På Klokkebjerg plejehjem tror man på et liv før og efter døden

Plejehjemmenes kulturhistorie går over 100 år tilbage, og den måde, vi kender dem på i dag, tog først form i 1970’erne. Et af plejehjemmene er Klokkebjerg, der Grundlovsdag fylder 50 år

Livet før døden skal være så fuldt og rigt som muligt, mener forstanderen på Klokkebjerg. Han og hustruen ser det som deres opgave at skabe rammerne for, at livet netop kan blive det.– Foto: Liv Høybye Jeppesen.
Livet før døden skal være så fuldt og rigt som muligt, mener forstanderen på Klokkebjerg. Han og hustruen ser det som deres opgave at skabe rammerne for, at livet netop kan blive det.– Foto: Liv Høybye Jeppesen.

En efter en ankommer beboerne til opholdsstuen på plejehjemmet Klokkebjerg i Skjern. Solen står ind gennem vinduerne i det store rum, der er et af husets hjertekamre. Herfra strømmer den daglige andagt ud gennem et sindrigt system, så alle 65 beboere kan høre Guds ord gennem en fjernsynskanal i deres stue. Særligt mens coronakrisen var på sit højeste, og ingen beboere måtte møde op i opholdsstuen, var andagten i de små hjem et fast holdepunkt.

”Et lys til trøst og opmuntring,” udtrykker Else Margit Petersen, der har boet på plejehjemmet med sin mand i et år.

Nu er der løsnet op for de strengeste af coronareglerne, og denne formiddag indfinder 11 beboere sig i opholdsstuen for at opleve andagten ansigt til ansigt med forstander Ove Nielsen, der er fast mand bag mikrofonen. Det har han efterhånden været i de 24 år, han og hustruen, Jytte Nielsen, har varetaget arbejdet som forstandere for plejehjemmet, der er en selvejende institution med et luthersk missionsk grundlag. Grundlovsdag fylder Klokkebjerg 50 år.

”Vi tror på et liv før og efter døden,” siger forstander Ove Nielsen og understreger, at livet før døden skal være så fuldt og rigt som muligt. Og på Klokkebjerg ser han og hustruen det som deres opgave at skabe rammerne for, at livet netop kan blive det.

”Det handler i sidste ende om beboernes livskvalitet og selvbestemmelse. Det er det væsentlige for os, og vi forsøger at skabe muligheden for, at de, der bor her, kan fortsætte med at have en rytme i deres liv, når de kommer hertil. For vi ser et tydeligt billede på, at de beboere, som formår at skabe og indgå i en daglig rytme, også er dem, der får det bedste liv på Klokkebjerg.”

Det er ikke nemt at flytte på plejehjem. Det er en livsomvæltende begivenhed og et alvorligt anliggende at falde til i det hjem, som med overvejende sandsynlighed også bliver det sidste.

Gudrun Jensen på 96 år har også fundet sig en stol til dagens andagt. Hun flyttede til plejehjemmet fra Møldrup for et år siden.

”Når jeg nu skulle på plejehjem, kunne det ikke være bedre end her. Det er en stor omvæltning, og mit hjerte er stadig i Møldrup. Aktivitetsstuen betyder alt for mig, for jeg skal gerne have noget mellem hænderne. Jeg frygtede ikke at komme på plejehjem, men man ved godt, at det er det sidste sted,” siger hun.

”Det er en stor omvæltning, og mit hjerte er stadig i Møldrup. Aktivitetsstuen betyder alt for mig, for jeg skal gerne have noget mellem hænderne. Det særlige ved Klokkebjerg er den kristne tone. Her er andagt og sang,” siger Gudrun Jensen, der har boet på plejehjemmet siden marts 2019.
”Det er en stor omvæltning, og mit hjerte er stadig i Møldrup. Aktivitetsstuen betyder alt for mig, for jeg skal gerne have noget mellem hænderne. Det særlige ved Klokkebjerg er den kristne tone. Her er andagt og sang,” siger Gudrun Jensen, der har boet på plejehjemmet siden marts 2019.

Aktivitetsstuen på Klokkebjerg er stedets andet hjertekammer. Mange beboere har deres daglige gang her, og aktiviteterne skaber en struktur – det rytmiske hjerteslag i hverdagen, der er så afgørende for livskvaliteten. Også på et plejehjem. Som tredje generation af forstanderpar på Klokkebjerg er Jytte og Ove Nielsen et efterhånden sjældent og unikt syn i en plejehjemsverden, der i de seneste årtier har bølget frem og tilbage mellem at være plejehjem med forstandere og plejecentre med ledere. Forskelligt fra kommune til kommune og fra år til år. En bevægelse mellem det institutionaliserede og det hjemlige. På Klokkebjerg har der aldrig været vaklen.

”Det er et plejehjem med streg under hjem,” siger Jytte Nielsen.

I det daglige agerer hun husmor og sørger for, at der er pænt og ryddeligt – ”for det vil man jo også gøre i sit eget hjem”.

Lejlighederne blev i 2004 udvidet fra at være etværelsestil toværelsesboliger. En, der fulgte renoveringen på nært hold, var Jytte og Ove Nielsens søn Lars.

”Han var mere interesseret i, hvad der foregik her end i skolen,” husker Ove Nielsen og smiler tværs over bordet til sin hustru.

