De er nok det rockband, der har bedst indblik i, hvornår en fløjtenist har krav på kaffepause, danske Efterklang. Efter et væld af samarbejder med såvel pigekor som symfoniorkestre og – på deres nye plade – et belgisk barokensemble, er de gået hen og blevet den klassiske verdens yndlinge – og omvendt. De er kendt som legesyge og uforudsigelige, men bagved gemmer sig en ihærdig indsats for at få skabt et netværk og få traditionerne til at tale sammen. Som forsanger Cas-per Clausen udtrykker det:
”Man ringer jo ikke bare til et symfoniorkester og siger: ’Hallo, vi har 100 kroner til kaffe og morgenbrød. Gider I spille lidt med os?’.”
Ungdomskammeraterne Casper Clausen, Mads Brauer og Rasmus Stolberg fra Sønderborg har en snart 20-årig karriere som professionelle musikere bag sig, hver især og ikke mindst sammen. ”Altid sammen” hedder Efterklangs nye plade, den første i syv år og den første på dansk efter en perlerække af engelsksprogede plader i 2000’erne. Der er blevet lagt mærke til dem i udlandet, især i USA og Tyskland, og når turnéen med den nye plade begynder i morgen, er det med en udsolgt koncert i Hamborgs Elbphilharmonie, og det ender til marts i Milano.
Kærlighedsforholdet til den klassiske musik er bygget på heftig flirt og uden total overgivelse fra nogen af parterne. Og det har været noget anderledes, end når rockmusikere fletter fingre med rockmusikere.
Det var på mange måder musikken, der førte an i en glidende proces, hvor samarbejdet efterhånden blev naturligt. En række indierockbands i 2000’erne, for eksempel islandske Sigur Rós og Mum, brugte strygere til at skabe et episk udtryk. Efterklang var med på den bølge, men afprøvede også lyden af flere af de andre klassiske instrumenter, blandt andet på den roste ”Parades” fra 2007.
”Så fik vi lidt trompeter med også, fordi vi syntes, der var noget spændende at hente. Det var egentlig bare os, der ringede rundt og inviterede nogle klassiske musikere med i studiet på det tidspunkt. Og så tror jeg, det rygtedes, at vi havde en åbenhed, de også kunne bruge til noget,” siger Casper Clausen.
I 2008 ringede de fra Koncerthuset, fortæller Rasmus Stolberg, og det var den første invitation fra den klassiske verden, der siden har lukket Efterklang ind.
”Vi har spillet mere end 30 koncerter med et symfoni- orkester, og det er mange for et band som os. Men jeg tror også, det har betydet noget, at vi ikke ville være endnu et rockband, der stod foran et symfoniorkester. Jeg har set så mange koncerter, hvor det ikke fungerer, hvor man bare har forsøgt at proppe noget klassisk og rytmisk sammen uden tanke på, at det er to helt forskellige verdener, der skal forenes. Vi ville gerne spille sammen.”
Så der gik ikke ret lang tid efter koncerten i Koncerthuset, før de ringede fra koncertsalen Barbican i London og sagde: ”Sådan noget vil vi også gerne have!”. Og så kom der en koncert i Operahuset i Sydney i stand. Og så kørte det ellers derfra. Næsten.
”I starten skulle vi vænne os til, at det er et helt andet rum end et øvelokale, sådan et symfoniorkester. Og det er hverken nemt for orkesteret eller bandet at lave noget, der hænger sammen,” siger Cas-per Clausen.
”Der er altid nogen i orkestret, der synes, det er en dårlig idé og tænker: ’Hvorfor skal vi spille med det indieband’?. Men de fleste er velvillige og åbne. Og jeg tror også, vi har skullet lære, at de klassiske musikere har spillet, siden de var børn, har kæmpe disciplin og og sætter en ære i at holde en kulturarv i gang. Og det er deres arbejde. Vi kom jo der med hjertet i hænderne, og så var der nogen, der brokkede sig over, at de ikke fik kaffepause på klokkeslættet,” siger han.
