Vigelandsparken vrimler med kinesere med kameraerne fremme på denne hede sommerdag i Oslo. Der går næppe en dag, hvor skulpturparken i Frognerparken ikke har besøg af turister, der kommer fra hele verden for at se de mange skulpturer på broen op mod ”Monolitten”, som er verdenskendt for sit 14 meter høje, himmelstræbende babelstårn af sammenflettede menneskekroppe.
En udbredt fortolkning af det korsformede skulpturparkanlæg er også bibelsk, men Norges største skulptør gennem tiden, Gustav Vigeland (1869-1943), ønskede selv, at hans ufattelige mængder af menneskefigurer skulle stå åbne for fortolkning som i den berømte skulptur ”Livshjulet”, der danner et hjul af mennesker, der holder fast i hinanden.
Bevægelse synes måske at være en fællesnævner for de mange skulpturer, der forestiller mennesker, der næsten alle sammen er i gang med noget – eller i det mindste fyldt af en følelse, der sender dem i en bestemt retning. Det er mennesker, der kæmper, elsker, leger, hidser sig op eller skændes. Men de er alle sammen fanget og fastholdt i et øjebliks følelse, som de forbipasserende så kan spejle sig i.
Mange af værkerne fik derfor bevidst aldrig mere end beskrivende titler, så fortolkningsmuligheder netop stod åbne for de forbipasserende. Og det er der stadig mange, der benytter sig af i dag, hvor nordmændene i år kan fejre, at nationalkunstneren Gustav Vigeland ville været blevet 150 år.
Vigelandsparken er i dag Norges mest besøgte turistmål med omkring halvanden millioner besøgende turister om året. Og mens en del kinesiske turister efter sigende bliver skuffede over, hvor lille Den lille Havefrue på Langelinie i København egentlig er, findes der nok at fotografere for de mange kinesere her i Vigelandsparken, der viser over 200 af Vigelands skulpturer. En enkelt kinesisk turist har for eksempel slet ikke tid til at tale med danske journalister, fordi han systematisk og dybt koncentreret er ved at tage billeder af hver eneste af parkens skulpturer med sin mobiltelefon.
Anderledes god tid har en lokal norsk familie, der står ved en af de mest berømte skulpturer i parken den lille arrige dreng, ”Sinnataggen”, og den har til gengæld mere end størrelsen tilfælles med Den lille Havfrue, der som bekendt har mistet hovedet flere gange. For Sinnataggen, der ligner en nøgen, overtræt dreng, der ikke må få slik i Netto, er også flere gange blevet stjålet, men altid blevet bragt på plads igen, så turister og nordmænd kan lægge en beroligende hånd på den lille hidsigprop.
”Det er sjovt at se, at der er to steder, som folk typisk rører ved,” siger den norske journalist Karl-Haakon Turke-rud, der er på familietur i parken med sin dokumentaristkone Lena-Christin Kalle og parrets rolige tvillinger Leah Veronika og Julian Aleksander. Og deres lille datter gør til stor morsomhed for parret som de fleste – først tager han Sinnataggen i hånden, der er blank af guldfarvet bronze på grund af mange berøringer, og bagefter rækker barnet ud efter skulpturens ædlere dele, som også er slidt blanke af mange nysgerrige hænder gennem tiden.
”Vi kan godt lide at komme her og gå tur. Her er også så meget at kigge på, at man aldrig bliver helt færdig med det. For det er, som om her findes alle følelser på et sted,” siger Lena-Christin Kalle, mens hendes mand tilføjer, at alle nordmænd kender deres nationalkunstner, Vigeland, som efter sigende var ”en stærkt excentrisk mand, der var glad for damer”, men også en gudsbenådet kunstner, som fik den plads, som andre kunstnere kun kan drømme om, til at folde sit store talent ud.
Gustav Vigeland fik i sin tid frie hænder til at indrette Frognerparken, efter flere af hans skulpturer allerede var blevet opsat i 1924, og i 1928 godkendte byrådet hans plan for hele parken. Allerede samme år blev fundamentet til ”Monolitten” lagt. 20 år senere stod den færdig, men der skulle gå endnu flere år med mange politiske skænderier, før parken stod færdig. Og først i 2002 blev den sidste skulptur, ”Overrasket”, anbragt i parken, så Vigelandsparken blev helt fuldendt. Men siden 1950 har Vigeland-museet ligget i forlængelse af parken.
”Når man ser tilbage på Gustav Vigelands liv, hans kunstneriske virke, tiden, det har taget for at fuldføre Frognerparken og kampene, som er blevet udkæmpet, kan man måske spørgefuldt sige, at planlægningen og gennemførelsen ikke just har været ’a walk in the park’. I dag er det meste af dette glemt, men mange tænker nok i dag, at det var et fantastisk løft, Oslo kommune i sin tid fik. Resultatet er der for kommende generationer og århundrer. Parken er et resultat af én mands talent, men også mange mænd og kvinders arbejde,” skriver Vigeland-museets direktør Jarle Strømodden i den store billedrige bog om Vigelandsparken, der slet og ret hedder ”Vigeland & parken”. For i dag er manden og parken nærmest uadskillige.