Parrets fire børn er vokset op med Klokkebjerg, og familien har holdt juleaften på plejehjemmet i alle årene. I dag er Lars tømrer, og da datteren Louise fik sin egen familie, var det ikke let at bryde juletraditionen, som var stærkt forankret med fælles borddækning og julegudstjeneste på Klokkebjerg den 23. december. Forstanderparret ved godt, at det er usædvanligt, men som Ove Nielsen siger, så ”har det været vores tilgang til det. Og er det vigtigt, vi er her juleaften? Ja, det tror jeg, det er. Det er den måde, det fungerer for os.”

Anders Toft Andersen er født i oplandsbyen Borris uden for Skjern. Han flyttede hertil med sin hustru, der døde kort tid efter, parret flyttede ind. Den pensionerede landmand sætter stor pris på det nærvær, som Jytte og Ove Nielsen beskriver så selvfølgeligt.

”Jeg har aldrig drømt om, at jeg kunne have det så godt på mine gamle dage, som jeg har fået det her,” siger han gennem ruden i det interimistisk indrettede coronabesøgsrum.

Anders Toft Andersen har sin daglige gang i aktivitetsstuen, hvor han væver. Mens coronakrisen var på sit højeste, var også aktiviteterne her lukket ned. I stedet bragte aktivitetsmedarbejderne sysler rundt til boligerne, så beboerne kunne fortsætte deres vante rutiner med håndarbejde. – Foto: Liv Høybye Jeppesen.
Anders Toft Andersen har sin daglige gang i aktivitetsstuen, hvor han væver. Mens coronakrisen var på sit højeste, var også aktiviteterne her lukket ned. I stedet bragte aktivitetsmedarbejderne sysler rundt til boligerne, så beboerne kunne fortsætte deres vante rutiner med håndarbejde. – Foto: Liv Høybye Jeppesen.

”Før tænkte jeg, at det kun var gamle folk, der kommer på plejehjem. Det er dog noget beskedent med nye bekendtskaber her. Der er mange demente. Vi har pigerne, vi kan snakke med. Og Ove. Jeg kan næsten ikke forestille mig Klokkebjerg uden Ove,” afslutter Anders Toft Andersen, der efter morgenandagten sidder ved væven i aktivitetsstuen. Her gentager han forsætligt sig selv.

”Jeg vil lige understrege, at Ove og Jytte gør et fantastisk stykke arbejde.”

Anders Toft Andersen rammer hovedet på sømmet, når det kommer til de nye bekendtskaber. Jytte og Ove Nielsen siger samstemmende, at en af de største bekymringer, de møder hos kommende beboere, er, om alle andre vil være hårdt ramt af demens. Og der er da sket en udvikling, medgiver de. For folk bliver ældre og ældre og dårligere og dårligere, før de kommer på plejehjem. Og det stigende antal demente stiller nye krav til plejehjemmene.

”Det er en udfordring, vi som samfund står over for,” siger Ove Nielsen.

Han er dog ikke overbevist om, at forstanderparret bliver dem, der lige finder en løsning på dét problem. Selvom de to har udgjort et fast fundament på Klokkebjerg i 24 år nu, har de netop været her i 24 år.

”Bagkanten er til at få øje på – jeg er 64 år, og Jytte bliver 63 til sommer. Det er ikke sikkert, at der kommer et forstanderpar efter os. Jeg tror, at kulturen og holdningen er ændret. Man vil måske sige, at det er yt med sådan et job som vores. Jeg tror, at man har bevæget sig væk fra det hjemlige. Helt grundlæggende.”

”De to forstanderpar før os boede på plejehjemmet,” indskyder Jytte Nielsen.

”Det har vi aldrig gjort,” fortsætter Ove Nielsen.

”Vi bor 900 meter længere nede ad Klostervej, så når vi ikke er her, så er vi væk. Men på det anden side er vi ikke længere væk, end det tager syv minutter at cykle herop. Og i dag er det blevet sådan, synes jeg, at man nærmest ikke må bo i den by, man er leder i. Man skal helst bo 50 kilometer væk. For at det skal give mening at være leder her, i min optik, så bør man bo i byen og være en del af lokalsamfundet. Det mener jeg er vigtigt.”

Forstander Ove Nielsen holder andagt, mens leder af aktivitetsstuen Ingrid Vestergård spiller til. Ingrid Vestergård har været på Klokkebjerg i 38 år, siden 1982 og har arbejdet under alle tre forstanderpar på plejehjemmet. – Foto: Liv Høybye Jeppesen.
Forstander Ove Nielsen holder andagt, mens leder af aktivitetsstuen Ingrid Vestergård spiller til. Ingrid Vestergård har været på Klokkebjerg i 38 år, siden 1982 og har arbejdet under alle tre forstanderpar på plejehjemmet. – Foto: Liv Høybye Jeppesen.

Klokken nærmer sig 10, og Ove Nielsen afbryder talestrømmen. Det er tid til morgenandagt. I den modsatte ende af opholdsstuen sidder menigheden på 11 mand klar. De snakker om at være blevet langhårede i coronatiden. Karen Kirstine Schou på 94 år savner ud over sine børn, børnebørn og oldebørn sin faste frisør, der har krøllet hendes hår gennem de sidste 30 år og er som familie for hende.

Så går han i gang, Ove Nielsen. Han byder velkommen til de fremmødte og til beboerne i deres boliger. Efter et kvarter afslutter han andagten ved at bede Jesus sætte sin englevagt omkring plejehjemmet i en svær tid med corona. Efterfulgt af et Fadervor i fællesskab.