Ida Jessen: Vi vil i virkeligheden gerne være sammen med andre om noget, der ikke handler om os selv

Der er mange forfattere, der skriver om sammenbrud og splittelse. For Ida Jessen er det anderledes. ”Jeg er virkelig begyndt at tro på, at man lige så lødigt kan arbejde sig frem imod at analysere godheden,” siger hun. I næste uge udkommer romanen ”Telefon”, der handler om forsoning og forløsning

”Trosspørgsmålet er ikke et, jeg går og tænker over, det er meget noget praktisk, ikke noget, jeg er, men mere noget, jeg gør. Der er en frisættelse i ikke at skulle sætte et prædikat på sig selv. Vi har så travlt med, hvem vi er, i stedet for med, hvad vi gør,” siger Ida Jessen, som bor i Københavns indre by i Vartov, hvor hendes mand er præst. –
”Trosspørgsmålet er ikke et, jeg går og tænker over, det er meget noget praktisk, ikke noget, jeg er, men mere noget, jeg gør. Der er en frisættelse i ikke at skulle sætte et prædikat på sig selv. Vi har så travlt med, hvem vi er, i stedet for med, hvad vi gør,” siger Ida Jessen, som bor i Københavns indre by i Vartov, hvor hendes mand er præst. – . Foto: Leif Tuxen.

Der er forfattere, der holder godt fast i deres form og stemme, når først de har fundet den. Billedligt talt skummer de fløden fra den første bestsellers succes og kører videre i samme rille bog efter bog. Men der er også forfattere, hvis eksperimentlyst og opdagelsestrang aldrig står stille. De er hele tiden på vej, udfordrer deres talent og faste læserskare og finder nye former og presser dem til det yderste. Til denne sidste kategori hører Ida Jessen.

Hun har på fem år givet offentligheden fem meget forskellige, men alle umiskendeligt jessenske værker: novellesamlingen ”Postkort til Annie”, bibelgendigtningen ”Bibelhistorier”, to sammenhængende historiske romaner, ”En ny tid” og ”Doktor Bagges anagrammer”, og endelig samtidsromanen ”Telefon”, der udkommer i næste uge.

Den er en selvstændig fortsættelse af Jessens prisbelønnede Hvium-bøger, men tro mod forfatterskabets eksperimentlyst ligner den slet ikke forgængerne, der alle udspiller sig i den fiktive limfjordsby, der har givet serien navn. Som Jessen-læser kan man derfor godt begynde at glæde sig til ”Telefon”, men man skal ikke forvente mere af det samme. Forfatteren giver op til udgivelsen i næste uge kun ganske få interviews til pressen, men har til gengæld sat ødselt med tid af til også at tale om alt det, der ligger rundt om Hvium-bøgerne.

For hendes mange faste læsere er det første, man tænker på, dog nok: Hvorfor vende tilbage til Hvium-universet? Spørgsmålet møder stor forståelse fra forfatteren, der bor i Københavns indre by i Vartov, hvor hendes mand er præst:

”Det overraskede også mig selv. Allerede da jeg lige havde skrevet ’Børnene’, ville jeg gerne have, at der på bagsiden af romanen skulle stå: ’Hermed er den sidste Hvium-bog skrevet,’ for jeg var træt og udmattet af alt det der,” siger Jessen og peger på de nu fire Hvium-bøger, der ligger på bordet.

”Men min redaktør på forlaget sagde: ’Lad være med det, for tænk nu, hvis du får lyst til at vende tilbage,’ og når nogen siger sådan noget til én, kan det godt sætte en prik indeni. Men jeg skød i et årti tanken om en fortsættelse fra mig, fordi jeg tænkte, at nu kan jeg ikke komme længere i universet og med formen, for så kommer bøgerne til at ligne hinanden for meget. Men der sker jo noget med folk på 10 år, og jeg blev alligevel nysgerrig efter at finde ud af, hvordan personerne havde udviklet sig.”

I ”Telefon” er det tråden fra især ”Det første jeg tænker på”, der tages op. Den handler om præsten Lisa og hendes mand, Frederik, der mister deres syvårige søn Gustav i en trafikulykke. Barndomsveninden Birgitte er på besøg i Hvium den sommer, den fatale ulykke sker, og fortæller historien om Lisa. I en voldsom viljesakt forsøger hun at holde sammen på både ægteskab, menighed og dagliglivet efter ulykken, hvor den unge kvinde Manne, der er i huset hos Lisa og Frederik og passer datteren Marie, spiller en afgørende rolle.

