Erling Jepsens far havde en schæferhund. Den var Sønderjyllands førende og overgik enhver dresseret politihund. Alt, hvad faderen sagde, adlød den, og den fik hurtigt tilnavnet min lille dreng. En dag sagde Erling Jepsen til sin far, at den så syg ud.
Hunden overhalede mig, og jeg blev jaloux. Den fik al den opmærksomhed og kærlighed, som vi børn aldrig fik. Den så ikke spor syg ud, men jeg sagde det for at skade min far og gøre ham urolig. 14 dage efter døde den. Far græd som pisket, og min mor trøstede ham med ordene det var da værre, hvis det var et af vores børn, men han svarede ikke, og jeg tror faktisk ikke, han var enig, siger Erling Jepsen.
LÆS OGSÅ: "Så længe der er vrede, er der håb"
Med et venligt og tillidsvækkende smil tager han imod i sin toværelses lejlighed på Amager. Interviewet foregår på rigsdansk, selvom vi begge er sønderjyder, for hvis Erling Jepsen taler med sin dialekt i længere tid ad gangen, sniger ubehaget fra barndommens egn sig ind på ham. Den barndom, som det nye teaterstykke M.O.J.N på Bådteatret i København kredser om.
I stykket følger vi en dag i Erling Jepsens liv, og handlingen udspiller sig i toget, hvor forældrene er på vej til København. De skal besøge deres søn, som er indlagt på psykiatrisk hospital, fordi han er begyndt at opføre sig som en hund.
Erling Jepsen var flygtet fra barndomshjemmet i Gram, hvor hans søster var offer for faderens seksuelle overgreb, og hele familien var underlagt hans psykiske nerver. Et hjem, hvor faderen kuede børnene, men forgudede sin schæferhund.
Igennem sit forfatterskab og særligt med romanerne Kunsten at græde i kor og Frygtelig lykkelig har Erling Jepsen kredset om barndommens rædsler, og han har altid forsøgt at forsone sig med dem og tilgive sin far. Han har endda forsvaret sine forældre, men det er han nu holdt op med.
Jeg har forsøgt at vende den anden kind til mine forældres svigt og tilgive dem, men jeg tror, jeg nu er kommet frem til, at der er nogle ting, der ikke skal tilgives. Jeg har altid tænkt, at en kærlighed på visse betingelser var uendeligt mere værd end ingen. Det tager lang tid at komme dertil, hvor jeg erkender, at jeg ikke fik den kærlighed, jeg higede efter, siger han.
I Erling Jepsens indremissionske barndomshjem skulle man gøre sig fortjent til at blive elsket, og livet var ikke en gave, men tværtimod en opgave. At være sat på jorden var en prøvelse, og man kunne aldrig vide sig sikker på at være elsket, fortæller han. Det mørke livssyn, som forældrene repræsenterede, har præget Erling Jepsen lige siden. Når nogen har spurgt ham, om han tror på Gud, har svaret altid været nej.
Sandheden er, at jeg er bange for ham. Vi lærte hjemmefra, at vi ikke var Guds børn. I skolen og hos vores grundtvigianske præst lærte jeg derimod, at livet er en gave, som vi har fået fra Gud. Han sagde, at livet er noget, vi har fået uden at skulle gøre os fortjent til det, men det mente min far var helt galt afmarcheret, siger Erling Jepsen.
For ham har der altid været et lighedstegn mellem faderen og Gud. Faderen var en velset taler i de indremissionske kredse, og han havde stor magt over folks følelser. Når Erling Jepsen var syg som barn, eller når han drømte og talte i vildelse, kom faderen ind og satte sig på sengekanten og talte med ham. På den måde fik han indblik i sønnens fantasier, drømme og underbevidsthed. Når han vågnede, så faderen ofte trist ud.
Jeg har først senere forstået, hvor stort et overgreb det var. Far havde styr på mine inderste tanker, og jeg var fuldstændig forsvarsløs. Han var som en gud, der ser alt. Det bekræftede, at jeg var rigtig beskidt indeni, som far også altid har sagt, siger Erling Jepsen med lav stemme.
En dag foldede han hænderne for at bede Gud om at beskytte ham imod faderen, men den kristne tro har han altid forbundet med sin far. Han styrede familien som en gud, og enten var man for ham, eller også var man imod ham. Alligevel har Erling Jepsen i sit voksne liv opsøgt troen.
For første gang nogensinde vil jeg gerne have den religiøse dimension med i livet. Jeg fik for nylig et voldsomt ønske om at få Guds anerkendelse og få ham til at skrive under på, at jeg har lov til at være her på jorden, for det føler jeg ikke, at jeg har, siger han og vender blikket ned i bordet.
Til januar bliver Erling Jepsens bog Biroller filmatiseret, og han har også et teaterstykke på vej på Det Kongelige Teater. Begge handler om barndommen, men fremover vil Erling Jepsen fokusere på verden uden for Sønderjylland. Han har derfor planer om at skrive en ny bog, som skal udspille sig i tiden efter, at han flyttede fra familien. Indtil nu har han fundet en energi i at fortsætte konkurrencen mod faderen, forklarer han. Men nu vil han forsøge at ignorere ham både privat og som forfatter.
Det er forfærdeligt, at et menneskes liv skal blive ødelagt af de forældre, man nu engang har fået. Verden kan godt være vidunderlig alligevel, og mon ikke alle på et tidspunkt kommer ud i en smukkere verden, end de hidtil har kendt? spørger Erling Jepsen.
Er du kommet det?
Jeg tror det ikke helt, siger han med et smil, der ikke når øjnene.
Teaterstykket M.O.J.N. kan ses på Bådteatret i København frem til den 17. december.