Mads Brauer supplerer:
”Et symfoniorkester er et minisamfund af arbejdende mennesker. Og jeg husker også en frustration over, at når vi havde prøver, så spillede de ikke og gav sig måske kun 60-70 procent. ’Hvad foregår der,’ tænkte vi. ’Gider de overhovedet?’. Men efter den første koncert løfter det sig og bliver helt vildt magisk,” siger han drømmende.
”Ja, de skulle bare lige markere,” siger Casper Clausen.
”Et rockband på turné kan blive helt ’spitze’, en maskine, der bare kører. Når man spiller meget med sit band, bliver man et helt vildt godt band. Men de klassiske musikere arbejder op mod én koncert, som så til gengæld skal sidde fuldstændig i skabet, og de har evnerne til at gøre det, men det er mere hver for sig. Hvis alle bare yder deres absolut bedste, så stoler man på, at det kommer til at lyde fantastisk. Og det gør det.”
Casper Clausen, Mads Brauer og Rasmus Stolberg kommer fra Sønderborg og mødtes på gymnasiet omkring årtusindskiftet. Det var noget med hurtigt at udse sig nogen, der lignede én selv, som spillede musik, og spørge, om de ville lave et band.
Siden flyttede de alle til København, og i dag bor Casper Clausen i Lissabon i Portugal. Men forbindelsen til Sønderjylland har Efterklang holdt, blandt andet i et kontinuerligt samarbejde med Det Sønderjyske Pigekor og gennem flere koncerter med Sønderjyllands Symfoniorkester. Det var også i Sønderborg, at de i 2014 markerede over for deres publikum, at der var brug for en pause, med en koncert med både pigekoret og symfoniorkestret i Sønderborg.
Det var ikke, fordi de gik hver til sit. Sammen med komponisten Karsten Fundal, dramatikeren Christian Lollike og digteren Ursula Andkjær Olsen skabte de i 2016 operaen ”Leaves” til Copenhagen Opera Festival. De dannede et nyt band med en finsk trommeslager og performancekunstner. Og i 2017 fik de en invitation fra barok- ensemblet B.O.X. under ledelse af Pieter Theuns, der ville have Efterklang til at komponere en koncert til ensemblet – og det var tænkt som et afgrænset projekt, men endte med at blive startskud til den nye plade.
”Barokmusik er bygget op meget lig rytmisk musik. Mest af alt ligner det måske jazz. I barok noterer man ikke alle de triller, der er, de står ingen steder, man viser bare nogle akkorder og nogle basgange,” siger Mads Brauer.
”Vi besluttede os på samme måde til at skære nogle sange, som var meget mere ind til benet, end det vi før har lavet med små lyde alle vegne. Helt rene, og så gav vi barokmusikerne lov til at ornamentere det med alle deres triller. På den måde har det været meget inspirerende for os at møde nogle klassiske musikere, som i meget høj grad har mulighed for at udtrykke sig selv kreativt.”
To af sangene på den nye plade er lavet i en akkordrundgang, der stammer fra barokken.
”Men i virkeligheden er det jo ikke så bemærkelsesværdigt, for det var dér, man startede med hele ’æblemand’-idéen, at man spiller fire akkorder, som gentages igen og igen. Det er jo meget grundpilleagtigt,” siger Mads Brauer – og Rasmus Stolberg, manden, der står for basgangen og har en vigtig rolle på den nye plade, nikker.
”Barokken gør også brug af meget delikate instrumenter: cembalo, pibeorglet, som vi har brugt før. Og så cornettoen, åh, som er sådan et mærkeligt instrument et sted mellem en klarinet og en trompet uden mekanik. Den tror jeg, vi alle blev forelskede i.”
Den elektriske guitar, som kan siges at være symbolet på et rockband, har Efterklang aldrig brugt ret meget. På den nye plade har de også luget ud i trommerne, for som Rasmus Stolberg siger:
”Det er nogle meget åbne og tyste sange. Det detalje- niveau, barokmusikerne kommer med, ryger meget hurtigt væk, så snart man smækker en tromme ovenpå. Der er min bas blevet det eneste gennemgående instrument, vi har på pladen, for den giver plads til det andet. Og laver den der underlige, rugende efterklang, som er bunden i det hele.”