Prøv avisen
Bog

Vidunderbarn med godt sprog og stygge klichéer

4 stjerner

Irske Sally Rooneys ”Normale mennesker” er en både velgørende og frustrerende roman om kærlighed, socialklasser og livet på tærsklen til voksenlivet

”Marianne havde en fornemmelse af, at hendes rigtige liv udfoldede sig et sted meget langt væk, at det fandt sted uden hende, og hun vidste ikke, om hun nogensinde ville finde ud af, hvor det var, så hun kunne blive en del af det.”

Følelsen af uvirkelighed, af at være fremmed i sin egen tilværelse, går igen i Sally Rooneys ”Normale mennesker” og gør det tydeligst i Marianne. En bleg, spinkel pige, der holder sig hjemme i villaen, er begavet, deprim, ironisk og venneløs. Men så møder hun Connell, hvis mor gør rent for hendes familie. Han har ingen penge, men er venlig, populær, god til sport og dygtig i gymnasiet.

Connell og Marianne bliver trods forskellene venner og siden mere end det i en roman, der udspiller sig fra 2011 til 2015 og i netop den tid, hvor de to hovedpersoner går fra at være store børn til små voksne og fra livet i lillebyen til studietiden i stor- byen Dublin. Det er på den måde en coming of age-roman, men også en kærlighedsroman og en socialklasseroman, og irske Rooney formår at skrive det hele frem i en prunkløs, sine steder bevægende, prosa med mindelser om engelske Dave Nichols.

Den i dag 28-årige Rooney debuterede i 2017 med ”Samtaler med venner”, der med ét gjorde hende til et internationalt navn. Det blev kun endnu større, da ”Normale mennesker” udkom i 2018 og blev meldt udsolgt på et øjeblik.

Rooney med det forkølede ansigtsudtryk er i dag et fænomen, en skønlitteraturens it-girl, og har ramt noget i tiden med sit på samme tid cool og jordnære sprog og med sin måde at skrive om unge, der vakler i finanskrisens efterskælv og længes efter berøring, kærlighed og livsretning. En ”Salinger for Snapchat-generationen”, som medier (lidt for smart) har kaldt hende.

Nu er ”Normale mennesker” så oversat til dansk af Karen Fastrup, og hun har for det meste føling med Rooney, der bevæger sig mellem godt og gråt sprog. Når det sidste melder sig, fremstår romanen mest som en ungdomsroman i voksenklæder og kærlighedshistorien – får Marianne og Connell mon hinanden til sidst? – som en styg romantisk kliché.

Om de får hinanden, skal ikke røbes her, og for mig er det heller ikke så interessant. Det er det derimod at se, hvordan Rooney kobler pengeverdenen med kærligheds- og venskabsverdenen. Det er, som om kapitallogikken siver ind i de nære relationer, og det kommer til udtryk i passager som den her:

”Marianne føler sig fortvivlet over, at hun mente, hun havde noget til fælles med dem, at hun deltog i det konsumvaremarked, de udgav for et venskab.”

Sådan er det ikke sammen med Connell. Her er hun til stede i sig selv og sit liv. Her er hun autentisk. Men også dér ulmer klichéen: Den rige, småneurotiske pige, og den reelle, fattige dreng, der er ”sund som en mælketand” og ”et godt menneske”.

Men Rooney er også en rigtig god historiefortæller, der lader troværdige replikker afløses af troværdige tanker, som igen afføder nye replikker og tanker. På den måde flyder læseren ubesværet ind og ud af karaktererne, og mon ikke en af forklaringerne på Rooneys brede succes er, at hun er så let at læse, og at hun kan læses på flere måder. Selv får jeg får mest ud af at læse ”Normale mennesker” som en roman om penge og deres indvirkning på unge ufærdige mennesker. Og for dem er alt – med hilsener til Pierre Bourdieu – en form for kapital og markeringer af tilhørsforhold. Tag bare denne passage, hvor Connell sidder til et søvnigt oplæsningsarrangement og tænker:

”Der var kultur som klasseperformance, litteratur der feticheres for sin evne til at bringe uddannede mennesker på falske, følelsesmæssige rejser, så de bagefter kan føle sig hævet over uuddannede mennesker, hvis følelsesmæssige rejser de nød at læse om.”

Det er tankevækkende. Som så meget andet i romanen. Men jeg har stadig en fornemmelse af, at Rooney har sine bedste romaner foran sig. At hun stadig ikke har forløst sit potentiale, og selvom ”Normale mennesker” lykkes med meget, synes jeg ikke helt, der er dækning for den begejstring, den er blevet mødt med. Så jeg venter med de sidste stjerner, men glæder mig til at give hende dem en dag. Og jeg er ret sikker på, at den dag kommer inden alt for længe.

Læs portræt af Sally Rooney på