Vagten ryster bestemt på hovedet. Nej, man må ikke uden videre fotografere i gården. De ikoniske søjler i Københavns Politigård er ellers med i Anders Refns nye storfilm ”De forbandede år”, som han har ventet længe på at lave.
”Længe troede jeg, at det skulle være en tv-serie til DR, efter jeg havde lavet ’Taxa’ med stor seersucces, men sådan gik det ikke. Det var en stor skuffelse, men så fik vi i stedet endelig støtte fra blandt andet TV 2 til at lave den som spillefilm. Og siden er det gået stærkt. Vi startede med at filme den 9. april, og nu har filmen premiere den 9. januar, så det er jo en drægtighedsperiode på præcis ni måneder,” siger Anders Refn om det filmiske ønskebarn, mens vi går ud af politigården, hvor elektronikfabrikanten Karl Skov (spillet af Jesper Christensen) i filmen tydeligt pinligt berørt må hente sin søn, efter sønnen har deltaget i en politisk demonstration mod den tyske besættelse under Anden Verdenskrig.
”Kommer du?”, råber fabrikanten i filmen efter sin forslåede søn, som om han har fået fortjent bank af politiet.
Det er ikke første gang, Anders Refn har filmet her. Politigården var også med i hans prisvindende debutfilm ”Strømer” med Jens Okking i hovedrollen tilbage i 1976, ligesom Anders Refn senere samlede 2,7 millioner danskere omkring ”Een gang strømer...”, da spillefilmen blev til en populær tv-serie.
”Dengang var det umoderne at have politifolk i helterollen. Det skulle hellere være revolutionære folk eller kriminelle,” siger Anders Refn med et hæst grin under sin store kasket, men i hans nye film er politiet altså ikke ligefrem i helterollen. Det er snarere besættelsesmagtens forlængede arm og knytnæve.
”De forbandede år” handler om en dansk rigmandsfamilie, hvis medlemmer reagerer meget forskelligt på den tyske besættelse den 9. april 1940 og de efterfølgende år med samarbejdspolitik og mildt sagt nye tider for de forretningsdrivende i Danmark.
Den patriarkalske far og fabriksejer Karl Skov står i et svært dilemma. På den ene side er han ikke vild med nazisterne, men på den anden side bliver ordrebogen hurtigt tom, da tyskerne kommer til landet, og elektroniksalget til englænderne lukker ned. Og vil han ikke gå konkurs, fyre et hav af familieforsørgende fædre og miste sin egen dejlige patriciervilla på Strandvejen lige ud til Øresund, må han vende blikket mod det tyske marked med det blinde øje til, hvad de nazistiske naboer mod syd kunne finde på at bruge elektronikdele til.
Hans kone, der spilles af Bodil Jørgensen, er i mellemtiden stærkt bekymret for sine jødiske venner, der er blevet sendt tilbage til Tyskland i forskellige ”mønsterlejre”, mens fabrikantens fem børn går hver deres vej i mødet med tyskerne. Den ældste søn, som han har fra et tidligere ægteskab, melder sig ligefrem under Frikorps Danmarks faner, en anden søn søger i al hemmelighed ind i undergrundsmodstandsbevægelsen, andre vil hellere passe studier og musik, mens den rødhårede datter får røde kinder ved synet af en tysk ubådsofficer.
Filmen slutter i 1943, så der er lagt op til en efterfølger, men krige og filmstøtteansøgninger har den ting tilfælles, at man aldrig ved, hvem der vinder dem, før det er helt afgjort.
”Den her film handler om kollaborationen, og hvad den gjorde ved folk. Den næste film, som vi forhåbentlig også får støtte til, kommer til at hedde ’Opgøret’, og den kommer til at handle om selve modstandskampen. Manuskriptet og skuespillerne er i hvert fald klar. Og jeg synes virkelig, at jeg har været heldig med skuespillerne hele vejen rundt. Jesper Christensen og Bodil Jørgensen er begge karakterskuespillere i verdensklasse, og jeg forudser allerede nu, at den unge skuespiller Sara Viktoria Bjerregaard, der spiller fabrikantens datter, bliver en kæmpestor stjerne de kommende år. Hun gør det allerede fremragende på både teater og film, så vent og se,” siger Anders Refn, der har arbejdet sammen med blandt andre Nicole Kidman, Willem Dafoe og en række af verdens andre førende skuespillere som klipper og assisterende instruktør på otte film for Lars von Trier, som han konsekvent kalder ”Lars Trier”, ligesom han selv har fostret en filmskaber i form af sin søn Nicolas Winding Refn.
