10-årige Astrid ligger med let åbne øjne i en sort, ankellang kjole på en divan. En blomsterkrans er bundet om hendes mørkebrune hår, på maven ligger to dukker, og rundt om hendes krop er placeret en ranke af efeublade. Hun holder en buket i sin højre hånd. Med til opstillingen hører også et maleri i forgyldt ramme og en piedestal, hvorpå der er placeret en plante i en bemalet urtepotte.
Scenen er foreviget på et fotografi fra 1890, og det eneste usædvanlige ved billedet er, at Astrid ikke er levende, men kort forinden død af difteritis. Hendes far, den kulturradikale litterat Georg Brandes, tog efter hendes bortgang en hurtig beslutning: Han ville have et fotografi af sin afdøde datter. Den slags var ikke så ligetil i 1890, hvor Astrid Brandes døde. At det lykkedes, skyldtes Georg Brandes’ resolutte valg om at at tage sin afdøde datter med hen på Folketeatret i København, hvor fotograf Frederik Riise netop var i gang med at fotografere skuespillerne til en aktuel reklame.
Under et kort ophold i de optagelser tog han på stedet billedet af den døde pige, og Georg Brandes kunne skrive i sine erindringer, ”Levned”, der udkom i 1908: ”Jeg kørte til en Fotograf for om muligt at få det sidste billede af hende fastholdt. Hans Apparat var på Folketeatret. Kørsel derhen, mens Dagen led og Lyset svandt. Endelig lykkedes det, før Vinter-Dagslyset helt var borte, at få to Plader tagne af hende, som hun lå der pyntet i sin Kjole.”
”I perioden efter 1839, hvor fotografiet blev opfundet, var det almindeligt, at de kongelige fik taget et sidste billede, men også mange private valgte at få taget billeder af deres afdøde pårørende. Senere, efter Første Verdenskrig, oplever vi ikke så mange vidnesbyrd efter den tradition, men nu er den kommet tilbage med fornyet kraft. Vi tager billeder af vores afdøde som aldrig før,” siger historiker og museumsinspektør ved Vejlemuseerne Jannie Uhre Ejstrud.
Hun er forfatter til den nye bog ”Det sidste billede”, der handler om den fotografiske mindekultur i Danmark.
I bogen kan man blandt andre møde Tina og Lars Salomon-Steffensen, der som nybagte forældre til Josefine, der døde under fødslen i 2000, har lavet en mindeside på internettet med billeder af deres afdøde datter. Og man kan læse historien om 29-årige Maria Hansen, der i 1982 døde efter en operation i hjernen og efterfølgende blev iført sin brudekjole og bragt til sin familie i Sønderjylland. Som hun lå der på en sjældent klar januardag, fik hendes svigerinde den indskydelse, at hun måtte forevige den stemning, der på én gang var både sørgelig og smuk. Det blev i den familie startskuddet til en ny tradition, hvor flere familiemedlemmer herefter blev fotograferet som afdøde. Et tredje eksempel i bogen er den kendte entertainer Jodle Birge, der efter sin død i 2004 kunne ses på et foto i Billed-Bladet, hvor han, iført tyrolertøj, lå i en åben kiste.
”Dødslejefotografier er ikke overfladiske skildringer af et menneskes sidste eksistens, før det lægges i graven. De giver mening i vores forhold til døden i det samfund og den kultur, vi lever i. Men det paradoksale er, at fastholdelsen af den døde i et fotografi er et udtryk for både nærvær og distance. I det øjeblik, en pårørende tager sit kamera frem, er vedkommende naturligvis stadig til stede i lokalet, men har samtidig i fotograferingsøjeblikket distanceret sig. Det færdige billede er et dødt objekt forestillende et dødt menneske. Det bliver på en måde dobbelt dødt,” siger Jannie Uhre Ejstrud.
Hendes interesse for emnet begyndte, da hun læste om og så malerier fra de engelske victorianeres fascination af døden, og det udviklede sig efterhånden til en generel interesse for det at mindes de døde med et kamera. Hvad enten det var billeder fra fortidens atelierfotografer eller snapshots taget med en moderne mobiltelefon.
