Han var så sød og elskelig.
Sød og elskelig er de to ord, Ruth Berner flere gange gentager, når hun skal beskrive, hvordan Kim Malthe-Bruun var. For hele Danmark blev han et ikon og et af de navne, flest vil huske i forbindelse med den danske modstandskamp under besættelsen. For Ruth Berner var han en bror, en sød og elskelig bror, der døde, bare 21 år gammel.
Hun tager rank og smilende imod i døren:
Nu skal jeg tage Deres frakke.
LÆS OGSÅ: Ofre for Anden Verdenskrig mindet
For Ruth Berner føles det at sige De til fremmede lige så naturligt som at trække vejret. Hun er totalt usnobbet og gør det ikke for at lægge afstand, men hun er 86 år, og sådan har det altså bare altid været for hende. Siden barndommen har hun været en del af det bedre borgerskab i Danmark, er kommet på mange slotte og herregårde og blev selv slotsfrue, da hun i 1952 giftede sig med Henrik Alexander Berner, der var arving til Clausholm Slot ved byen Voldum tæt på Randers.
I dag er det parrets ældste søn, Kim Berner, opkaldt efter den kendte morbror, der huserer på slottet. Henrik Berner, der er 94 år, pensionerede sig selv for mere end 20 år siden og indrettede sig sammen med Ruth i et aftægtshus, den tidligere gartnerbolig, der ligger i tilknytning til slottet og lige ud til den imponerende barokpark, der omgiver det.
Den ældre eks-slotsejer, der af Dronningen er udnævnt til kammerherre, serverer te og krydderkage med smør.
Hvor er du dog huslig, min ven, bemærker Ruth Berner og sender den mand, hun i sommer fejrede diamantbryllup med, et kærligt blik.
Der er lunt i deres stue på flere måder. Vi har anbragt os i et lyseblåt sofaarrangement, der ser ud til at være noget af det nyeste, der er i stuen. Antikviteterne står tæt, og væggene er fyldt med gamle malerier, de fleste portrætter af personer, der kan placeres tilbage blandt familiens aner. På småborde, hylder og vindueskarme er der godt fyldt op med fotografier, mest bryllupsbilleder og billeder af de 6 børn, 14 børnebørn og 5 oldebørn.
Foruden traktementet er Henrik Berner også leveringsdygtig i de årstal, som det indimellem kan knibe for Ruth Berner at huske. Derudover er der dog ikke noget i vejen med hendes hukommelse, og ikke mindst de for hendes familie dramatiske besættelsesår står tydeligt prentet. Den 6. april 1945, altså blot en måned før krigens afslutning, blev en særlig tung dag.
Jeg var dengang 19 år og havde fået logi på en fynsk herregård, fordi det var for farligt for mig at være i København. Den 6. april ringer min mor og beder om, at vi mødes på Hotel Astoria i København. Da jeg ankom, var der allerede en del mennesker, blandt andre min morfar, min tante Nitte og Kims forlovede, Hanne. Mor fortæller os så, at Kim er blevet dømt til døden ved den tyske krigsret i Danmark. Vi bliver selvfølgelig chokerede og ulykkelige, men min morfar tager straks af sted til tyskernes hovedkvarter, Dagmarhus, for at forsøge at få Kim benådet. Han taler her med den tyske Gestapo-leder, Günther Pancke, der lover ham, at der ikke vil ske noget med hans barnebarn. Men da min morfar kommer tilbage, er vi alle i dyb sorg, for da har vi fået at vide, at Kim var blevet skudt klokken fem om morgenen samme dag.
Ruth Berner har tydeligvis fortalt denne historie før og har ikke svært ved at finde ordene. Alligevel sænker hun blikket et øjeblik og siger så:
Men det er jo så mange år siden.
Ja, det er mange år siden, men Kim Malthe-Bruun står stadig tydeligt i manges erindring. Igennem hans breve og dagbogsnotater, der første gang blev udgivet i slutningen af 1945 og siden er kommet i adskillige udgaver og er oversat til udgivelse i 11 lande, føler vi næsten, vi kender ham. I den kommende uge udkommer hans skriverier i et helt ny udgave med fotos, der ikke tidligere har været offentliggjort, og med forord af lillesøsteren, Ruth Berner.
Det glæder mig meget, at den nu udkommer igen. Engang var den pensum i skolen, og det kan jo være, den kan blive det igen, siger Ruth Berner.
Kim Malthe-Bruun skrev lange breve hjem til sin mor og søster, til sin tante Nitte og ikke mindst til sin elskede Hanne. Det begyndte i 1941, da han som 17-årig stod til søs og blandt andet i flere måneder var frosset inde i Finland. Senere skrev han fra Vestre Fængsel, hvor han sad efter at være blevet taget af tyskerne for illegale aktiviteter.
Allerede den 13. maj 1945 bragte Berlingske Tidende fire af Kims breve, og Kims mor, Vibeke Malthe-Bruun, fik mange henvendelser fra læsere, der var rørt over brevene og gerne ville læse mere.