Alle personerne dukker op igen i ”Telefon”, men det var særligt én, som Jessen ikke kunne slippe: Manne, som på et tidspunkt kommer i fængsel og efter konventionelle standarder lever et miserabelt liv.

”Det er jo hende, der er den genkommende figur, og jeg tænkte: ’Har jeg bare lavet hende for at dynge en masse ulykker op på hende og lade hende hænge og svæve eller gå rundt som et fantom?’. Hun er jo i virkeligheden den vagest tegnede af personerne. Den evige bifigur, der vandrer gennem bøgerne, og et ulykkeligt menneske. Jeg ønskede inderligt, at Manne skulle klare sig efter trafikulykken, men der var simpelthen ikke hul igennem, jeg kunne ikke få kontakt til hende. Det lyder nok som noget hokuspokus, når forfattere siger sådan, men når man skal skrive romaner om mennesker, så foregår det jo lidt på samme måde, som når man har kontakt til levende mennesker: Der skal være en form for lydhørhed over for dem, man skal ville finde ud af, hvad de er for nogen. Man kan ikke have alt muligt for med dem, for så siger de bare ingenting. Så bliver de tavse. Og det er også det, som ’Telefon’ handler om. Hvornår skal man sige noget, og hvornår skal man tie? På den måde er den nye roman en refleksion over det at opgive sine ønsker for folk, for ønsker kan næsten være lig med fordomme. Og det, som for den ene kan være det gode og det rigtige, er det ikke for den anden.”

I ”Telefon” er Lisa ikke længere præst i Hvium, men bor med Frederik i København, hvor hun er tilknyttet en social telefontjeneste. Titlen er yderst velvalgt. Når man læser eller genlæser Hvium-bøgerne, ser man, at de bogstavelig talt er fyldt med telefoner. Mange steder tager handlingen en drejning, fordi en person kommer for sent til et opkald, bliver afbrudt i telefonsamtalen, mangler en nummerviser eller ignorerer telefonens ringen. Vi er i Hvium-bøgerne mestendels i en tid før de allestedsnærværende iPhones, så selv en telefonboks ved havnen kan spille en rolle.

At den nye roman slet og ret hedder ”Telefon”, er derfor en forfinelse af et gennemgående tema, der kredser om samtale, tavshed, at tale forbi hinanden, at sige meget med få ord, at lade kroppen tale – altsammen noget, som personerne i bøgerne på hver deres måde er prisgivet. Telefon-temaet får tilmed formmæssig konsekvens: Lange passager af den intense nye roman er simpelthen telefonsamtaler mellem Lisa og de mennesker, der ringer ind for at få trøst eller afløb for frustrationer.

Lisa lytter, tænker sit, er blevet mindre talende siden ”Det første jeg tænker på”, mere åben over for, hvad der viser sig. En dag ringer Manne, der nu lever som eneboer, så ind til telefontjenesten, og intet bliver helt det samme igen.

Ida Jessen forklarer, at der i den nye roman er noget særligt på færde, noget, hun gerne vil sige med den:

”Der ligger jo i vores samfund sådan noget med, at det nærmest er det moralsk rigtige at være forbundet med andre. Det er suspekt ikke at være det. Men sådan betragter Manne det ikke. Det et være alene bliver ikke opfattet af hende som en mangel, men som en mulighed. Det har jeg haft lyst til at beskæftige mig med: Trangen til at trække sig ud af samfundet. Lisa er jo heller ikke præst mere, og vi ved ikke, hvad hun laver. Vi ved, at hun er frivillig. Vi ved ikke, om hun har noget almindeligt lønarbejde. Jeg ville have, at Lisa og Manne skulle være så afklædte overfor hinanden som overhovedet muligt. Scenen skulle sættes så nøgent som bare pokker. Menneske til menneske hele tiden.”

”Lisa har ikke trukket sig ud af verden, men hun føler ikke, at hun hører hjemme i den længere. Jeg tror, at rigtig mange mennesker i en vis alder føler, at de egentlig ikke rigtig forstår verden mere på samme måde, som da de var yngre og havde så travlt med at finde deres plads. Når man skal finde sig en plads i verden ser man så umådeligt meget, men når man først er kommet ind i den, så bliver man mere blind, man har det komfortabelt, og så lige pludselig opdager man, at ’Hov! Verden er rendt et andet sted hen, det er nogle andre ting, der bliver talt om nu. Nu er min tid ved at være omme og nu skal jeg finde en anden plads og hvor skal den være?’ Den nye plads bliver ofte i udkanten, og det kan nok føles som en sorg, men jeg tror også, at man skal se det som en mulighed og et potentiale. Manne og Lisa har trukket sig, men de er ikke uansvarlige. Der er potentiale i udkanten.”

