Prøv avisen
Tidens tegn

Norsk ungdomsserie er tidens bud på den store, moralske fortælling

Med en realistisk målestok for gymnasieliv er serien altså meget selektiv med hensyn til det, den gengiver. Man kan også diskutere, om den overfokuserer på druk og sex. Vores hjemmeboende gymnasieelev fandt serien ”stereotyp” på det punkt og sukkede lidt, når det igen var fredag, og der var dømt ”opvarmning” til fest. Foto: NRK/DR Presse

Den norske tv-serie ”Skam” mestrer den svære kunst at være moralsk og belærende uden at virke sådan

En af de slående ting ved den norske tv-serie ”Skam”, der handler om en gruppe gymnasieelever i nutidens Oslo, er det demonstrative fravær af voksne. I en enkelt scene ser man moderen til pigen Eva, men ellers er forældre fraværende. De har svigtet deres børn, de er ikke til stede i deres liv.

Familier, hvor det ikke er tilfældet, er indtil videre blændet af i serien, mest udpræget med den muslimske pige Sana, som næppe er alene og fortabt i Oslo.

Den eneste voksne, vi ser i flere episoder er skolelægen, som de unge søger til, når de har problemer med uønsket graviditet, søvnløshed og lignende, og hun er afbildet som en meget atypisk voksen. Hun tager lidt fis på de unge og har nærmest status af en komisk biperson. En mærkelig figur i tredje sæson er en kvindelig lærer uden ansigt; man ser kun hendes trøjebeklædte barm, når hun taler. Lærerne er lige så fraværende som forældrene, og skolearbejdet inddrages kun, når det har relevans for de problemer personerne i øvrigt slås med: Noora bliver stresset over en kronikkonkurrence, fordi hun er forpint af sin forelskelse i William; Sana og Isak diskuterer darwinisme i biologitimen med skjulte referencer til hans homoseksualitet, som hun er på sporet af.

Med en realistisk målestok for gymnasieliv er serien altså meget selektiv med hensyn til det, den gengiver. Man kan også diskutere, om den overfokuserer på druk og sex. Vores hjemmeboende gymnasieelev fandt serien ”stereotyp” på det punkt og sukkede lidt, når det igen var fredag, og der var dømt ”opvarmning” til fest.

”Skam” går til virkeligheden med nogle bestemte greb, og det er der ingen grund til at gøre en stor, kritisk og afslørende pointe ud af. For sådan er det med fiktion, også når den virker mest realistisk. Den må altid lægge til og trække fra for at få fremkaldt et livsbillede.

Da jeg første gang læste om ”Skam”, fik jeg nærmest indtryk af virkelige gymnasieelever, der gik rundt og filmede hinanden med håndholdt kamera, og derfor blev jeg overrasket, da jeg så første sæson. Jeg havde forventet noget grimt og skramlet, men selvom jeg normalt er stæreblind over for den slags, sprang de overdådigt smukt afstemte farver mig i øjnene. Og var det ikke kommende Hollywood-stjerner, vi så? Eva lignende en ung Liv Ullmann.

Men serien virker utroligt ægte. Fraværet af forældre, lærere og lektier/arbejde giver os en stærk fornemmelse af at være i øjenhøjde med de unges interpersonelle liv; det er mellem dem, at alt udspilles og afgøres.

Serien udnytter fermt de sociale medier og føjer dem naturligt ind i handlingen, fordi personerne hele tiden skriver beskeder til hinanden og på tidstypisk vis kan være to steder på en gang, på det fysiske sted og i den digitale kommunikation, ofte med potentielt pinlige sammenstød mellem de to verdener.

Dertil kommer selvfølgelig hele det digitale ledsage-univers med fanfora og kollektiv medleven i serien, som den skrider frem.

”Skam” er på det tematiske plan en meget positiv og opbyggelig serie. Personerne må konfrontere en række problemer: venindesvigt, ulykkelig forelskelse, spiseforstyrrelser, trusler om hævnporno – men moralen er hver gang, at man ikke skal gå alene med det. Man skal fortælle om det, man skal gå til de andre, til vennerne (og måske til nød en excentrisk skolelæge), og så vil de hjælpe og støtte, for alt er kærlighed (alt er love), som et motto i serien hedder.

Man kan bemærke, at seriens moral fastholder det horisontale niveau: alt afgøres mellem de unge, der er ikke nogle vertikale autoriteter der står klar til at byde ind. De unge er overladt til sig selv, og de klarer den! På den måde er ”Skam” måske ikke så langt fra actionprægede film om udsat ungdom som ”The Hunger Games”.

På et koncept-papir ville budskabet i ”Skam” lyde forfærdeligt klægt og sentimentalt, men serien kommer aldrig til at virke sådan, fordi den er så ”ægte” (læs: velfortalt, velspillet, velinstrueret, velkonciperet). Det er noget af en bedrift.

Vi lever på mange måder i barske tider, men ”Skam” er et bud på den store, moralske fortælling. Om alt så virkelig er love, må de unge evaluere senere i livet.