Prøv avisen

Vi skal se døden i øjnene

Den 46-årige catalanske teater- og operainstruktør Calixto Bieito er til daglig kunstnerisk chef for Teatre Romea i Barcelona. Lige nu er han desuden instruktøren bag forestillingen "Voices" på Betty Nansen Teatret i København. -- Foto: Paco Amate/Teatre Romea.

Det moderne menneske forsøger at undgå alt kendskab til lidelse og død og dyrker i stedet det gnidningsfrie hverdagsliv, mener Calixto Bieito, der er aktuel med det moderne passionsspil "Voices"

Forrest på Betty Nansen Teatrets scene står en modløs, midaldrende mand stiv af skræk, med bævende hænder og et sorgfuldt blik. Han har besluttet at fortælle os sin historie. Selvom der ikke er noget glædeligt ved den.

"Min sygdom har et navn. Jeg har cancer. Kræft," konstaterer han.

"Jeg har kræft. Jeg har kræft. Jeg har kræft," fortsætter han hviskende som for at sikre sig, at det ulykkelige budskab virkelig bliver hørt og forstået af hans omverden.

Mandens monolog – spillet af skuespilleren Flemming Enevold – er begyndelsen på en forestilling om seks personers lidelseshistorie med titlen "Voices". Et moderne passionsspil om et af grundvilkårene i menneskets liv: lidelse og død. For vi lever i en tid, hvor vi fornægter lidelsen og ikke taler om de ting, der faktisk gør ondt, mener en af Europas mest efterspurgte og kontroversielle teater- og operainstruktører Calixto Bieito.

"Lidelse og død er blevet tabu i Europa. Samfundet forsøger at modarbejde lidelse ved at skabe beskyttende bobler omkring befolkningen. I stedet for at se lidelserne i øjnene siger man til folk: ?Du skal ikke lide. Livet er kort, så bare nyd det.? Det er ikke en hensigtsmæssig udvikling," siger Calixto Bieito.

Instruktøren er rejst fra Catalonien til Danmark for at fortælle det danske teaterpublikum, at livet bliver bedre og mere meningsfuldt, hvis man accepterer, at død og lidelse er en naturlig del af tilværelsen. Dermed kan man undgå meget af den depression og angst, der i disse år skyller ind over Europa som en smitsom og uhelbredelig sygdom, mener han.

"Det får naturligvis ikke frygten for døden til at forsvinde helt, men det hjælper os, hvis vi forsøger at forstå døden, taler sammen om den og accepterer den som et grundvilkår i livet," siger han.

Calixto Bieito er en af teaterverdenens både berømte og berygtede instruktører, der er kendt for sine radikale fortolkninger af kendte operaopsætninger. I Danmark fik man for alvor øjnene op for ham i 2001, hvor han instruerede Verdis "Maskeballet" for Det Kongelige Teater. Her sad de sammensvorne på toilet på rad og række og planlagde mordet på den svenske konge. Denne gang vil Calixto Bieito igen overraske og måske ligefrem ryste danskerne lidt i deres grundvold ved at konfrontere dem med seks skæbners lidelser, der bliver spillet og sunget ud over Betty Nansen Teatrets scenekant.

"Da vi fremførte forestillingen ved Facyl-festivalen i Salamanca, var der mange tilskuere, der græd. Jeg blev forbavset, for jeg ønskede jo ikke at skabe noget, der gjorde folk kede af det. Men det viste sig, at folk også græd af glæde. De var lettede over, at nogle af disse tunge følelser blev italesat. Nu må vi se, hvad der sker i København. Men hvis bare publikum går ud af salen med lidt mindre frygt for livet og døden, ville det være fantastisk," siger han.

Tilbage på scenen bliver den kræftramtes lidelseshistorie afløst af en ung mands beretning om, hvordan han mistede troen på Gud, da han – fastholdt under en blå presenning – nær druknede i en swimmingpool. Det kunne lige så godt have været Calixto Bieito, der talte. Han var selv nær druknet i en flod som barn. Og den kræftramte mands dialog, kunne lige så godt være fortalt af Bieitos far, der døde af cancer for fire år siden. Ja, egentlig har døden i grove træk fulgt instruktøren gennem hele livet, ligesom den følger skuespillerne oppe på scenen.

Calixto Bieito mistede sin bedste ven, da han var otte år gammel. De var ude at cykle sammen, da vennen væltede og slog hovedet ned i jorden. Drengene var overbevist om, at de var udødelige, så de cyklede videre i rasende fart. Men dagen efter vågnede vennen aldrig op. Og som 20-årig mistede Calixto Bieito endnu en nær ven, der begik selvmord.

"Det har været hårdt, men oplevelserne har med tiden gjort det nemmere for mig at tale om døden. Så på sin vis er det her også min personlige historie. Det er den mest personlige forestilling, jeg nogensinde har lavet," siger han.

Men er du ikke selv bange for at dø?

"Jo, bestemt. Nogle gange er jeg. Jeg er bange for ikke at være klar til at dø. Og jeg er bange for, at min død vil medføre smerte for mine nærmeste. Jeg har to børn, og jeg ønsker selvfølgelig ikke, at de skal lide. Derfor er jeg bange for at dø for tidligt."

Så det er okay at være bange for at dø?

"Nej, vi skal acceptere døden. For accepten af døden gør os mere levende. Det skaber større livskvalitet, fordi det får os til at sætte pris på livet hver eneste dag," siger han.

Kristeligt Dagblad anmelder "Voices" i avisen i morgen

holtze@k.dk