Litteraturhistorisk hører Ida Jessen hjemme i en solid, modernistisk tradition. Et dogme i modernismen er, at litteratur, hvis den skal være rigtig fin, på indholdssiden skal handle om sammenbrud og på formsiden skal være eksperimenterende, og gerne svært tilgængelig.

Jessen har gennem tiden da også bidraget generøst til denne tradition med portrætter af viljestærke kvinder, der søger sammenbruddet og bevidstløsheden, og hun har skrevet prosa, der uden måske ligefrem at være svært tilgængelig på ”Ulysses”-niveau, så dog har eksperimenteret med synsvinkelskift og fortællerpositioner indenfor en realistisk ramme. Der er med andre ord nok at lave for de mange universitetsstuderende, der også læser Jessen og analyserer hendes værker.

Ida Jessen er ud af en slægt, der siden hendes tiptipoldefars tid har været præster på primært Grønbæk-kanten ved Viborg. Hun voksede op i præstegården i Thyregod, hvor også de foreløbig to romaner om fru Bagge (”En ny tid” og ”Doktor Bagges anagrammer”) foregår. –
Ida Jessen er ud af en slægt, der siden hendes tiptipoldefars tid har været præster på primært Grønbæk-kanten ved Viborg. Hun voksede op i præstegården i Thyregod, hvor også de foreløbig to romaner om fru Bagge (”En ny tid” og ”Doktor Bagges anagrammer”) foregår. – Foto: Leif Tuxen

Men der er også sider af modernismen, som hun med ”Telefon” helt bevidst vil udfordre, fortæller hun: ”Jeg havde lyst til at skrive om godhed. Fordi det er noget, som litteraturen har svært ved. Allerede Dostojevskij nævner i et brev, at han vil skrive om godhed, men at det er så utrolig svært. Det eneste andet gode menneske, han ud over ’Idioten’, som hans roman om emnet kom til at hedde, kan komme i tanker om, er Jesus. Hvorfor er det så svært? Nu havde jeg skrevet mig ned i de mørkeste afkroge i de tre første Hvium-bøger, og det kunne jeg ikke fortsætte med, for jeg er virkelig begyndt at tro på, at man ligeså lødigt kan arbejde sig frem imod at analysere godheden. Ikke som et postulat, ikke som en antydning, men som noget, der finder sted.”

”Sammenbruddet er jo det fine og sandheden, det lærte allerede eksistentialismen os, men det er ikke hele historien. Der er også noget andet. Og der kan vi rette vores lygte hen. Vi bliver nedbrudt af det, der nedbryder. Stærkere er mennesket ikke. Man har altid vrænget ad det, der hedder opbyggelig litteratur, og det er også, fordi det er så pissedårligt, men det er ikke ensbetydende med, at det ikke kan skrives. Men man skal anstrenge sig med opbyggelsen. Jeg har med denne bog, der foregår over nogle timer, villet vise en splittelse, der bliver forsonet ved, at personerne er der for hinanden, ord for ord for ord. Der er jo det med godhed, at den kan man ikke argumentere for. Selve det at bevise sin godhed ved at henvise til den er jo selvmodsigende. Godheden har svære kår i denne tid, for den har ikke særlig meget sprog, og kan i sin kerne ikke bevise sig selv. Den taber i enhver form for bevisførelsestænkning.”

Igen drager Jessen paralleller til nutiden. Ikke fordi ”Telefon” i banal forstand er en kommentar til den politiske udvikling, men fordi der er strømninger i samtiden, der byder forfatteren imod:

”Vi lever i en tid, hvor vi har meget nemt ved sætte prædikater på os selv og hinanden og tænke identifikatorisk. Det, tror jeg, er meget splittende. For 15 år siden begyndte man at dele op i vindere og tabere, det var utænkeligt i vores barndom. Det var rystende at høre de ord, som alle bruger nu. Det gode har svære kår i øjeblikket, fordi vi har den der nyttetænkning i ekstrem grad. Selv når vi taler om velfærd og bruger det ord, som ingen vel kan have noget imod, så bliver det også brugt på den måde: ’Vi skal have mere velfærd’. Jamen, hvorfor skal vi det? Så folk kan blive længere på arbejdsmarkedet? Så de ikke koster staten så mange penge? Vi taler ikke om mennesker mere. Det begræder jeg. Det er måske også det, jeg mener, når jeg snakker om at komme udenfor samfundet – som et potentiale. Normen er, at man skal suges ind i fælleskabet og præstere, men det er jo det, som Manne bryder radikalt med.”

