Film om Goebbels’ sekretær efterlader én moralsk og menneskeligt flosset

”Et tysk liv” efterlader én moralsk og menneskeligt flosset. Glem aldrig holocaust, skriger den sublimt komponerede dokumentar lavmælt

”De fleste vil i dag sige, at de ville have gjort mere for de stakkels jøder. Jeg tror virkelig, alle mener det oprigtigt. Men de ville heller ikke have gjort det,” siger Brunhilde Pomsel, der var sekretær for Goebbels i Nazityskland, i den barske dokumentar. –
”De fleste vil i dag sige, at de ville have gjort mere for de stakkels jøder. Jeg tror virkelig, alle mener det oprigtigt. Men de ville heller ikke have gjort det,” siger Brunhilde Pomsel, der var sekretær for Goebbels i Nazityskland, i den barske dokumentar. – . Foto: Camera Films.

”De fleste vil i dag sige, at de ville have gjort mere for de stakkels jøder. Jeg tror virkelig, alle mener det oprigtigt. Men de ville heller ikke have gjort det. Vores verden var en stor koncentrationslejr.” Sådan siger den 103-årige Brunhilde Pomsel sådan cirka halvvejs i den både beherskede og umanerligt barske tyske dokumentar ”Et tysk liv – Goebbels’ sekretær”, der sætter fokus på holocaust.

Erindrings-iscenesættelsen er ikke en intellektuel afsøgning af ondskabens banalitet med referencer til filosoffer og tænkere. Den konstant krævende dokumentar er en småborgerlig tysk kvindes egen fortælling om, hvordan et menneske, et medmenneske, dag for dag tog et skridt nærmere Førerens bunker i krigens sidste dage.

Brunhilde Pomsel var stenograf og sekretær for den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels. ”En nydelig, beleven mand. Ikke så høj, men stadig flot.” Sådan beskriver Pomsel en af Anden Verdenskrigs værste umennesker.

”Alle tror, at vi alle sammen vidste alting, men vi vidste ingenting.” Og her sidder man så, over for Pomsel, på vagt, nysgerrig og indlevende, men også motivforskende. Hvordan kan hun omtale Goebbels på den måde? Set med vor videns briller, i bagklogskabens skræmmende skær, er det jo absurd. Men Pomsel går ind i tiden, genbesøger den naive, ambitiøse pige, hun var. Pigen, der havde svært ved at få en mand. Pigen, der måtte forsørge sig selv, elskede pomp og pragt og alt, hvad penge kunne købe.

”Til syvende og sidst tænkte jeg kun på mig selv og min skæbne.” Tænk at turde vedstå sig sådan en ærlighed. Ikke forsøge at pynte på sig selv. Set fra vores tid, hvor vi både dømmer hinanden og vores forfædre med en uhørt nidkærhed, er Pomsels monolog fuldstændig fremmed.

”Et tysk liv - Goebbels’ sekretær” er en konstant krævende film. Den påkalder sig stillingtagen. Og hvis man tør slippe motivforskningen, give slip og give sig hen, åbner dokumentaren op for en omvæltende moralsk indlevelse i den medløbende bøddels motiver.

Iscenesættelsen af Pomsels erindringer i ”Et tysk liv – Goebbels’ sekretær” er intet mindre end formidabelt forløst. I de første indstillinger kredser kameraet om det ældede ansigt, om et lille liv skåret ind i huden. Rynker, der graver sig ned gennem historien og erindringer, som strækker sig helt tilbage til Første Verdenskrigs første dage.

Holdt i sort-hvid, med et fuldstændigt fravær af forstyrrende musik, bliver Pomsel aldrig afbrudt. De 30 timers optagelser med hende er nedredigeret til to helt uden spørgsmål. Hun har det samme tøj på, intet ændrer sig. Ordene er det eneste vigtige.

Hendes monolog bliver brudt af Goebbels-citater, hvide på sort baggrund, lydløse, som det berømte ”Vil I have den totale krig?”. Citaterne er eminent doseret. Pomsels fortælling dysser én ind i hendes liv, hendes tid, men citaterne river én ud af empatien. Uhyrlighederne skærer sig ind i normaliteten.

Det er ikke kun lydløse Goebbels-citater, der får lov til at afbryde Brunhilde Pomsel. 10-12 klip fra krigens tid bliver sat ind, tilsyneladende uden direkte anledning. Men hvor den historiske kongruens måske ikke hænger sammen, er den moralske dimension perfekt doseret. I takt med at Pomsels historie skrider frem, må man leve sig ind i hendes fortælling. Sætte sig selv i hendes sted. Forsøge at forstå, hvordan en ung kvinde levede under Anden Verdenskrig. Traf forfærdelige, men ikke altid uforståelige valg. Og hen mod slutningen af filmen, når sympatien er fattet, når instruktørerne er lykkedes med at få én til at sætte sig selv i Brunhilde Pomsels sted, så sætter de nådesstødet ind.

Klippet hedder ”Racestudier i Warszawas ghetto”. Døde jøder, udmagrede og udslukte, bliver trukket ud af kælderskakter, smidt på kærrer, hvorfra de rasler ned. Stablet oven på hinanden og trukket gennem Warszawas gader, hvor ingen værdiger ligoptoget et blik. Umenneskeligheden er dagligdag. Og i bevidstheden går der nu en lige linje mellem Brunhilde Pomsels job som Goebbels’ stenograf til ligene på kærren. Og den lige linje indfatter pludselig én selv, fordi man gennem dokumentaren har fattet sympati for Pomsel, sat sig selv i hendes sted.

Scenen, med den nøgterne klipning, efterlader én moralsk og menneskeligt flosset. Det er et stille overgreb, der uhørt dygtigt og lavmælt skriger: Glem aldrig holocaust. Glem aldrig historien.

”Et tysk liv – Goebbels’ sekretær” er en fremragende forløst film om medmenneskelighed, personligt ansvar, ondskab og naivitet.