Viggo Mortensen går til forsvar for kristendommen og udkanten i ny bog

En teologisk professor behøver ikke mangle sans for, at kristendommen også er levet liv og ild i sjælen. Det viser Viggo Mortensens erindringer til fulde

Professor emeritus i teologi og forfatter Viggo Mortensen har "letflydende, men også spids pen", når han skrive om sine erindringer, skriver anmelder Jesper Bacher.
Professor emeritus i teologi og forfatter Viggo Mortensen har "letflydende, men også spids pen", når han skrive om sine erindringer, skriver anmelder Jesper Bacher. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Det er Kaj Munk, som i en artikel fra 1936 fortæller historien om en kvindelig tilhænger af Oxford-bevægelsen, der spurgte en mand på gaden, om han kendte Gud? 

”Jeg er professor i teologi”, lød det fra manden. Hvorpå kvinden blot smilede og svarede: ”Jamen, det gør ikke noget; Gud elsker selv de dybest faldne”. 

Det er en morsomhed, som spiller på modsætningen mellem liv og lære, den fromme praksis og den verdensfjerne teori. Grundlæggende er det nu en falsk modsætning, og en teologisk professor behøver ikke mangle sans for, at kristendommen også er levet liv og ild i sjælen.

Tag nu bare professor emeritus i teologi, Viggo Mortensen, som overvejer det ideelle teologistudium og skriver:

”I forne tider efterlyste missionsfolkene troende præster. I tillæg behøver vi præster, der er begejstrede for at dele evangeliet. Det er virkeligheden, som er altings prøve”.

Bemærkningen falder i bogen ”På jorden under himlen - En teologs erindringer”, hvor fynboen, Løgstrup-eleven, økumenikeren og Udkants-forkæmperen, Viggo Mortensen, deler sine erindringer velvidende, at hans sandhed er den fortalte sandhed, ikke den eneste og objektive. Det er blevet sagt om polarforskeren Peter Freuchen, at han kunne huske mere, end han havde oplevet. Det siger Viggo Mortensen ganske vist ikke om sine erindringer, men han kan godt relatere til dommen over, ”at vi gør vores fortid til fiktion”, og betoner med klædelig selvkritik, at hans erindringer er subjektive og tidsbårne, som nu lægges frem ”Til læserens dom og med håb om frikendelse”.

Som ønsket af forfatteren, så gjort af undertegnede læser. Thi kendes, hvis ikke for juridisk ret, da for en genuin læseoplevelse: Viggo Mortensens erindringer udgør et nuanceret selvportræt og et interessant tidsbillede. De har vid og bid og sætter ikke hverken forfatteren eller andre på piedestal.

Viggo Mortensen har også en fin evne til at vedkende sig arv og taknemlighedsgæld til de mennesker og miljøer, som han har været en del af, fra sin fynske barndom til det teologiske parnas, fra ungdommens dage til mands modenhed.

Viggo Mortensen er en bondedreng fra Fyn, hvis boglige anlæg førte ham i gymnasiet og videre til det teologiske studium på Aarhus Universitet, doktorgrad, stillingen som direktør og studiesekretær i Det Lutherske Verdensforbund og et professorat i missionsteologi og global kristendom ved sit gamle Alma mater. Viggo Mortensen har en letflydende, men også spids pen, som leverer velanbragte svirp til den universitære managementkultur og den politiske centraliseringsmani, som han var med til at bekæmpe i ”Oprør fra Udkanten”, mens han boede på Ærø. Hans erindringer udmærker sig ydermere ved, at de ikke bare er tilbageskuende, men tillige samtidsanalyserende og fremtidsskuende i forhold til kristendommens vilkår og former i en globaliseret og fragmenteret verden.

Omtalen af bispevalgkampen i Helsingør Stift i midt-1990'erne, hvor Viggo Mortensen var en af kandidaterne, er imidlertid en tynd kop te, og selvom Viggo Mortensen bedyrer, at ”Det var en Guds lykke, at jeg ikke blev biskop”, fornemmes der en bittersød eftersmag. Blandt sine støtter kunne Viggo Mortensen blandt andre tælle sognepræsten i Tårbæk, Thorkild Grosbøll, og man får det indtryk, at det var værst for modkandidaten Lise-Lotte Rebel, når Viggo Mortensen bemærker, at ”I bispevalgkampen havde Lise-Lotte Rebel ikke formået at aftvinge Thorkild Grosbølls teologiske respekt”.

Nu afdøde Thorkild Grosbøll havde åbenbart anderledes respekt for Viggo Mortensens teologiske pondus, og Viggo Mortensen føler sig da også kaldet til at udtrykke sin forståelse for Grosbølls ærinde:

”Grosbølls ærinde var et opgør med teismen, opfattelsen af Gud som en bevidst person, der har skabt og opretholder verden, folkeligt udtrykt: Gudfader troner i himmelen”.

En opfattelse, der ifølge Viggo Mortensen er forladt i moderne teologi, hvor, ”alle seriøse bestræbelser er gået i retning af at tænke om Gud på ikke teistiske måder…”. Det er nu svært at forene sådanne udsagn med andre steder i bogen, hvor evangeliet for eksempel omtales som ”Guds gave til menneskene”.

Hvordan kan en Gud, som ikke er en bevidst person, give en gave til menneskene? Og hvordan kan man bede til en bevidstløs Gud? Det er vel seriøst ikke sådan en kimære, som Viggo Mortensen har sat sin teologiske eksistens ind på? Det synes han faktisk også selv at modsige. En gammel skabelsesteolog smider vel heller ikke Skaberen på porten?

Viggo Mortensen: På jorden under himlen. En teologs erindringer. 269,95 kroner. 278 sider Hovedland.