Prøv avisen

Vi skal ikke bare lave underholdning, der går ind ad det ene øre og ud ad det andet

Randers Bibliotek stopper forsøg med abonnements-service efter debat og indblanding fra politikere. Foto: .

Et lille nicheprogram på DR 2 har i denne uge skabt debat om hele Danmarks Radios åndelige tilstand. Men det er blot en konsekvens af, at DR er blevet mere bevidst om i højere grad at vække debat, mener direktør for DR Kultur

To midaldrende mænd, siddende foran en nøgen kvinde i samtale om kvindens syn på mandens syn på kvinden. På DR 2 halvsent om aftenen. Den opstilling har de seneste par dage fået ikke så få meningsdannere til at råbe med endda rigtig store bogstaver. De råber om kvindeundertrykkelse, om uinteressant plathed, om et blålys udråbt til intellektuelt fyrtårn og ikke mindst om, hvad det hele er udtryk for: Et Danmarks Radio i åndelig krise.

Omdrejningspunktet er programmet Blachman vist på DR 2 i tirsdags klokken 22. I centrum er musikeren og X Factor-dommeren Thomas Blachman, der ifølge sig selv har påtaget sig den noble ambition at tilføre kvindekroppen noget poesi.

LÆS OGSÅ: DR kritiseres for åndeligt armod

Programmet har i stedet ført til, at en række ikke mindst kvindelige meningsdannere har krævet programmet stoppet før tid. Det har fået programmets redaktør, Sofia Fromberg, til at klandre, at nogle få kvinder skal tage patent på, hvad der er rigtigt og forkert for andre kvinder.

Hun mener, at det netop er en public service-opgave at få åbnet for en debat om tabuiseringen af kvindekroppen.

Men heri ligger netop problemet, mener blogger og mag.art. i litteraturvidenskab og idéhistorie Anna Sophia Hermansen.

For når DRs mål er at sætte køn og identitet på dagsordenen, så har seerne ret til at forvente, at programmet rækker ud over det rent underholdningsmæssige. Det er ikke blot Thomas Blachmans skyld, at det ikke sker, men skyldes i endnu højere grad DRs manglende ambitioner, mener hun:

Der er intet nyt i, at mænd ser på nøgne damer, intet originalt. DRs fornemste opgave er at genopfinde den offentlige samtale, som er gået tabt, men i stedet søger de laveste fællesnævnere. Ikke blot i Blachman-programmet, men desværre generelt.

Den kritik har direktør for DR Kultur Morten Hesseldahl dog svært ved at genkende. Han er endog meget glad for den dybdegående debat, der er opstået omkring programmet, som han ser som et bevis på, at den danske befolkning har et stort behov for at diskutere kønsroller i disse år.

Det er netop vores opgave at prøve at forfølge nogle af de spørgsmål, som optager danskerne, siger han.

Der er mange, der er blevet provokeret af dette program. Men hvorfor laver i egentlig programmer, der provokerer?

Jeg synes ikke, det er et mål i sig selv ikke at være provokerende. Provokationer kan vise sig at være gode til at igangsætte debat om vigtige spørgsmål, og der er kommet virkelig mange kalorie-rige indlæg, og folk har haft anledning til at gøre deres position klar.

Det er netop det, der er DRs opgave. Vi skal ikke bare lave underholdning, der går ind ad det ene øre og ud ad det andet, men få folk til at tænke.

Men er debatten lige så god, hvis den går på værdien af indholdet i jeres programmer?

Den debat er der altid. Hver gang vi laver noget, der får folk den mindste smule op af stolene, så siger klummeskriverne som det første: Nogen bør gribe ind over for DRs programpolitik! Men i forbindelse med lige netop dette program har det lige så meget været køn og identitet, der har været til diskussion. Derfor mener jeg, balancen er god.

DR 2s kanalchef, Michael Thouber, lancerede fornylig det nye DR 2 som den frække lillebror. Hvorfor er det vigtigt at have en fræk lillebror på et public service-medie?

Jeg tænker, han mener, at der på DR 2 godt må være nogle programmer, som går til grænsen og har kant i formidlingen af de emner, de tager op.

Og det har faktisk ligget i DR 2s dna, siden kanalen kom til verden. Det er i høj grad at tage en chance at lave et program som Blachman, men inden for satire har DR 2 sat dagsordenen i mange år og skabt nye debatformater om blandt andet tro som Adam og Asmaa.

Biskop Kjeld Holm kritiserer DR for at være en selvreklamerende kanal. Hvorfor vælger I at omtale jeres eget program i TV-Avisen og Deadline?

Vi favner de fænomener, som er i tiden. Når noget fylder meget i andre medier, for eksempel i Kristeligt Dagblad, så bliver det også et journalistisk objekt for os. Det er meget naturligt for en organistaion som DR, at vi både selv producerer journalistik, men også bliver genstand for journalistik. Ud fra et strengt journalistisk kriterium ville det være mærkeligt, hvis vi forbigik den historie.

I kritiseres for tivolisering og for at være i åndelig krise af bloggeren Anne Sophia Hermansen, der i Berlingske mener, at det kun er i DR, at Blachman er et åndeligt fyrtårn. Hvad mener du om hendes påstande?

DR har det med at fremkalde ubeherskede kommentarer fra diverse klummeskribenter. Vi har brugt Thomas Blachman, fordi han er en ekstraordinær person, som kalder en masse følelser frem. Men det er kun i Anne Sophia Hermansens hoved, at vi har lanceret ham som en slags åndelig ypperstepræst. At konkludere, at han automatisk repræsenterer hele DRs linje, er et udtryk for en usædvanlig beskeden tænkning.

Selv uden dette program, vil nogle mene, at DR med sine satsninger på for eksempel X Factor er kommet i en åndelig krise blandt andre Sørine Gotfredsen. Hvad tænker du om det?

DR har altid skullet lave underholdningsprogrammer. Og jeg kan slet ikke se den historiske tilbagegang fra på med pilen, Palle og Otto Leisners hoplanål til X Factor eller P3 Guld-show. Vi doserer underholdningen, tilpasser den tidens formsprog og gør det på et højt ambitionsniveau i disse år. Samtidig har vi en lang række programmer, der leverer aktualitet og debat, og DR K sender kulturprogrammer dagen lang. Vi har et udbud og en dybde i programtilbuddet, som er fuldstændig uden sidestykke. Det er historieløst at tale, som om der har været en eller anden guldalder, og at vi siden har haft en deroute ned i et dybt hul af åndeligt armod. Der er faktisk sket det modsatte. Da vi kun havde én kanal kunne vi ikke tilbyde opera klokken 20 om aftenen og det glemmes i debatten. Men hvis man hver uge skal levere meninger ad libitum til en eller anden klumme, man får en smule betaling for, så bliver de tekster, der kommer ud, nok også lidt tynde.