Prøv avisen

Vi skal rumme mørket i familien

"Familien er under pres i dag, og en familie kan være hvad som helst. Det er noget, vi selv skal definere, og det er anstrengende, selvom det selvfølgelig også giver en vis frihed," siger Katrine Marie Guldager. -- Foto: Leif Tuxen.

En familie er ikke kun en nødvendig og tryg social ramme for et barns opvækst. Det er også et sted, hvor jalousi, grådighed og uindfriede behov under overfladen kan vokse sig farlige og ødelæggende, mener forfatter Katrine Marie Guldager. Hun er aktuel med romanen "Ulven", hvor hun endnu en gang undersøger familiens mørke potentiale

Der er glansbilledet af familien, og der er virkeligheden. For de fleste kan vel tale med om, at det et eller andet sted i deres familie ikke skinner så lyserødt, som klicheen lægger op til.

Familien er temaet i flere af forfatter Katrine Marie Guldagers bøger. Både i novellesamlinger og i romaner har hun kredset om familien som social ramme for menneskers tilblivelse, opvækst og udfoldelse.

"Familien er et spændende tema, fordi den er definerende for, hvem vi er, hvordan vi har det, hvem vi bliver, om vi forfølger vores drømme, eller om vi giver op," siger Katrine Marie Guldager.

Siden hendes seneste bog, novellesamlingen "Nu er vi så her", har hun selv stiftet familie og tager imod i den udbyggede etplansvilla på Amager i København. I onsdags udkom hendes seneste bog, romanen "Ulven", som igen har familien som tema. Denne gang er det søskendejalousi mellem de to søskende Henry og Leonora, der er historiens dramatiske omdrejningspunkt. Og modsat hendes seneste bøger foregår "Ulven" ikke i nutiden, men er hensat til tiden under besættelsen og Anden Verdenskrig.

"Romanen kredser meget om mørket i os selv over for lyset, det sorte over for det hvide. Under en krig er tingene som regel meget sort-hvide. Der er venner, og der er fjender. For os, der er født i fredstid, er det ikke altid så entydigt, hvem der er ven, og hvem der er fjende, men for mennesker, der har levet og oplevet krig, er den slags meget entydigt. Jeg tror, at krigens sort-hvide kræfter smitter af på eksempelvis en familie, og derfor fungerer tiden i romanen som en god baggrund for den konflikt," siger hun.

Man fornemmer, når man læser Katrine Marie Guldagers bøger, at familien ikke kun er en nødvendig og tryg social ramme for et menneskes liv, men også et sted, hvor egoisme, jalousi og uindfriede behov gror og vokser sig farlige og ødelæggende.

I hvert fald er det faldgruber, hun giver fiktivt liv i sine romaner og noveller, og som hun synes er de mest interessante sider at beskæftige sig med.

"Da jeg voksede op, så man på det med psykologiens briller på. Altså at man er den, man er, i kraft af de forældre, man har, og de omstændigheder, man vokser op under. Men jo ældre jeg bliver, jo mere synes jeg også, at man har noget, der bare er ens eget. Noget, man har med som en madpakke, et strejf af skæbne. Noget, som hverken har at gøre med familie eller samfund, men som man kan have det lettere eller sværere med afhængig af de omstændigheder, man vokser op under."

"Jeg vil gerne fortælle om den mørke understrøm i en familie, for der er en risiko for, at mørket tager magten fra én, hvis man ikke er opmærksom. Forældre opdrager, så godt de nu kan, og har en uhæmmet stor indflydelse på, hvem man bliver. Samtidig er familien et forpligtet fællesskab. Man kan undslippe dårligdom i et venskab ved at bryde venskabet, og selvom der er mennesker, der helt bryder med deres familie, er det dog sværere og mere omkostningsfyldt at lægge familien helt på is. Netop fordi man på sin vis er tvunget til at være i en familie, er hele den negative side ved at være familie til stede på en helt anden måde, end den er i et venskab. Vi består af både godt og ondt, og vores skyggesider kan ikke skjules i en familie. Det onde har også sin plads."

Og det skal vi lære at leve med, mener Katrine Marie Guldager. For det er ikke noget, man kan ordne hos en psykolog eller læse sig frem til en løsning på i en bog.

"Tag bare de syv dødssynder," siger hun og begynder at remse dem op.

"Grådighed, misundelse og den slags. Det er alt sammen noget, der kan være med til at skabe negative mønstre i en familie, og som man skal holde sig for øje, når man skaber en familie. Man skal passe på med at sladre. Man skal passe på med at skabe forhold, hvor søskende skal kæmpe mod hinanden. Som mor skal man passe på med at føde børn, som man dybest set ikke har lyst til at være mor for. Man skal være varsom med, hvad man gør ved familien, fordi den er så vigtig, og fordi den skaber mennesker. I alle familier lurer de farer, og hvis man ikke anerkender dem eller lærer at tackle dem, kan den negative understrøm tage magten fra folk," siger hun.

Selvom det stærkt rivaliserende søskendeforhold mellem Henry og Leonora udgør romanens egentlige handling, går der mange sider, før vi overhovedet introduceres til de to, ja sågar før de bliver født. Vi introduceres i stedet til Henry og Leonoras forældre, forældrenes forældre og søskende. Til folk på villavejen i Køge, hvor de bor og til andre bipersoner, der har indflydelse på familiens liv.

På et tidspunkt i skriveprocessen tænkte hun, hvad alle bipersonerne egentlig skulle i fortællingen, men hun kunne omvendt ikke tage dem ud. De skulle være med for at give fornemmelsen af et større fællesskab. For alle kommer med noget bagage, som går i arv fra generation til generation, og som påvirker menneskene omkring dem.

"På en måde spejler familien det store samfund med alt, hvad det rummer. I en familie kan eksempelvis medfølelsen over for børnene være vidt forskellig. Når den ene søster forstuver en finger, er alle syge af medfølelse, mens når den anden søster falder ned fra et tag og brækker benet, skal hun høre for, at hun i fremtiden burde tænke sig bedre om."

Sådan synes Katrine Marie Guldager også, at det er i de store sammenhænge.

"Når der dør 5000 mennesker i New York, går vi fuldstændig bagover, mens der hurtigt dør 10.000 mennesker i Afrika, uden at vi overhovedet opdager det. Det er fællesskabets begrænsning. Folks plads i fællesskabet er forskellig, og fællesskaber bygger i en vis forstand på udelukkelse. Man har et fællesskab, fordi nogen er udelukket og har mindre ret end andre. Sådan er det både i en familie og i samfundet. Man lukker nogen ind og udelukker andre."

Katrine Marie Guldager er en blandt flere forfattere, der skriver om familielivets udfordringer og skyggesider i disse år. Og det er måske ikke så underligt, mener hun. For siden familien som fast forankret social struktur gik i opløsning efter 1970?ernes frigørelseskamp, har der ikke været noget billede for nye familier at spejle sig i eller tage afstand fra.

"Familien er under pres i dag, og en familie kan være hvad som helst. Det er noget, vi selv skal definere, og det er anstrengende, selvom det selvfølgelig også giver en vis frihed. Det er, som om den arv, vi har med os, viser os, at alt kan laves om hele tiden. Hvis jeg har en pointe med bogen, så er det nok, at vi skal forsøge at rumme de mørke strukturer i en familie."

duus@k.dk