Prøv avisen

Vidnesbyrd fra Anden Verdenskrig

Det kan være svært at finde sin egen pløk ind i et stof, der er så gennemskrevet som Anden Verdenskrig. Christoffer Rosenløv Stig Christensen har i kraft af sin førstehåndskilde, Mirjam, sit helt eget og unikke stof og dermed alle forudsætninger for at fortælle den lille personlige historie i den store universelle.

Jødiske Mirjams flugthistorie fra Anden Verdenskrig er afgjort værd at få fortalt, men mangler prægnans

En lun aprildag i 1945 bliver den unge jødiske Mirjam sat i en trækasse sammen med sin storesøster Luba og hejst ned fra et skib, der har fragtet flygtninge fra Tyskland i krigens allersidste dage. Hun bliver forsigtigt sat ned på en kaj i en havn i Danmark, der siden skulle vise sig at blive hendes land efter fire år på flugt fra nazisterne. Det er knap syv årtier siden, og først nu fortæller Mirjam Jurkofsky sin historie.

LÆS OGSÅ: Omsluttet af Hitlers mørke

Der er et tilsyneladende umætteligt behov blandt danske læsere for at fordybe sig i beretninger, der omhandler Anden Verdenskrig. Da øjenvidnerne er en uddøende race, er det gefundenes Fressen at møde et af dem ikke mindst når vedkommende som i Mirjam Jurkofskys tilfælde gerne vil fortælle sin historie, som bliver pænt, sobert og en kende trivielt forvaltet af journalist Christoffer Rosenløv Stig Christensen.

I 1941, da Mirjam er seksten år, rykker Hitlers tropper ind i Rusland og Baltikum, fortrænger og så godt som udrydder den jødiske befolkning da krigen var slut, var der nemlig blot omkring seks procent af den oprindelige jødiske befolkning i de baltiske lande tilbage. Mirjam og hendes familie opholder sig først i en ghetto i hjemlandet Litauen, senere i koncentrationslejren Stutthof, i dag i Polen, hvor det i krigens allersidste måneder lykkes Mirjam og hendes storesøster Luba, som de eneste overlevende fra familien, at flygte fra en af de skrækkelige dødsmarcher. De får ophold i Danmark, hvor de begge slår sig ned og stifter familie, og hvor Mirjam bor den dag i dag, i en lejlighed på Østerbro i København.

Det kan være svært at finde sin egen pløk ind i et stof, der er så gennemskrevet som Anden Verdenskrig. Christoffer Rosenløv Stig Christensen har i kraft af sin førstehåndskilde, Mirjam, sit helt eget og unikke stof og dermed alle forudsætninger for at fortælle den lille personlige historie i den store universelle. Og Mirjams fortælling er uden tvivl en værdig, men det er et problem, at hendes erindring ikke altid slår til.

Hendes stemme har en tendens til at drukne i den store fortælling om krigen eller i andres versioner af krigen, som når forfatteren bliver tvunget ud i at bruge andres skriftlige øjnevidneberetninger, når Mirjams hukommelse svigter. Og den forekommer i perioder meget tilfældig og sine steder ureflekteret, navnlig i de mere faktuelle afsnit, mens hun træder langt tydeligere frem, når hun beretter om de etiske dilemmaer, som hendes flugt og overstimulerede overlevelsesinstinkt bragte hende ud i: den solidaritet og egoisme, der på barskeste vis gik hånd i hånd i ghettoen, i koncentrationslejren og under flugten, hvor gruppen stod sammen mod overmagten, men hvor enhver alligevel var sig selv nærmest, og hvor man måtte kæmpe for sit eget liv, nogle gange på andres bekostning. Her får Mirjam sin helt egen stemme, som dog desværre har svært for alvor indtage en.