Poul Joachim Stender skriver sloganagtigt om fjumreår for voksne

Det moderne menneskes største eksistentielle udfordring er at holde fri. Og netop derfor skal vi turde tage et fjumreår, når vi bliver ældre. Fine betragtninger i spinkelt bogprojekt fra præst Poul Joachim Stender

 Som læser sidder man med en fornemmelse af, at fjumreåret mest er de privilegerede forundt, selvom Poul Joachim Stender mener, at det blot er et spørgsmål om prioritering. –
Som læser sidder man med en fornemmelse af, at fjumreåret mest er de privilegerede forundt, selvom Poul Joachim Stender mener, at det blot er et spørgsmål om prioritering. – . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Vi arbejder for meget, og vi er for dårlige til at holde fri. Og fordi vi blander arbejde og fritid sammen, har vi en følelse af, at vi altid er på arbejde. Faktisk er der mange af os, der er kommet så vidt, at vi godt kan finde ud af at arbejde, men ikke af at holde fri. Som Oscar Wilde sagde: ”Arbejde er et tilflugtssted for mennesker, der ikke har noget bedre at foretage sig.”

Og vi er måske nok dårlige til at holde fri. Men til gengæld glæder vi os voldsomt til at gå på pension. Til den helt store pause, der venter os, når vi ikke længere er erhvervsaktive. Men vi burde stoppe op en postgang før. Nemlig efter de 55 år, men inden pensionen. Vi skal tage et fjumreår, mener præst Poul Joachim Stender i en erkendelse af, at livet ikke kan gemmes til senere. Og vi skal ikke altid være målrettede i vores effektive præstationsverden. Vi skal ikke sendes i aktivering. Vi skal sendes i passivering.

Altså skal vi praktisere det tredje bud om at komme hviledagen i hu. Og allerhelst forlænge den til mange måneder, gerne et år, et helt andet sted, gerne uden arbejde. Som det hedder sig hos Poul Joachim Stender: ”Når vi stopper op, er det en hyldest til Gud og livet og skønheden og en mulighed for at mærke efter, hvad man lever for, og for hvem man lever.”

Vi skal med andre ord vove at følge vores drømme, bryde vores vaner og give slip. Vi skal dyrke langsommelighed og lediggang og bevæge os fra det kendte ind i det ukendte. Og vi skal turde holde fri.

Det er tydeligt, at Poul Joachim Stender er smaskforelsket i sin tanke om et fjumreår for voksne, og hans fascination og entusiasme er smittende.

Hans betragtninger over vores moderne og fortravlede liv er på mange måder udmærkede, og det samme er hans bibelske referencer, hans spørgsmål, opråb, praktiske råd og cases. Om end man ikke kan lade være med at sidde med en fornemmelse af, at fjumreåret mest er de privilegerede forundt, selvom Poul Joachim Stender mener, at det blot er et spørgsmål om prioritering.

Men som bogprojekt er ”Stop op” spinkelt. Det bliver sine steder for sloganagtigt, generelt og alt for gentagende.

En god ting kan som bekendt ikke siges tit nok, men her nærmer vi os mætningspunktet, og faktisk er Poul Joachim Stender bedst, når han er helt konkret. Det vil sige i sine cases, hvor der kommer kød og blod bag ordene, hvor der begynder at danne sig billeder i hovedet på læseren, og hvor man begynder at forestille sig, hvordan et fjumreår kunne tage sig ud. Som i historien om Vilhelm, der sælger alt sit jordiske gods, rejser til Tongaøerne og går med bare tæer i strandkanten, eller som i historien om Nielsen, der tager sin familie med til Grækenland, hænger ud i timevis over aftensmaden, høster oliven og øver sig i at lære sange fra de gamle græske værker udenad.