Rundtomkring i landet sidder mange litterære eksperter og skriver nye værker om deres helte eller oversætter heltenes værker. For de mener fortsat, at disse helte og deres værker har noget at sige nutiden. Derfor ”påminder” de os til stadighed om disses eksistens, nu hvor alle andre synes at have glemt dem. Det er en heroisk indsats, de præsterer, en påmindelse til de unge om at kaste endnu et blik på disse glemte forfatterskaber.
Per Øhrgaard har i denne tendens skrevet en sådan ”påmindende” bog om den tyske forfatter Heinrich Böll (1917-1985), en bog, der tager sig for at genfortælle de vigtigste bøger i Bölls forfatterskab og præcisere deres tematik i forhold til Tysklands historie fra 1940 til 1985, hvor Böll dør.
Böll fik Nobelprisen i 1972, og han var meget læst herhjemme omkring 1970-1980, hvor flere af hans værker kom i Gyldendals Bogklub. Og Øhrgaard kan virkelig formidle såvel disse værker som deres tyske historiske baggrund på en medrivende måde i et vekslende skriftsprog, der flot holder sammen på holdninger både for og imod et værk – men måske unddrager sig yngre læseres forståelse med sine fine pointer midtimellem?
Det er nok mest Bölls temaer, som Øhrgaard vil påminde os om, og af dem først og fremmest: ”at vidne om alt det, som burde huskes og forarbejdes, men som i stedet bliver glemt og fortrængt”. Det er det nye Tyskland efter 1945, som i Bölls tilsyneladende realisme bliver udsat for hans ironi og satire: De omvendte nazister, som ikke er så omvendte endda, men skjuler sig bag tidernes moderne samfunds-sprog. Medløbere under nazismen og nu medløbere igen i den nye bureaukratiske stat, som sådan set forsætter militærordenen fra krigens tid.
Bøll har en stor forkærlighed for de små mennesker, der ikke gør karriere, men klarer dagen og vejen uden den store interesse for politik. Det at unddrage sig systemets styring har en stor værdi for ham, og der er systemer alle steder, der vil forvalte det individuelle menneske uden at forstå dets særlige egen verden. For bag det samfundsbeskrivende, viser Øhrgaard fint, har Böll en dybereliggende tematik om kærlighed og religion. Personerne i værkerne får dybde ved subtile hentydninger til evangelierne, og kærligheden skildres som en åndelig skæbne og ikke udelukkende som kropslig lyst.
Men det er jo ikke sådan, en moderne verden fungerer, og det véd Böll godt, så sorgen over dette tabte, egentligt menneskelige i det moderne liv bliver tonen i mange af hans værker, og vel også det ideal, det sted, hvorfra der satiriseres over det såkaldt demokratiske samfund, der forvalter mennesker, mere end det interesserer sig for deres forskellige skæbner.
Øhrgaard er optaget af disse politiske og moralske perspektiver i Bölls kunst, og uden at han direkte siger det, er det nok grunden til, at han mener, at vi skal læse Böll igen: Påpegningen af den manglende næstekærlighed, modstanden mod de dominerende i samfundet, afskyen for opportunisterne i alle lejre. Med Böll skal vi huske, hvad tiden netop ikke vil huske, historien om de smarte og uegentlige, der vandt topposter og styring hen over de små og egentlige mennesker. De mennesker, som kærlighed og religiøsitet virkelig betød noget for, der ikke bare var ord som i politikken og i medierne. ”Kun det uordnede, affaldet, er humant, for kun det bevarer erindringen,” skal Böll ifølge Øhr- gaard have sagt.
Udsagnet klinger af 1980’erne, hvor Øhrgaard da også i 1985 i anledning af Bölls død skrev en lang nekrolog og gennemgang af forfatterskabet i Dagbladet Information. Den er genoptrykt uforandret og placeret som bogens resumé. Her står faktisk hele bogen samlet, og man kan passende starte her. Jeg ville have sat den først – for teksten fra 1985 er en slags autentisk appetitvækker til resten af bogen om Böll.
Man får virkelig lyst til at læse eller genlæse Böll af dette resumé. Og af de gennemgåede værker i bogen tror jeg, at jeg vil vælge romanen ”Gruppebillede med dame” fra 1971. Det virker, som om Øhrgaard også selv synes, at den er den bedste, uden at han dog klart laver et hierarki af Bölls værker