Imellem de første tre Hvium-bøger og ”Telefon” ligger Ida Jessens ”Bibelhistorier”, som hun skrev på opfordring fra Bibelselskabet. Der var et opdrag fra forlagets side, men ellers fik hun frie hænder til at gendigte udvalgte passager fra Det Nye og Det Gamle Testamente.

I de bibelske beretninger er der ikke megen psykologisering, og det er sparsomt med miljø- og naturbeskrivelser – sider af litteraturen, der er en fast bestandel i moderne prosa. Ud over Bibelgendigtningen har Jessen også været med i den nye oversættelse af ”Salmernes Bog”, og det er nærliggende at formode, at de bibelske tekster har påvirket hendes eget univers:

”På en måde ja. Det, som jeg virkelig bed mærke i, var, hvor ekspressionistisk Salmernes Bog er. Hvor rå den er, hvor nærmest primitiv den er. Det er helt inde fra det rå kød, at der bliver råbt ud: ’Frels mig!’ ’Hjælp mig!’ De der anråbelser har jeg arbejdet med i ’Telefon’. ’Hjælp mig!’ lyder det også i den. Lisa kommer med helt ned i pillehelvedet og smertehelvedet hos dem, der ringer ind. Dernede, hvor de selv ligger og roder rundt og råber. Det er inspirationen fra bibelstoffet – den helt rå kerne i anråbelsen.”

”Jeg har aldrig været interesseret i dagens strømninger, eller hvad der er moderne litterært set her og nu. I ’Telefon’ skriver jeg om tidens fylde og det, der viser sig. Og ved du hvad, det, der viser sig, er det, man ikke afviser. Jeg sagde, at godhed er så nem at afvise, for den kan du ikke argumentere for, men i det øjeblik du klæder dig nøgen og ikke har andet for med folk end at lytte til dem, da viser noget sig. Og der skal være dette sted udenfor nyttetænkningen, hvor man ikke læser af en bestemt grund, hvor påsken ikke skal bruges til noget bestemt, hvor man ikke skal løbetræne for at blive stærk igen, ikke gå på ferie for at blive stærk igen.”

Et af de steder i samfundet, hvor det nærmest pr. definition er nytteløst at opholde sig, er i kirkerummet. Her skal man hverken ”performe” eller præstere eller andet optimerende. Ida Jessen er ligesom sin mor præstekone og ud af en slægt, der siden hendes tip-tip oldefars tid har været præster på primært Grønbæk-kanten ved Viborg, så hun kender det kirkelige liv særdeles godt indefra.

Arbejdet i menigheden i Vartov er berigende, fortæller hun, og nok svinger hun ikke kaffekander og bager boller, som hendes mor gjorde i barndommen i Thyregod, hvor Ida Jessens far var præst, og hvor de foreløbig to romaner om fru Bagge (”En ny tid” og ”Doktor Bagges anagrammer”) foregår, men der skal også slæbes stole og vaskes op efter møderne.

”Det tager jeg med stor glæde del i. Det er meget i det kirkelige arbejde, der er bundet op på noget praktisk, og det kan jeg vældig godt lide. Fordi vi har det sjovt. Det er dejligt at arbejde sammen. Og det er noget andet end at sidde og kigge ind i hinandens øjne og spørge, ’Hvordan har du det?’. Man ved det jo godt, det er ikke, fordi man ikke må snakke om det, men det er ikke nødvendigt. Der glemmer man, hvem man er, og det kan jeg godt lide. Jeg er ikke den private Ida, og jeg er heller ikke forfatteren Ida Jessen, jeg er fri på den måde. Der, hvor man er mindst sig selv, er man allermest fri. Det er en lettelse at slippe for at gå rundt og føle sig som sig selv.”

Hun fortæller, at hun som ung helt bevidst ikke gik teologiens vej, men valgte litteraturen, som er et mere ambivalent og søgende sted. Men den litterære impuls kan sagtens høre hjemme i kirken, har hun erfaret:

”Gudstjenesten er som en digtsamling, sat sammen af forskellige elementer. Den er en komposition og altid meget veltilrettelagt. Jeg synes, at det er så tankevækkende, at den består af nogle faste elementer, men samtidig rummer stor frihed. Noget står fast som kirkebønnen og velsignelsen, men noget er omskifteligt, så gudstjenesten er en kombination af det faste og det frie. Det er enormt stimulerende at deltage i.”

