Vi vil så gerne have, at kulturen har helbredende kræfter – men det er faktisk vanskeligt at påvise

I flere år har sammenhængen mellem kultur og sundhed været et varmt emne herhjemme. På hospitaler, i kommuner og på universiteterne undersøger man forskellige kulturformers indvirkning på sundheden. Men er kunst og kultur rent faktisk helbredende?

På Rigshospitalets patientbibliotek arbejder bibliotekar Bodil Svansø. Hun har erfaret, at den rette bog på det rette tidspunkt, kan være guld værd for alvorligt syge. Men i hendes arbejde fylder systematiske evalueringer ikke meget, og hun er tøvende over for at kalde litteratur for helbredende. Illustration Rasmus Juul
På Rigshospitalets patientbibliotek arbejder bibliotekar Bodil Svansø. Hun har erfaret, at den rette bog på det rette tidspunkt, kan være guld værd for alvorligt syge. Men i hendes arbejde fylder systematiske evalueringer ikke meget, og hun er tøvende over for at kalde litteratur for helbredende. Illustration Rasmus Juul.

Bøger, der heler, skriveværksteder, der øger livskvaliteten for kræftsyge børn, og stressramte borgere, der får kultur på recept. Det er blot et lille udsnit af de mange projekter, der de seneste år har forsøgt at koble sundhed og kultur. Men hvor tæt er man egentlig på at kunne påvise en sammenhæng?

Syddansk Universitet i Odense har siden 2017 forsket i, hvordan litteratur kan give indsigt i sociale udfordringer som blandt andet alkoholisme, sundhed og sygdom. Med Anne-Marie Mai, der er professor på Institut for Kulturvidenskaber, i spidsen, har universitetet de senere år blandt andet udbudt faget narrativ medicin. Her skal medicinstuderende læse skønlitteratur om sygdom, patienter og pårørende for at blive bedre til at forstå fremtidige patienter som mennesker med hver deres livshistorie og altså mere end blot en diagnose. Tidligere har universitetet også undersøgt, hvordan skriveværksteder kan hjælpe blandt andre forhenværende alkoholmisbrugere og mennesker i rehabilitering.

”I forbindelse med skriveværkstederne lavede vi nogle mindre evalueringer, hvor vi for eksempel har haft en antropolog tilknyttet, der har været ude at interviewe deltagerne i deres eget hjem efter forløbene,” forklarer professoren, der dog ikke oplever, at evalueringsformen er tilstrækkelig.

For at kunne bidrage til den internationale forskning på området er hun bevidst om, at der skal såkaldt sikker viden til:

”Det, der skal ske nu, er, at vi skal udvikle de rette metoder til evaluering og til at se, hvordan vi faktisk finder ud af, hvad forskellige projekter bidrager til og kommer til at betyde.”

Spørger man Anne-Marie Mai, om hun på baggrund af den foreløbige forskning kan svare på, om litteratur og kultur i en bredere forstand er helbredende, er svaret ikke entydigt.

”Jeg synes, det er meget svært at tale om, for der er endnu ikke nogen sikker viden at basere et svar på. Fra vores skriveværksteder har vi en viden om, at det forbedrer deltagernes velbefindende at deltage i aktiviteter, hvor de skriver tekster og samarbejder med professionelle forfattere. Det er ikke, fordi de nødvendigvis skriver tekster om sygdom, men skriveprocessen giver umiddelbart et velbefindende hos mange af deltagerne. Men det er så umiddelbart også det, vi kan sige,” erkender hun.

”Vi indser, at vores skridt foreløbig er små og ikke så mange, men de er interessante. Vi tror, der er meget at hente på området, men vi advarer også imod de hurtige løsninger, der kan blive en skuffelse for alle,” siger hun.

På Rigshospitalets patientbibliotek arbejder bibliotekar Bodil Svansø. Hun har erfaret, at den rette bog på det rette tidspunkt, kan være guld værd for alvorligt syge. Men i hendes arbejde fylder systematiske evalueringer ikke meget, og hun er tøvende over for at kalde litteratur for helbredende.

”Jeg tror ikke, jeg vil bruge ordet helbredende i forhold til litteraturens påvirkning på de syge. Det, jeg oplever, er, at bøger kan være givende og bidrage til en øget livskvalitet og et øget livsmod hos patienterne. Som kræftsyg kan du ikke blive helbredt af at læse en bog, men litteraturen kan ofte være en hjælp i en svær situation,” siger hun.

Bodil Svansø har 28 år bag sig på Rigshospitalets bibliotek, og nogle gange er det meget specifikke bøger, der bliver spurgt efter på biblioteket.

”Jeg husker en gang, hvor en sygeplejerske kom ned for at låne Astrid Lindgrens ’Brødrene Løvehjerte’ – og det skulle gerne gå hurtigt. Bogen var til et barn, der ikke havde så lang tid igen, og den betød noget særligt for familien. Desværre var bogen udlånt, og i sådan en situation skal det gå hurtigt, så vi endte med at suse ned i en boghandel og få fat i den,” husker hun.

”Og det er jo ikke helbredende for det her barn at få læst historien højt, men det er alligevel værdifuldt, fordi den har nogle smukke passager, der måske kan være med til at bringe mening til situationen,” mener hun.

Bibliotekaren har ikke andet bevis for litteraturens lindrende effekt end de reaktioner, hun ser hos patienterne. Og Bodil Svansø tror ikke, at det nødvendigvis er den litteratur, der skildrer patientens egen situation, der er mest lindrende, det kan lide så godt være underholdning eller fagbøger.

