Lærer og forfatter: ”Vi skal tale sammen om det sunde fællesskab”

Carsten Hjorth Pedersen, leder af Kristent Pædagogisk Institut, giver 20 konkrete idéer til god individualisme og sunde fællesskaber i sin nye bog ”Ethvert menneske er en halvø”

Foto: Privatfoto.
Foto: Privatfoto.

Hvornår og hvordan du fik idéen til din bog?

Tanken kom til mig, da jeg i sommeren for to år siden sad på en bænk i et bibel-camping-telt, og det pludselig slog mig, at der var et behov for at skrive om forholdet mellem individet og fællesskabet. Jeg tænkte, at vi måtte hjælpe hinanden til at få en lidt mindre dominerende individualisme og prøve at finde nogle af vitaminerne i fællesskabet frem igen. Men det var ikke bare mere fællesskab, der manglede. Virkeligheden er, at vi lever i den paradoksale situation, at vi befinder os i en tid, der både er yderst individualistisk og samtidig markant kollektivistisk. Coronakrisen har alt andet lige løftet det her op til overvejelse hos mange. Fællesskabet var ikke så nemt at undvære, som vi troede. Jeg kommer ikke med en løsning, men det kunne være mit store ønske, at vi fik talt mere sammen om den gode individualisme og fællesskabet.

På hvilken måde er din bog blevet anderledes fra den, som du forestillede dig at skrive?

I stedet for en tanke om at vi skal have mindre individualisme og mere fællesskab kom bogen i højere grad til at handle om, at vi skal finde den sunde individualisme og det sunde fællesskab. Denne bog er, modsat flere af mine tidligere udgivelser, ikke decideret religionspædagogisk. Den er bredere i sit sigte, og den går til en problemstilling, som man måske kan sige ligger neden under det religionspædagogiske. Efterhånden som jeg skrev, blev det en meget lavpraktisk bog, og den kom til at samle sig om 20 konkrete idéer til, hvad man kan gøre for at få mere sund individualisme og fællesskab – så den blev knap så teoretisk som mine to foregående bøger. Den er måske skrevet lidt mere spontant fra hjertet end de andre.

Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med bogen?

Sociolog Zygmunt Baumans to bøger ”Fællesskab” (2003) og ”Fagre flydende verden” (2015) har nok været de to stærkeste inspirationskilder. Han sætter ord på individualismen og giver en skarp analyse af den individualiserede samfundsstruktur, som vi har fået i dag, set i forhold til hvad vi havde for 50 eller 100 år tilbage. Derudover har jeg været inspireret af den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, som arbejder med spørgsmålet om fællesskabet fra en mere specifik kristen vinkel.

I ”Bag om bogen” stiller vi en aktuel forfatter tre faste spørgsmål om vedkommendes nye bog.