Over et skinnende scenegulv reflekterer en video af en solopgang sit lys ned på en sammenkrøbet nøgen krop midt på scenen. Med ansigtet vendt mod gulvet er det i det sparsomme scenelys svært at afgøre, om den kvindelige krop på scenen er ung eller gammel, og det er lige præcis meningen.
Koreograf og performer Nønne Mai Svalholms aktuelle forestilling, ”Primus”, handler om det potentiale, mennesket, kroppen og hver ny dag indeholder.
”’Primus’ betyder begyndelse og er den første i en ny trilogi, der handler om skabelse og skabelsesprocesser,” fortæller Nønne Mai Svalholm.
På scenen er 70-årige Sisse Lunøe og Nønne Mai Svalholm selv. Én nøgen og én tildækket, og i lyset fra en ny dags begyndelse viser de to kvinder publikum nye perspektiver på begrebet ”skabelse”.
”I 2015 lavede jeg trilogien ’Rethinking Ageing’, som går forud for ’Primus’. Den handlede om den sidste del af en proces. Om afslutninger og død. Man kan sige, at jeg gennem den nu er kommet frem til begyndelsen. Den handler ikke om alder, den handler om tid,” fortæller Svalholm fra publikumsrækkerne i den mørke sal på Godsbanen, hvor interviewet finder sted, og hvor de sidste prøver til premieren er i fuld gang bag os.
Forestillingen skulle oprindelig have haft premiere i april, men blev aflyst som følge af corona-nedlukningen.
”Under nedlukningen havde jeg tid til at tænke over, hvor meget jeg glædede mig til en ny begyndelse og til at få lov til at spille igen. I den tid tog jeg kontakt til Signe Klejs. Hun er kunstneren bag det aarhusianske værk ’Hesitation of Light’. Hendes værk oplyser hver aften den ikoniske Ringgadebro i Aarhus med en projicering af solnedgangen. Jeg spurgte Signe, om ikke vi skulle have en solopgang på scenen, da jeg mener, at solopgangen har en evne til at sætte mennesket i forhold til resten af verden. Solopgangen understreger, at hver dag rummer et unikt potentiale, og betyder samtidig, at forestillingens lyssætning vil være forskellig til hver forestilling – som et ekko af samme dags morgen,” fortæller hun og vender blikket mod kvinden på gulvet, der er ved at iføre sig en morgenkåbe.
Kvinden er Sisse Lunøe, som indgår i flere af Svalholms værker, og ifølge Nønne Svalholm opstår der noget helt særligt, når de to placeres sammen på scenen.
”Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg har været på scenen. Jeg ikke haft behov for det, men det har jeg nu. Det var, som om jeg havde brug for at udtrykke gennem min krop og mine sanser, hvad begyndelse er. Det var ikke nok at gøre det gennem andres kroppe. Det er derfor også så interessant at være tilbage på scenen med min muse, for det er Sisse. Hun udfordrer konstant mine koreografiske greb og metoder, og så er hun et kæmpe performativt talent med en bred musikalsk baggrund. Hun er mit materiale, som jeg har fået lov til at ælte og forme siden 2015,” siger Nønne Svalholm.
”Jeg var af mange årsager interesseret i en anden krop på scenen, så det blev den ældre krop, og den fik i hvert fald udfordret mig. Jeg syntes, at det var interessant, at vi var to kvinder på scenen med to forskellige aldre. Der er ingen synlige markører, og man kan ikke afkode Sisses alder, når hun ligger ned. Det er et aktivt koreografisk valg.”
Med forestillingen ønsker Svalholm at tilbyde sit publikum muligheden for at være i forskellige tider.
”Man kan se død, man kan se noget på celleniveau. Nogle gange ser jeg planeterne. Der er mulighed for at gå på opdagelse i værket. Når jeg ser på Sisse, så ser jeg nogle gange min mor, og andre gange ser jeg mig selv som gammel. Vi kan gå ind og ud af hinandens aldre. Der er et ansvar i tid, uanset hvilken tid man befinder sig i, og uanset hvilken alder man har, så har man et ansvar for at være opmærksom på det mulige, og man har et ansvar for at være opmærksom på, hvad man giver videre,” understreger Nønne Svalholm.