Rasmus Prehn: Vi skal ikke snobbe nedad. Kultur er mere end fodbold, boksning og underholdning

Rasmus Prehn (S) opfatter sig selv som en hjælperytter i sin funktion som fungerende kulturminister. Han vil ikke afskaffe det forhadte omprioriteringsbidrag med det samme, men han opfatter alligevel kulturpolitikken som en vigtig måde at bygge bro mellem det folkelige og elitære

”Det er stadigvæk den politiske intention, at man skal arbejde derhen, hvor omprioriteringsbidraget falder helt væk,” siger den fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S). –
”Det er stadigvæk den politiske intention, at man skal arbejde derhen, hvor omprioriteringsbidraget falder helt væk,” siger den fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S). – . Foto: Julie Meldhede Kristensen.

De socialdemokratiske arbejdersange er så indgroede i den fungerende kulturminister Rasmus Prehn, at han har opkaldt sin søn efter digteren Oskar Hansen, der skrev hits til den røde arbejdersangbog som ”Danmark for folket”, ”Når jeg ser et rødt flag smælde” og ikke mindst ”Ungdom er ikke de sløvede sind”.

”Oskar Hansen skriver om ’ungdom fra bog og fabrikker i by’, der skal bygge fremtidens Danmark, og det er i virkeligheden en socialdemokratisk vision, at eliten og arbejderklassen hører sammen, så der ikke er et modsætningsforhold mellem dem.”

”Det er en misforstået klassekamp at tro, at arbejderklassen skal være imod bøger, teatre og finkultur. For den socialdemokratiske vision lægger op til en alliance mellem den boglige elite og faglige arbejderklasse,” siger Rasmus Prehn og hælder kaffe op i et knaldrødt keramikkrus på kulturministerkontoret, som han passer på ubestemt tid, indtil den egentlige kulturminister Joy Mogensen (S), der ulykkeligvis fødte et dødfødt barn i begyndelsen af denne måned, er klar igen:

”Nu er jeg fungerende kulturminister som en slags hjælperytter for Joy, som jeg bare håber, kommer styrket og hurtigt tilbage, men uanset om jeg er fungerende kulturminister eller ej, vil jeg gerne tale kulturen op. Der har været en kedelig tendens mange forskellige steder til at tale kulturen ned og sige, at det kun er for den absolutte elite, men den fordom vil jeg gerne bryde ned og inspirere til at være nysgerrig efter kultur og kunst,” siger han og lyser op i smil:

”Anker Jørgensen havde en fantastisk vision, da han var formand for arbejdsmændenes forbund, der dengang hed SID. Han inviterede kunsthistorikeren Rudolf Broby-Johansen til at skrive et fast indlæg i fagbladet om billedkunst. Det var fabriksarbejderen, jord- og betonarbejderen, lagerarbejderen og chaufføren, der holdt det fagblad, men Anker Jørgensen mente, at de skulle inspireres af spændende billedkunst.”

”Og så blev de måske inspireret til at tage familien med til Statens Museum for Kunst eller Nordjyllands Kunstmuseum, som det hed, før det hed Kunsten. Anker Jørgensens ånd vil jeg repræsentere i alt, hvad jeg foretager mig. Noget andet, han gjorde, var at begynde hver eneste morgen med at læse adskillige sider skønlitteratur. Han så det som en åndelig vitaminpille. Og i sine taler trak han også hele tiden referencer til litteraturen, fordi vi bliver rigere af de kloge ord. Nu er jeg selv minister, og jeg har da tænkt mig at bruge flere litteraturreferencer i mine egne taler,” siger Rasmus Prehn.

Begynder du også selv morgenen med skønlitteratur?

”Det når jeg desværre ikke hver dag, men jeg elsker at læse skønlitteratur. Det stimulerer hjernen på en enormt god måde, og man får et sus af en god oplevelse, men så oplever man også, at tankerne bliver frigjort, så man lige pludselig får løst andre ting, fordi der bliver sat strøm til bevidstheden, så der er nogle tankebaner, der pludselig bliver forbundet.”

Rasmus Prehn kommer efter eget udsagn fra et ”klassisk arbejderhjem” i Taastrup ved København med en elektrikerfar og en mor, der egentlig var uddannet frisør, men i stedet arbejdede som pædagogmedhjælper.

”Min far var fagforeningsaktiv, så det at organisere sig og være med i en forening fyldte noget i min barndom, hvor jeg blev opdraget til at skulle gå ind og tage et ansvar sammen med andre. I forhold til kunst og kultur blev der lagt vægt på, at det havde en værdi at læse. Men jeg var selv enormt dårlig til at lære at læse, så det havde jeg faktisk svært ved. Min mor var selv gået ud af 7. klasse og har ikke den store uddannelse, men det var hende, der lagde kræfter i at få lært mig at læse og introducerede mig til børne- og ungdomslitteratur som for eksempel Dennis Jürgensens sjove bøger.”

”Det var da en kulturel kamp i stedet for bare at give op, resignere og overlade det til skolen, som mislykkedes på det tidspunkt. Men hun insisterede på, at jeg skulle lære at læse, og hun blev ved med at fortælle mig, hvad der lå ude for enden af den tunnel, når man lærte at læse, og det er jeg da evigt taknemmelig for. Ellers var der meget, jeg var gået glip af,” fortæller Rasmus Prehn.

