en musiklærer deroppe. Nogle gange kommer der elever, der spiller virkelig smukt. Og så er der dem, der gentager det samme tema igen og igen og igen og igen. ”
Han griner opgivende.
”Men så ser jeg alle de glade mennesker, der kommer op ad trappen med deres instrumenter. Og så bliver jeg glad, for det viser, at vi har en levende kultur. Hvis ikke vi havde mulighed for det, ville det være den virkelige forarmelse.”
Der er også institutioner i dansk kulturliv, som vi skal forsvare med næb og kløer, selvom riget fattes penge. Folkebibliotekerne er én af dem, mener han.
”Tove Ditlevsen, som jeg kendte, skrev på et tidspunkt en kronik om, at vi aldrig må begynde at tage penge for det at låne bøger. Nu er vi så der, hvor vi diskuterer, om vi skal tage penge for at udlåne bøger eller lukke bibliotekerne helt ned ude i landet. Hvis man skal vælge, så vælger jeg det sidste, for institutionen er trods alt det vigtigste,” siger han.
Er der bestemte former for kultur, der skal fremmes?
”Personlige synspunkter kan man ikke anvende her. Jeg kunne sagtens sige, at jeg ikke bryder mig om ballet. Eller jazzmusik. Men det er altsammen vigtigt. Jeg går næsten aldrig i teatret, fordi jeg har klaustrofobi, så jeg kunne sagtens sige: Nedlæg teatrene! Dog har jeg haft fine oplevelser med for eksempel Odin Teatret. Og forleden var jeg i operaen, for anden gang i mit liv, med min kone og datter og se ’Figaros bryllup’. Det var jo betagende, og det ville jeg nødigt undvære.”
”Det hele er en del af vores kulturelle fundament. I gode tider får kulturen mange penge, i dårlige tider få. Men man skal passe på med at nedlægge det, der har en lang tradition bag sig. For hvordan genopbygger man det, når det først er lukket ned? Traditioner kræver vedligeholdelse.”
Og så må man sætte pris på, at vi overhovedet kan tale om et kulturliv som noget, de fleste er enige om er en fast bestanddel af samfundet, mener han.
”Det farlige er, at de, der styrer landet lige nu, har en helt fatal mangel på dannelse. Der er heldigvis gode undtagelser. Men mange kommer ind i politik i en ung alder, det gælder om at komme frem, og det, de sigter efter, er stemmer, så de giver befolkningen det, de gerne vil have. Det kulturelle fundament er de uvidende om, så derfor er det ret naturligt, at de ikke vil give penge til det.”
På litteraturens område er det især de livslange ydelser og arbejdslegater til forfattere, der har været til debat de senere år. Skal vi beholde dem?
”Egentlig er jeg moralsk inhabil, når jeg skal tale om kunststøtten. Første gang jeg fik penge, var der så mange argumenter for og imod. Klaus Rifbjerg fik det treårige arbejdslegat, og halvdelen af landet hadede ham for det, og det hed sig, at han kørte rundt i en stor amerikansk bil for statens penge. Men han fik jo ro til at skrive og producere i tre år. De tekster har så igen skaffet staten en hel masse indtægter i skat og moms.”
”Tag H.C. Andersen. Han kom fra så ringe kår, at han slet ikke havde kunnet klare sig uden støtte fra staten i én eller anden form. Og se, hvad han har skaffet os af indtægter! Ligegyldigt hvordan man gør det op, så kan det godt betale sig at støtte kulturen. Det har man forstået før i tiden. ”
Han sukker. Men egentlig mest over, at han nu også selv argumenterer i kroner og øre, når det gælder kultur. Det er slet ikke nødvendigt, mener han.
”Min kone er kræftforsker. Og også inden for forskningen er der en tendens til, at alt skal give resultater. Man tror, det er godt, at kunsten er målrettet, men den skal være fri til at udvikle sig. Det samme gælder forskningen. Hvis alt skal give penge, så dræber vi det.”
Han rejser sig, går hen til altandøren og slår den op ud mod de søer, der i 1960’erne var faretruende tæt på at blive lavet om til en motorvej.
”Jeg har aldrig kunnet fordrage København, men nu er jeg kommet til at holde af byen. Når man går ned langs søerne, står der statuer her og der. Og tænk, at vi havde den vanvittige Christian IV, der tømte statskassen bare for at bygge smukke slotte. Hvad skal vi med dem, kan man spørge? Ingenting, andet end at vi skal have smukke ting at se på. Ellers bliver vi sindssyge.”