Det amerikanske animationsstudie Pixar sværmer gerne for venskaber mellem de yngste og de ældste. Det følelsesmæssige bånd, som intuitivt kan opstå mellem dem i livets yderpoler, er da også et oplagt sted at udforske det klassiske tegnefilmstema: at høre til. Denne gang i en familie, et land, en tid.
Efter den flade ”Den gode dinosaur” er Pixar tilbage nær den tindrende top med ”Coco”. Helt oppe ved siden af nyklassikeren ”Inderst inde” og darling-trilogien ”Toy Story”. Kun ”Op” favner endnu finere livets ubønhørlige gang og de små glimt af lykke, der er opnåelige for de åbne hjerter.
Miguel er 12 år, drømmende og nuttet med sit store hoved, åbne brune øjne og spiloppende opførsel. Miguel drømmer om at spille guitar, men musik er forbudt i hans barndomshjem. For oldemor Coco blev forladt som spæd af sin far, der valgte trubadur-tilværelsen over familielivet. Eller hvad?
”Coco” åbenbarer det kulturelt rige, ikke det materielt forarmede Mexico. Mexico bliver talt op, uden at det bliver politisk pralende.
Da De Dødes Dag nærmer sig, pynter familien husalteret med billeder af alle de døde familiemedlemmer. Undtagen Miguels tipoldefar, Cocos far, der er forvist fra festlighederne. Til denne katolsk-hedenske fest for de forgangne sjæle åbnes himmeriges porte, og ånderne vender hjem for at spise deres livretter og se, hvordan det går familien. Men Miguel ender med at gå den modsatte vej og ender i de dødes rige. Og hvilket rige.
”Coco” er en graciøs, visuelt absolut indtagende animationsfilm om åndsfrihed. Kunstens og familiens betydning granskes gennem animatorernes sprudlende fantasi, hvor himmerigets opstandelse som mexicansk festfyrværkeri er både overvældende og bedårende.
Pixars genopstandne skaberglæde åbner en Aladdins hule. Dødsriget er Gare du Nord og Golden Gate tilsat Frida Kahlos farver. Det er ikke denne voldeligt nuttede farveskala, der ellers martrer mange tegnefilm, men en dyb panorering, der ægger både følelser og intellekt.
Miguel sætter sig for at opklare familiens hemmeligheder og møder oldemødre, grandonkler og tanter, der som fordragelige spøgelser søger at hjælpe familiens yngste.
”Det er mit liv. I har levet jeres,” siger Miguel, da selv de døde nægter ham musikken. Men som ”Coco” så fint og uden løftede fingre viser, udvikler en drengs liv sig ikke i en lukket musling, men føjer sig til anetavlen som en perle på en snor.
”Coco” er noget nær en fuldbyrdelse. Den formår at balancere lige dér, hvor både voksne og børn fra cirka seks år sammen kan nyde en fortælling. Børn og bedsteforældre kan med fordel dele oplevelsen og udforske den vej ned gennem familiealbummet, som ”Coco” så umanerligt fint lyser op.