Når man åbner Winfried Georg Sebalds samling med fire fortællinger, som han i 1992 udgav på tysk med titlen ”Die Ausgewanderten” (dansk: De udvandrede), bliver man med det samme fanget af dens enestående, forunderlige sprogtone.
Det er en svævende og let tone, der er helt særegen for den tyske forfatter, der med bøger som ”Austerlitz”, ”Højde. Skræk”, eller ”Saturns ringe” har begejstret læsere rundt omkring i verden.
”De udvandrede” er en sproglig og stilistisk fornøjelse, som ikke mindst oversætteren Nils Brunse kan være mere end tilfreds med: Det er fremragende skrevet, og selve læsningen griber fra første til sidste side.
Bogen med de fire ”lange fortællinger”, som det hedder i undertitlen, udkom første gang på dansk allerede i 1995, og man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvorfor forlaget på nuværende tidspunkt vælger at genudgive fortællingerne.
Også som anmelder kan man kun gisne om svaret, men når man genlæser det genudgivne værk, står det fra første side tydeligt, at det hverken har tabt sin fascinationskraft eller sin aktualitet. Ligesom i forfatterens andre bøger lykkes det i disse fire små historier Sebald at skabe lette og flyvende, nærmest anekdotiske fortællinger om nutiden, der samtidig næsten umærkeligt glider over i en fortælling om fortiden og de historiske dybder, der skjuler sig bag den ellers – ved første øjekast – banale dagligdag med dens rutiner, erfaringer og refleksioner.
Alle fire fortællinger cirkulerer om forholdet mellem erindringen og nutiden. For-tællingerne starter typisk i nutiden og åbner langsomt, men behændigt og elegant de forskellige fortidige lag, som skjuler sig i bag de enkelte personers – og deres familiemedlemmers – skæbne. Det tematiske omdrejningspunkt for alle fire noveller er i denne forbindelse minder og fortællinger om migration og udvandring, der stykke for stykke graves frem i teksterne.
Jo flere lag der åbnes i de delvist anekdotiske, delvist essayistiske fortællinger, desto mere tydeligt bliver det, at migration og bevægelse hører med til de grunderfaringer, vores fælles fortid bygger på. Migration er med andre ord langtfra noget nyt fænomen. Bagved hver en sten i historien ligger migrations- og udvandringshistorier, der fremgraves i Sebalds fortællinger, og som hjælper med at udvide blikket på vores egen tid.
De udvandrede, hvis skæbne der åbnes for i disse fire fortællinger, har alle jødisk baggrund, og en del er på flugt fra nazisterne eller påvirket af de begivenheder, som det nazistiske herredømme førte med sig.
Samtidig er de udvandredes skæbner ikke begrænset til det. Fortællingerne gør det klart, at udvandringen og migrationen snarere danner et eksistentielt grundvilkår, der både påvirker os i dag og har påvirket de forfædre og familiemedlemmer, hvis spor vi fortsat kan finde i nutiden. De udvandrede fortæller med andre ord en historie om migrationens allestedsnærværelse; om dens ofte glemte normalitet.
Det er en ubetinget styrke ved afdøde Sebalds fortællinger, at de hverken prøver at idealisere de mangfoldige flugt- og migrationsbevægelser, men heller ikke anser dem for blot ulyksalige undtagelser fra normaliteten.
I rekonstruktionerne af de historiske lag, der åbner sig i teksterne, findes ingen længsel efter en tid uden bevægelse, men der findes heller ingen idealisering af bevægelse og udvandring.
Fortællingerne er snarere en melankolsk, svævende, på fortræffelig vis udramatisk afsøgning af de historiske lag, der skjuler sig under vores angiveligt så statiske virkelighed.
Sebalds ”De udvandrede” er en af den slags bøger, der ikke kan læses ofte nok, og som lader os se nutidens udfordringer med nye øjne. Man kan kunne rose forlaget for at genudgive Sebalds mesterlige ”De udvandrede” netop i disse år. Her er tale om en af de stærkeste og mest tidssvarende bøger, man i dag kan tænke sig.