Mennesket er specielt ved, at det kan vide noget, og det ved, at det ved noget. Det kan dyrene ikke. Man kan diskutere, om dyr ved noget, men det er sikkert, at dyr ikke ved, at de – måske – ved noget.
Overvejelserne i Europa om viden begynder individuelt. Sokrates sagde med falsk beskedenhed eller ironi, at han vidste, han ikke vidste noget, og da Descartes ville finde en sikker grund midt i al skepsis, fandt han den i, at han tænkte. Så meget vidste han dog.
Viden og det at vide noget er emnet for februarudgivelsen i Aarhus Universitetsforlags fine serie Tænkepauser, inspireret af serien Very Short Introductions fra Oxford University Press.
Videnskabshistoriker Kristian Hvidtfelt Nielsen tager os i et let sprog og en oplagt stil gennem former for viden. Viden kan være meget individuel, som da Descartes sad og grublede, eller den kan være tavs som vores viden om at cykle. Man kan ikke sådan forklare, hvordan man cykler, det gør man bare, og tænker man for meget over det, begynder man at cykle usikkert.
Men der er som regel noget kollektivt ved viden. Den viden, jeg har helt for mig selv, er selvfølgelig helt unyttig for andre, og jeg har også kun beskeden glæde af den. Computere har understreget videns kollektive karakter ved at arbejde med store datamængder (Big Data). For eksempel ved banker nu, at de, der i en låneansøgning skriver hele deres navn med store bogstaver, er dårligere tilbagebetalere end os andre. Det har analysen af tusindvis af ansøgninger om lån vist.
Forskning er produktion af viden. I et spændende afsnit fortæller Hvidtfelt, hvordan antropologer, der observerede i et laboratorium, bemærkede, at selve den videnskabelige proces var kaotisk. Forskerne var på vej ud i ukendt område, og så måtte de improvisere, afprøve ting, finde på nyt og så videre. Men når de så havde nået resultater, de stolede på, fremstillede de resultaterne klart og metodisk, så andre kunne forstå dem og måske kritisere dem. Forskere bevæger sig ind og ud af zoner med usikker viden og sikker viden. Det er derfor, folk, ofte politikere, uden indsigt i forskning kan påstå, at forskerne jo er uenige, og så kan man ikke stole på deres resultater, for eksempel om evolution eller menneskets påvirkning af klimaet.
Begrebet almen viden understreger videns kollektive egenskaber. Med almen viden samler vi mennesker i fællesskaber, eller vi udsondrer nogle, når vi for eksempel fremhæver viden om ældre litteratur og musik som almen, mens det er ligegyldigt, at man ikke aner en klap om termodynamik eller kvantemekanik. Det er ikke tilfældigt, at der opstår lidenskabelige meningsudvekslinger, hver gang en regering foreslår en ny kanon, for den viden, der nu bliver kanonisk, deler os op.
Bogen kommer godt rundt, og selvom det er lidt småligt at hæfte sig ved, hvad så kort en bog ikke har med, savner jeg alligevel, at Hvidtfelt forholder sig kritisk til nogle af tidens misforståelser om viden.
For eksempel den såkaldt socialkonstruktivistiske teori. Den siger, at viden er socialt konstrueret i den ramme af kultur eller historiske fortid, viden produceres i. For en socialkonstruktivist er køn ikke også noget biologisk, men noget, vi har konstrueret i vores tanker. Derfor kan køn tænkes forfra og om igen på en helt ny måde, hvis vi vil. Teorien er stort set betydningsløs i udlandet, men elsket i nogle danske universitetsmiljøer. Hvidtfelt mister her en mulighed for at sige noget vedkommende om en teori, der tilhører en del af det subjektive kompleks, som Trumps postfaktuelle argumentationsform også er en del af.