”Jeg var engang på runde med biblioteksvognen, da jeg bemærkede en ældre mandlig patient. Han var trist og udslukt, og han ville ingenting, men vi faldt alligevel i snak. Han fortalte mig, at hans store interesse var sporvogne, og da jeg så kunne fortælle ham, at vi havde en bog om netop sporvogne, satte han sig med det samme op i sengen og lyste helt op,” fortæller hun.

Når man de seneste år har kunnet læse om et stigende fokus på at forbinde områderne sundhed og kultur, har man let kunnet få indtrykket af, at kultur kan helbrede nærmest hvad som helst. Men sådan hænger det ikke helt sammen, når man spørger læge Per Thorgaard, som er medlem af styregruppen på Nordjysk Center for Kultur og Sundhed (NOCKS) – et samarbejde mellem Region Nordjylland, Aalborg Kommune, Aalborg Universitetshospital og Aalborg Universitet. For det er forkert at tale om ”kultur som helbredende”, men forskellige udformninger af kultur kan alligevel spille en positiv rolle i en medicinsk sammenhæng, mener han. ”Når du har et brækket ben, skal det jo vokse sammen. Hele den vækstkraft og evnen til at rehabilitere – både til at vokse sammen, men også til at leve med, at benet ikke er så godt, som det var før – og tilpasning det nye liv: Det er der, kultur spiller en rolle. Nogle af de effekter, man har påvist gennem kulturen, er for eksempel søvnfremmende effekter, eller smertestillende effekter. Men det læner sig hele tiden op ad en anden behandling, det vil sige den traditionelle medicinske behandling. Så jeg kalder det ’en komplementær indsats for at skabe et bedre hele’ – og det hele er også et spørgsmål om at gøre en indsats for det hele menneske,” siger han.

Også på det kommunale plan er kultur og sundhedsinitiativer fusioneret de seneste år. I 2016 vedtog Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten, at der skulle gives penge til satspuljeprojektet Kultur på recept. Fire kommuner, nemlig Aalborg, Nyborg, Silkeborg og Vordingborg, har siden arbejdet med at skabe sammenhæng mellem kultur og sundhedstilbud for langtidssygemeldte borgere.

Under projekttitlen ”Kulturstyrke” kan sygemeldte borgere i Vordingborg Kommune, der lider af stress, angst eller lettere depression, få adgang til en ”indsprøjtning kultur”. Igennem 10 uger deltager sygemeldte borgere i kulturaktiviteter, blandt andet på den lokale musikskole og på Kunstskolen i Vordingborg.

Projektleder Trine Raun Mørkbak er i dialog med alle de borgere, der afslutter et forløb.

¨Ud fra de fortællinger jeg har fået fra deltagerne på vores hold og fra kulturguiderne, der underviser i sang og billedkunst, er jeg overbevist om, at Kulturstyrke-formatet har en helende effekt på deltagerne. Det giver dem et frirum, hvor de ikke skal forholde sig til deres sygdom eller ydre krav. Kulturstyrke giver størstedelen af deltagerne bedre mentale og fysiske ressourcer til at komme tilbage til en normal hverdag. Det er ikke et ’quick-fix’, men nogle trin på vejen, som hjælper dem fremad,” siger hun.

Hun fortæller dog også, at man endnu ikke har nogle resultater, der viser, om forløbet har styrket borgerne på sigt.

”Vi har gjort nogle forsøg på at følge op efter seks måneder, men vi oplever, at det er meget svært at gøre systematisk, fordi folk er meget forskellige steder og i øvrigt ikke er forpligtede på at skulle vende tilbage,” fortæller hun.

Det er Sundhedsstyrelsen, der står bag satspuljeprojekterne i de fire kommuner, og idéen til Kultur på Recept stammer fra Region Skåne i Sydsverige, der i flere år har kørt et lignende projekt med gode resultater.

Selvom meget tyder på, at kunst, kultur og litteratur kan bidrage med både glæde og ro hos mennesker, der oplever sygdom, er det svært at afgøre, om kulturformerne virkelig har helende potentiale. Men det lader til, at vi rigtig gerne vil have, at der er en forbindelse mellem sundhed og kultur. Men hvordan kan det egentlig være, at vi så gerne vil binde områderne sammen?

Ifølge Mogens Pahuus, der er professor emeritus i filosofi ved Aalborg Universitet, peger det stigende fokus på forbindelsen mellem sundhed og kultur på en anerkendelse af, at det er vigtigt at åbne syges menneskers verden op. ”Sygdom har ofte at gøre med at blive lukket inde i en forholdsvis snæver verden. Man bliver nemlig lukket inde i kroppens verden og kan mangle åbenheden og glæden ved en rigere og mere fyldig tilværelse. Jeg tænker, at man ved en fremhævelse af det karakteristiske og smukke, som blandt andet ligger i billedkunsten og i farverne og lysets verden, kan udvide og gøre den syges verden større og bringe en fornyet glæde ind i livet,” siger han. Og professoren mener, at kunsten kan være med til at genfinde dybden i en tid, der er præget af hurtighed. Og den dybde kan virke lindrende.

”Kunsten kan bidrage med at forstå verden i dybden. I og med at man med sygdommen tvinges ind i en ensidighed, mangler man en åndelig dimension, som kunsten kan rumme, og som kan virke trøstende,” siger han og tilføjer:

”I vores forhold til sygdom ligger noget maskinelt, og det tror jeg, vi ønsker at bryde med, så det i stedet er ’den hele person’, der kommer på banen,” siger han.