Min mor blev kontaktet af litteraten Johannes Lehmann, der ønskede at udgive brevene, men i begyndelsen var hun ikke begejstret ved tanken. Hun var bange for at blive beskyldt for at ville tjene penge på sin søns død. Men efterhånden blev hun overbevist om deres litterære kvalitet, og hun endte med at opfatte udgivelsen som en stor gave, fortæller Ruth Berner.
Kim og Ruth blev født med to et halvt års mellemrum, og indtil de var henholdsvis ni og syv år, voksede de op ved Saskatchewanfloden ved Edmonton i Canada. Deres mor, Vibeke Malthe-Bruun, havde et år før Kims fødsel forladt Danmark for at følge sin kæreste, der var udvandret til det store land. De to blev gift på rådhuset i Edmonton og skabte deres lille familie og et levebrød ved at dyrke et stykke jord.
Det var en meget kold og barsk egn. En vinter måtte vi have hesten og koen ind i huset om natten, for at de ikke skulle fryse ihjel, siger Ruth Berner, der også husker, at hun og Kim skulle ride en time hver vej for at nå frem til skolen.
Eventyret i Canada var i længden for barsk for mor, så hun besluttede at tage os med tilbage til Danmark, og mine forældre blev skilt. Men jeg tror, at Kim ved sine første leveår i Canada fik indpodet en stor glæde ved at være i naturen.
Helt let var det heller ikke at komme hjem til Danmark. Hverken Kim eller Ruth talte dansk, og selvom lærere i den københavnske skole, de kom i, forsøgte at tale engelsk til dem i begyndelsen, forstod de ikke, hvad de sagde.
Vi havde heller ikke mange penge, og om vinteren var det sommetider så koldt i vores lejlighed, at jeg kunne knække is af min dyne, fordi jeg havde åndet på den i løbet af natten, husker Ruth Berner.
De to børn fandt blandt andet et fristed hos deres mors kusine Anna Ida Bruun, kaldet Nitte. Hun boede på Løndal Gods ved Brædstrup i Midtjylland, og her tilbragte Kim og Ruth alle deres ferier. Kim havde et særligt nært, næsten åndeligt, forhold til sin tante, og brevene til hende fylder i bogen.
Mest af alt fylder dog brevene til Hanne, som Kim forelskede sig i ved et skolebal i foråret 1941, og som han troligt skrev til helt frem til den 4. april 1945. Det sidste brev blev et afskedsbrev, skrevet to dage før han blev henrettet af tyskerne. I det står der blandt andet: Du føler en skæren i sindet, det er sorgen, siger man, men Hanne, se længere, vi skal dø, og om jeg sover hen lidt før eller senere, det kan hverken du eller jeg sige, om det er godt eller ondt.
Ruth Berner bevarede i mange år forbindelsen med Hanne, der blev gift med en svensk mand og bosatte sig i Helsingborg.
Familien vidste godt, at Kim Malthe-Bruun var frihedskæmper, så de blev ikke overraskede, da han blev hentet af tyskerne i december 1944. Men tyskerne havde også kig på resten af familien. Moderen, Vibeke Malthe-Bruun, tog del i modstandskampen blandt andet som kurer og måtte gå under jorden. Samme aften som hun forlod hjemmet, kom tyskerne.
Jeg lå på mit værelse med feber den aften, og tyskerne råbte flere gange, om der var nogen. Jeg holdt naturligvis min mund, og selvom tyskerne sad i stuen, lykkedes det mig hen ad morgenen at slippe væk. Jeg havde bare natkjole, kimono og gummistøvler på, og det var altså en bidende kold februardag, fortæller Ruth Berner og tilføjer:
Vi var bange hele tiden, men den nat var jeg for alvor bange.
Hun gik ind i et hus, hvor der boede nogle mennesker, hun tidligere havde gået i skole med, og de fik hende indlagt på Skt. Lukasstiftelsen, hvor en overlæge kendte familien Malthe-Bruun. Nogle dage efter kom Ruth Berner så til Fyn, hvor hun var frem til befrielsen.
På Skt. Lukasstiftelsens Børnehjem fik hun senere en uddannelse som barneplejerske og arbejdede derefter nogle år i England og Frankrig. I 1952 blev hun gift med Henrik Berner, og de flyttede i 1960erne permanent ind på Clausholm Slot, hvor Ruth Berner selv har taget praktisk del i en omfattende restaurering.
Ægteparret går stadig mindst én daglig tur i parken, og de er med Henrik Berners ord komplet lykkelige.
Ruth Berner tænker af og til med vemod på sin elskelige storebror. Men mest af alt er hun stolt af, hvad han gjorde, og hvad han skrev, og hun glæder sig over, at der nu, endnu en gang, er kommet en ny bog ud af det.
Kim. Kim Malthe-Bruuns dagbog og breve 1941-1945 udkommer den 24. oktober på Kristeligt Dagblads Forlag