Viggo Hørup er en farverig skikkelse i nyere danmarkshistorie. Som (radikal) Venstre-politiker og grundlægger af Politiken deltog han med fuld styrke i den politiske kamp i slutningen af 1800-tallet mellem liberale og konservative, forfatningskampen.
Hørup hørte til dem, der i denne kamp lagde afgørende vægt på det, vi i dag ville kalde kulturkampen. Dermed var han instrumentel for dannelsen af den alliance mellem den københavnske intelligentsia og den del af Venstre, der efter Hørups død udkrystalliseredes som Det Radikale Venstre.
Men selv over en så sprudlende og skarp skribent som Hørup kan støvet lægge sig.
Derfor er det et interessant projekt, professor mso Peter Lauritsen har kastet sig ud i med sin nye bog ”Hvad skal det nytte? – på sporet af Hørups demokrati”, der forsøger at aktualisere Hørups tanker. Det er ikke først og fremmest en biografi, men netop et forsøg på at trække Hørups generelle teori om demokratiet frem. En art debatbog slet og ret.
Men det er en vanskelig opgave. Hørup var ikke hverken teoretiker eller systematiker, men en gudsbenådet polemiker – en skallesmækkende stilist, der spiddede nationalliberale og højremænd med en hvas pen dyppet i den gift, som han tilsyneladende kunne tappe af i uendelige mængder fra sit ”gådefulde væsen”.
Forsøget på at dreje en generel teori om demokratiet ved at hive sætninger og visdomsord ud af polemikken bliver problematisk i dobbelt forstand. Ikke alene lader det sig principielt vanskeligt gøre, men et sådant forsøg på at opstille et ”Hørupsk system” står i akut fare for at fjerne det egentligt Hørupske fra Hørup. Det er lagkage uden kage.
Peter Lauritsen skriver ellers godt og formår i nogen grad at råde bod på problemet i kraft af velvalgte citater, en pointerende stil og et blik for, hvordan Hørup passer ind i en nutidig polemik. Men det er karakteristisk, at bogen for alvor virker, når den beskæftiger sig med Hørup i hans egen tid, mens den dør, når forfatteren mod slutningen forsøger at opstille det, han kalder Hørupmanifestet. Og det er et problem for en debatbog.
Bogens afslutning er en gedigen maveplasker, en uskøn moselov af overgenerelle banaliteter i den ene lejr og idéer, som mere end antyder, at Hørup i en situation med politisk polarisering ikke er medicin men benzin – på bålet forstås.
Og når man tænker over det, er det ikke så mærkeligt. For Hørup var også i sin egen tid en ideologisk brandstifter. Det hele kan virke tilforladeligt, fordi Hørup så at sige var på det vindende hold, demokratiets. Men det betyder ikke, at vi kan bruge ham i dag.
Hørup var en type, der levede på at skille fårene fra bukkene. Der var for mange bukke i hans verden. Han brød sig ikke om højremænd og nationalliberale, han brød sig ikke om deres dannelsesidealer, ikke om romantikken, ikke om militæret. Han brød sig ikke om kristendommen, han brød sig ikke om grundtvigianerne i sit eget parti, og han brød sig ikke om de moderate kræfter i Venstre.
I det hele taget er der en karakteristisk dobbelthed i Hørups tænkning og livsforløb. Han kom af små kår, men var en del af den intellektuelle elite. Som sådan var han fremmed over for den gamle dannelseselite og forstod sig som en folkets tribun. Men samtidig var han i kraft af sin egen bevægelse – og måske den stadig større afstand mellem ham selv og sin baggrund – kritisk over for det reelt eksisterende i folks værdier, tanker og institutioner.
Hørups folk var ikke et folk, der fandtes andre steder end i Hørups ideale fordringer. Dette karakteristikon delte han sjovt nok med det nationalliberale dannelsesborgerskab og med vor tids nationalpopulister.
Lauritsens bog er ikke et middel til at dæmpe splittelsen i det moderne samfund. Den er snarere et forsøg på at få Hørups arvtagere i omegnen af Det Radikale Venstre til at ranke ryggen og uforfærdet gå i kamp mod populisterne, det vil sige de sidste 90 procent af befolkningen. Den er et forsøg på at gennemføre en ideologisk delegitimering af de strømninger i vores tid, som opfattes som populistiske, og som bliver reduceret til en slags spejlinger af fortidens højremænd og militarister, antidemokraternes ætlinge.
Men måske vi i virkeligheden bliver klogere både på vores tids populisme og på Hørup, hvis vi forstår Hørups radikalisme som en populistisk modreaktion på en lukket elite og dens institutioner. I 2020 er det blot Hørups efterkommere, der udgør denne elite. Ja, måske ville vor tids Hørup være en populistisk demagog i Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige? Der er nok i både retorik og substans, der forbinder positionerne.
Ja, i virkeligheden var Hørup måske 1800-tallets Roger Ailes, stifteren af den kendte højrepopulistiske Fox-nyhedskanal i Amerika.
Del jer efter anskuelser, sagde Hørup. Og der var kun to positioner: fremad eller bagud. Det var en underkendelse af legitime interessemodsætninger i politik. Det var en opskrift på radikalisering. Det er præcis den form for splittelsesretorik, som Donald Trump lever højt på i dag.