Det er også fra litteraturen, at Ida Jessen henter et andet billede til sin beskrivelse af kirkelivet. Hvis den enkelte gudstjeneste er en digtsamling, er det at gå i kirke søndag efter søndag som en roman:

”Det er ikke kun, fordi man følger kirkeårets gang og dermed er inde i et naturligt narrativt forløb, men også fordi man kender de mennesker, man går i kirke med. Jeg ved jo, hvordan andre folk i menigheden har det, hvad de laver. Det er ikke sådan, at man står og snakker i timevis efter gudstjenesten, men man er lige inde og røre ved hinanden, på en nænsom måde, som et rart kindkys kan være, og fordi man gør det uge efter uge, får man et nært kendskab til hinanden, som ikke er begramsende, eller befamlende, eller psykologiserende, men som er nært, og det hører også med i romanen. Som et forløb.”

Forfatteren fortæller, at hun undertiden møder den fordom, at man skal gøre noget bestemt eller være på en bestemt måde for at komme i kirke:

”Man tror, at man skal være med i et stort, glad fællesskab. Hvor man skal mene det samme. Og det er jo klaustrofobisk. Og antitesen til det litterære, det kredsende og det afsøgende. Men der ligger noget her, en stor rigdom, som folk ikke er klar over. Det med at klæde sig af fra sine fordomme. Også for andres fordomme. Ikke tro på det folk siger. Men prøve selv. Der ligger i kirkelivet og gudstjenesten noget, som altid er der, og som man kan gå til hver søndag, og det har været der i århundreder. Jeg er jo superglad for at være med i Vartov, her skal man ikke præstere en pind. Man bliver ikke udfrittet om noget, man står ikke til regnskab for noget. Og så har man lyst til at være med, når man er fri. Selvom man er en tvivler og en ambivalent person.”

Ligesom når talen drejer sig om romanen ”Telefon”, er der i samtalen om gudstjenestens betydning for Ida Jessen en strømning, der fører ud i samtiden, ud i den bredere kultur. Der sker noget med landet i disse år, som kirken kan være et korrektiv eller en modkultur til, mener forfatteren:

”Danskerne er et meget frihedselskende folk, det er vi virkelig, og vi har en lang tradition for frihed, og dog så snævrer vi os i disse år ind. På den ene side i selvoptagethed, på den anden side i uselvstændig ”performance”-kultur. Vi dør af stress over ligegyldige ting. Hvor skal oprøret komme fra, hvis samfundet er på vej ind i en vanvittig retning, hvis vi ikke har en modkultur og de lommer, hvor vi kan tænke frit?”

”Jeg synes, at jeg kan se, at åndslivet og fællesskabet og friheden har trange kår. At vi er ved at blive sjælløse på samme måde som i lande, hvor sjælen ikke har eksisteret, og man kun har skullet være arbejdermyrer. Det synes jeg også, danskerne er ved at blive: arbejdermyrer. Og det er ikke, fordi jeg ikke forstår arbejdet, og hvor vigtigt det er, men der må være nogle rum i tilværelsen, som vi selv råder over. Det skal vi vide og tilbageerobre de rum, ikke ved hjælp af psykologer og coaches, men ved at tage dem tilbage selv, på hver vores måde.”

Én af de måder kan være at gå i kirke:

”Her kan man være den, man er. Men man kan også gå derind og ikke vide, hvem man er. Der er jo masser af mennesker, der ikke aner, hvem de er, og som bliver afkrævet svar på, hvem de er, fordi vi lever i sådan et identitetssmykkeri. Men man kan gå i kirke og være identitetsløs og være ingen, og bare få noget, tage imod, være helt stille, eller lade sig overvælde.”

Og heri ligger måske også et svagt fremtidshåb, for sagen er jo, at mange faktisk allerede gør oprør mod nyttetænkning og selvcentrering i det stille, påpeger forfatteren. Det er bare ikke den side, som mediebilledet afspejler. Men så må man jo løfte blikket og stole på sine egne observationer:

”Vi må aldrig blive blinde for, at mediebilledet jo ikke er hele sandheden om det liv, der leves i Danmark. Så kan man jo godt få indtryk af en nation, der er fuldkommen åndstarvelig. Men mange unge tager jo på højskole, er aktive i foreningsliv. Der sker meget uden for bycentrene. Der er en voksende træthed af det selvoptagede og det enestående individ, der skal sætte alle mulig ordener på sig selv, alle mulige identitetsmarkører, sjæleligt fnidder-fnadder er det. Kirken er sådan et eksempel på en modkultur, og litterauren er det også. Her sker en masse: Der er foredrag, læsekredse, sangaftener og mange andre steder, hvor mennesker mødes om ånd,” siger Jessen og slutter:

”Vi vil i virkeligheden gerne være sammen med andre om noget, der ikke handler om os selv."