”For mig er det visuelle interessant, fordi det har mulighed for at tale til mange flere mennesker end de skrevne ord. Det gælder både de gamle malerier og foto-grafier, men det gælder i høj grad også i dag, hvor vi færdes på diverse skærme,” siger Jannie Uhre Ejstrud.
Hun erkender, at det er svært at lave statistik om, hvor mange der tager billeder af deres afdøde med mobiltelefonen, da det er noget, de fleste betragter som noget meget privat. Hendes viden om, at fænomenet er stigende, har hun fra samtaler med præster, bedemænd, hospicepersonale og andre, der har med afdøde og deres pårørende at gøre.
”Vi bruger billederne til at erkende døden, men det er lige så meget den handling at tage billedet, der er brugen af det. Det er mit indtryk, at de færreste tager billeder af afdøde frem og kigger på dem eller eventuelt deler det med andre. Dertil er døden stadigvæk en for stor forskrækkelse for de fleste af os. Men døden er en stor begivenhed, og vi har en tradition for at fotografere de store begivenheder. Samtidig er det en måde at foretage en handling på i en situation, hvor man måske ellers kan være lidt handlingslammet,” siger Jannie Uhre Ejstrud og fortsætter:
”Det er i højere grad en spontan handling, end det er et udtryk for en kulturel tradition, sådan som eksempelvis bryllups- og konfirmationsbilleder er. Samtidig er det billeder, som er potentielt konfliktfyldte, fordi der kan være uenighed i familier og blandt pårørende om, hvorvidt det er en god idé at tage billeder af afdøde. Men fra jeg gik i gang med min ph.d.-afhandling i 2004, til nu, hvor bogen er udkommet, kan jeg se en voldsom udvikling i vores åbenhed omkring døden. Døden er blevet meget mindre tabubelagt. I dag er det jo helt almindeligt, at man annoncerer dødsfald på Facebook, mens det stadigvæk ikke er lige så almindeligt at lægge billeder af døde pårørende på de sociale medier.”
Et særligt afsnit i bogen ”Det sidste billede” er helliget døde børn. For når det gælder børn, der er dødfødte, dør umiddelbart efter fødslen eller i deres allerførste leveår, oplever Jannie Uhre Ejstrud, at der gælder særlige normer for fotografering. Her er det blevet en naturlig del af sorgprocessen, at forældre tager billeder af deres døde børn, som de samler i fysiske mindemapper eller lægger ind på mindesider på internettet.
”Det handler om, at den tid, forældrene bruger på at lave mindebøger eller hjemmesider, bliver en måde at tilbringe tid med deres døde børn. Man kan sige, at det bliver en form for samværserstatning. I den forbindelse kan billeder noget andet end et gravsted,” siger Jannie Uhre Ejstrud.
Et andet fænomen er de såkaldte dødsleje-selfies. Altså fotografier, hvor en person har taget et billede af sig selv foran en afdød, en kiste eller et begravelsesoptog. Ifølge Jannie Uhre Ejstrud er det et fænomen, der vokser frem mange steder i verden. I Québec i Canada har en gruppe bedemænd i den anledning set sig nødsaget til at lave en kampagne mod det fænomen, som de finder krænkende over for den afdøde.
I forbindelse med bogen ”Det sidste billede” har Vejle-historikeren helt selvfølgeligt også gjort sig etiske overvejelser om det forsvarlige i at bringe billedet af den afdøde Astrid Brandes og de mange andre døde mennesker i bogen. I forhold til de nulevende pårørende har hun naturligvis fået deres samtykke, men de døde har hun jo ikke kunnet spørge.
”Der er mange mennesker, der i historiske bøger bliver gengivet på fotografier, uden at de er blevet spurgt. Forskellen i min bog er, at her er menneskene døde, så de har ikke kunnet posere eller vise sig selv, som de gerne ville fotograferes. Men formålet med bogen er jo at skabe viden om det her emne, sådan så de folk, der står i det her dagligt, for eksempel hospicepersonale, jordemødre og bedemænd, har en historisk baggrundsviden. Det ville være virkelig svært at give den historiske baggrundsviden uden at vise billederne. Gennem tekster alene vil man aldrig helt kunne vise, hvad det er for en udvikling, der er sket. Så billederne er nødvendige for det oplysende formål, som bogen gerne skulle have,” siger Jannie Uhre Ejstrud.