Men selvom han også selv har været hovedinstruktør på en del anerkendte film, er han ikke bange for at kalde ”De forbandede år” for sin egen mest ambitiøse film til dato:
”Jeg har skrevet filmen sammen med Flemming Quist Møller, som jeg har skrevet mange film sammen med. Og vi har haft det så sjovt sammen, at vi måske også har været svære at være gift med, for vi har arbejdet hele tiden. Jeg har aldrig været arbejdsløs, siden jeg blev færdig fra Filmskolen, men tanken bag denne her film er noget særligt. For jeg syntes aldrig, at man havde fortalt, hvad der egentlig skete under krigen. Jeg er selv født i 1944, så jeg voksede selv op i skyggen af alle de myter om, hvor tapre vi var. I dag rummer enhver familie en historie om en frihedskæmper, men mange af de fortællinger er illusioner og glansbilleder. Og især på film har man tidligere koncentreret sig om de heroiske elementer som ’Drengene fra Sankt Petri’, ’Flammen og Citronen’ og ’Hvidsten gruppen’, men det var meget mere grumset,” siger han og slår ud med hånden:
”I 1940, hvor Danmark blev besat, var der fascister i Portugal, Spanien, Italien og Ungarn. Østrig var lige blevet suget ind i Nazityskland, mens Tjekkoslovakiet også lige blev inhaleret, og Polen havde de også knækket på nogle få uger. Danmark overgav sig på nogle timer. Nordmændene slog lidt igen, men det blev heller ikke til noget særligt, så tyskerne sad på det hele. Frankrig huggede de midt over, og englænderne var fortvivlede, fordi de ikke kunne komme hjem, så det var slet ikke nemt at manøvrere rundt i den nye storpolitiske situation. Så hvad gjorde lille Danmark? Det syntes jeg aldrig, var blevet taget alvorligt på film. Det var jo også lidt skamfuldt, at Danmark dukkede sig, men hvad skulle de ellers have gjort? Og hvad ville vi gøre i dag? Det er da værd at reflektere over.”
Hvad ville du selv have gjort?
”Jeg vil da håbe, at jeg havde været frihedskæmper, men jeg ved det ikke. Min far var kunstner under krigen i et antifascistisk miljø, hvor der ikke var nogen store fans af Hitler, men han havde selv tre små børn, så jeg tror heller ikke, at han syntes, at det var oplagt at sætte livet på spil i modstandskampen. Og sandheden er også, at det var svært at vide, hvad der var rigtigt at gøre. I en periode virkede det jo klogt at samarbejde med de stærke tyskere. Danskerne tjente masser af penge, og folk vidste ikke, hvad der skete i verden, fordi der var så meget misinformation. Det er heller ikke en film, der er ude på at hænge nogen ud.”
Selv kan den danske filminstruktør og manuskriptforfatter faktisk identificere sig med alle karaktererne i den nye film:
”Flemming og jeg laver altid film, hvor alle har deres motiver. Jeg elsker dem alle sammen, også de brodne kar. Jeg synes også, at det er svært at lave film om nogen, man ikke kan lide. Det er heller ikke særlig interessant, hvis man kan dele folk op i gode og onde. Det er mere spændende, når folk skifter status og holdninger. Da Karl Skov skal ind at hente sin søn på politigården, er han stiktosset på ham, samtidig med at han elsker sin søn. Ham tyskeren, som datteren forelsker sig i, er også en sød fyr. Han er bare en ung, glad gut, der møder en smuk, ung dansk pige. Og man glemmer også, at det var det danske politi, der jagede frihedskæmperne i begyndelsen. Det er derfor, jeg mener, at tiden var grumset,” siger han og kigger op mod den gyldne politistjerne, der stritter i alle retninger over politigården.
”Samarbejdspolitikken virkede klog i starten, fordi tyskerne virkede så stærke, indtil krigslykken vendte. Det er derfor, at filmen slutter ved tyskernes tab af Stalingrad. For derfra blev der mere pres på samarbejdspolitikken, så det hele slog en kolbøtte. Det, der var kriminelt i begyndelsen af krigen, blev heroisk til sidst, og det, der virkede fornuftigt i begyndelsen, blev kriminelt til sidst. Det er nemt at glemme, at Frikorps Danmark blev sendt af sted med hornorkester og ’Kong Christian stod ved højen mast’. De troede, at de bare lige skulle tre måneder af sted for at banke russerne og vende tilbage som helte. Sådan gik det jo ikke. Men når man står midt i en tid med en tåge af misinformation, er det aldrig helt nemt at vælge rigtigt i den sidste ende. På den måde ligner det jo også vores egen tid. Og jeg synes, at vi skylder de næste generationer at fortælle historien om dem, der valgte forkert. Vi troede jo også, at nazismen ville dø med Hitler, men nu kommer den så småt tilbage i andre former. Enhver tid rummer sine farer og risici for at vælge forkert.”