Han fik siden stor glæde af at læse romaner af blandt andre Hans Scherfig og Tom Kristensen, og som barn blev Rasmus Prehn også tilskyndet til at tage med i teatret og gå i musikskolen:

”Jeg var optaget af rockmusik og heavyrock dengang, så jeg ville gerne sidde der med langt hår og spille trommer, så det var ikke så klassisk dengang. Men mens jeg var på musikskolen, blev jeg introduceret til noder og fandt ud af, at man også kunne spille trommer til noder. Jeg var nok for useriøs, men jeg fik et ordentlig skud kultur i musikskolen og syntes faktisk, at det var et fremragende tilbud.”

Rasmus Prehn voksede ikke op i et hjem med klaver, men som voksen har han selv investeret i et brugt klaver, som han sammen med sin kone har tilskyndet parrets tre børn til at bruge flittigt.

”Hvis man er kulturelt ambitiøs på sine børns vegne, kan man også flytte dem. Mine forældre havde nogle holdninger om, at kulturen er vigtig, men de stillede måske ikke så mange krav, og det har jeg i stedet prøvet. Hvis mine børn havde ligget grædende hver aften, fordi de ikke ville gå til klaver, havde de nok fået lov til at slippe, så det er ikke tvang på den måde. Men når børn går kolde i musikskoleundervisningen, er det er også en dannelsesopgave for forældrene at forklare børnene, at de bliver glade for det, når de kan sidde og spille for sig selv eller spille for på en fællessang.”

På et samfundsmæssigt plan mener Rasmus Prehn, at det også gælder om at inspirere folk til at tage ejerskab når det kommer til kulturen:

”Vi skal sørge for, at der er et bredt og mangfoldigt kulturtilbud, så der er til både gården og gaden. Men vi har ikke brug for et modsætningsforhold mellem, hvad der er det folkelige og det elitære. Jeg mener tværtimod, at det er hinandens forudsætninger, og det var det også i 1950’erne og 1960’erne, da Socialdemokratiet for alvor begyndte at sætte ord på vores kulturpolitik.”

”Her handlede det også om at række ud efter det sublime og det særlige, fordi det kan inspirere til nye bevidsthedsniveauer, og så kan det bygge bro i samfundet og skabe kit og sammenhængskraft. For mig at se skal vi ikke have en form for arbejderisme, hvor man snobber nedad, så der kun bliver plads til fodbold, boksning og underholdning. Jeg er stor tilhænger af både fodbold, boksning og underholdning, men jeg synes også, at kultur er ballet, opera, klassisk musik og avantgardejazz. Og jeg mener, at det er enormt vigtigt for et rigt samfund, at man også har det på hylderne og prøver at række ud til dem, der ikke kender til det og prøver at invitere dem med ombord.”

Hvordan kan man gøre det?

”Når nu vi for eksempel skal forhandle om fremtiden for Det Kongelige Teater, kan man også gøre sig nogle overvejelser om, hvordan vi gør Det Kongelige Teater mere vedkommende for sådan nogle drenge, der som jeg selv voksede op i Taastrup, hvor der ikke var alt for mange, der kom i Det Kongelige Teater. Jeg kom først på Det Kongelige Teater, da jeg var over 30 år, og jeg tror ikke, at jeg gennem hele min barndom mødte nogen, der kom der eller vidste, at det fandtes,” siger Rasmus Prehn, der ser en vision i at udbrede finkulturen til flere:

”Jeg synes, at kulturpolitikken har været for usynlig i for mange år. Danmark har et kæmpe behov for en mere tydelig kulturpolitik. Kulturen og kunsten er noget af det, der gør det værd at leve. Kulturen skaber begejstring, refleksion og fællesskab, og det er nogle ting, vi har enormt meget brug for i en tid, hvor man også taler om, at vi mangler sammenhængskraft, og der kan kulturpolitikken også spille en vigtig rolle,” siger den fungerende kulturminister.

Han er til gengæld allerede blevet kritiseret for ikke at levere det lovede stop for omprioriteringsbidraget, som stadig rammer for eksempel museer.

”Jeg er kolossalt glad for, at vi med finansloven lægger op til at tage første skridt i retning i afskaffelsen af omprioriteringsbidraget. Jeg er selv tidligere højskolelærer, så jeg er kisteglad for, at vi har kunnet fjerne omprioriteringsbidraget til højskolerne. Det er også stadigvæk den politiske intention, at man skal arbejde derhen, hvor omprioriteringsbidraget falder helt væk, men når man kigger på, hvad vi har af økonomi til rådighed, tror jeg, at det er forståeligt for de fleste, at man løser opgaver i den rækkefølge, det er realistisk. Og så bliver det ikke lige i den her omgang, vi gør det, men nu må vi se, hvordan finanslovsforhandlingerne går.”

”Der kan være dem, der gerne vil tilføre området noget mere. Det kan vi jo for eksempel høre, at De Radikale gerne vil. Ellers må vi tage det over de næste år. Men man er jo presset, og jeg kan sagtens sætte mig ind i, at man på teatre, museer og andet synes, at det strammer for meget til,” siger Rasmus Prehn, som dog ikke vil love landets kulturinstitutioner en slutdato for, hvornår omprioriteringsbidraget er fortid.

”Nu har jeg været fungerende kulturminister i nogle få uger, og der er blevet lavet et finanslovsudspil, inden jeg overhovedet kom til at sidde her i stolen, så jeg kan ikke sidde her og love, hvordan tingene bliver på et tidspunkt, hvor jeg formentlig ikke er fungerende kulturminister længere.”