Prøv avisen

Gennem 14 fortællinger leverer Hans Kirk et vidnesbyrd om folkelighedens livsindsigt

4 stjerner

Hans Kirks samling ”Erindringsfortællinger” er nært beslægtet med forfatterens fineste bog

Hans Kirks fineste bog er nok erindringsværket ”Skyggespil” fra 1953. Et af hans formål var at vise, hvordan en ung, følsom mand fra provinsens borgerskab – han var lægesøn fra Hadsund – blev socialist. Man kan imidlertid sagtens læse bogen uden at tænke på dens politiske begrundelse. Det er Kirks menneskekundskab, varme og medlevende humor, der gør ”Skyggespil” til et så levende værk, som tilfældet er. Det samme gælder, dog i knap så fortættet grad, samlingen ”Erindringsfortællinger” redigeret af Morten Thing, der også har skrevet forord. De 14 fortællinger, han har samlet, er for næsten samtliges vedkommende nært beslægtet med ”Skyggespil”. Nogle af dem kom dog ikke med i denne samling, mens andre blev bragt i en omarbejdet form.

Kirk huskes først og fremmest som romanforfatter, men – påpeger Morten Thing – ”han var især novelleforfatter”. Forfatteren mente selv, at han havde skrevet hen imod 900 noveller. De her fremlagte prøver på hans arbejde i den korte form er absolut læseværdige. Men rig som ”Skyggespil” er ”Erindringsfortællinger” ikke.

Den nye samling, der er trykt med de oprindelige illustrationer, af blandet kvalitet, indledes med et ”Farvel til almagten”. Kirk var ni år og havde været ”i krig”. Med sit træsværd havde han ramt en ”fjende” så hårdt, at – lød meldingen – den pågældendes hoved var revnet. Ville han dø? Kirk tryglede Vorherre om at lade det skete være usket. Og da dette ikke blev opfyldt, vendte han med det meste af sig ryggen til troen. Han holdt op med at rette private henvendelser til Vorherre og lod det være nok med ”det officielle Fadervor og Nu lukker jeg mit øje, som vel måtte til for at holde solsystemet i gang”.

Flere af fortællingernes personer menes at besidde overnaturlige evner. Men man skal ikke gå til Hans Kirk, hvis man vil styrkes i troen på den slags. Det skal man derimod, hvis man ønsker vidnesbyrd om folkelighedens livsindsigt. Således i ”Lov og ret”, hvor Kirk mindes engang, han som dreng forulykkede på sin cykel og blev samlet op af en venlig landbetjent, Pallesen. Denne skulle opklare en sag om et stjålet får, og drengen måtte gerne være med. Den skyldige, en fattig forsørger, lader Pallesen slippe for tiltale. Mennesker bliver nemlig ikke – ved han – bedre af at komme i fængsel. Hans morale er, ”at det først og fremmest gælder om at få det hele til at gå med lempe”.

Betjenten tager ikke friheden, men kun det stjålne får fra tyven – og ”betaler” med en tokrone til glæde for børnene. Novellen slutter med en antydet politisk belæring: Kun tålelige eksistensvilkår kan vænne fattigfolk af med at stjæle.

I ”Stærke sind” er sønnen med sin far på sygebesøg – og hører ham give de bekymrede svar, som de kunne bære. Lægen virker med ydmygt sind. Noget for sig står ”Flugtens nat”, hvor Kirk skriver om sin flugt fra Horserød under Besættelsen. Det er en atmosfæremættet beretning. Han havde bevæbnet sig med ”en ynkelig lille dolk”.

Kom en tysk soldat i vejen, ville han ”ramme ham i struben, samtidig med at jeg jog knæet op i skridtet på ham. Jeg husker, at jeg var fast besluttet på ikke at lade mig tage, for jeg vidste, at jeg ikke havde kræfter til at slippe levende gennem koncentrationslejrens helvede. Så hellere dø nu”.