Det er svært, hvis ikke næsten umuligt, at få for meget af kristne palæstinensere. Verdens forskere og mange journalister skænker ikke det kristne mindretal i Det Palæstinensiske Selvstyre mange tanker. Ofte er det kun, når julehøjtiden i Betlehem står for døren, at klichefyldte artikler om et mindretal i nød når ud til offentligheden.
På den professionelle litteraturfront udmærker verdens biblioteker sig med en forsvindende lille samling af bøger, der handler om de palæstinensiske kristne. Som om konflikten mellem Israel og palæstinenserne ikke har plads til at rumme denne dimension. Alene derfor er 132 siders guide-bogen En guide til palæstinensisk kristendom en vigtig udgivelse.
Det anes mellem linjerne, at bogen er blevet til i afmagt og protest over den manglende opmærksomhed, de kristne palæstinensere får. Ikke bare fra forskere og journalisters side, men også fra ikke-palæstinensiske kristne og den almene offentlighed i Vesten, der ellers sjældent undlader at have en holdning til konflikten i området. Bare ikke når det gælder de kristne palæstinensere, der for hvert år, der går, bliver et stadig mere spinkelt mindretal.
Som appetitvækker og guide lever bogen op til sit navn. Den historiske gennemgang af de forskellige kirkesamfund i Det Hellige Land giver et sobert overblik over den kristne kulturarv i området, hvor Jesus levede. I kapitlet om selve opfattelsen af landet som bibelsk land set i forhold til den moderne nationalstat, røres der ved en spændende debat om, hvordan bibelsk definition af landet og den moderne demokratiske stats retorik blandes sammen i en forvirrende og umulig cocktail. De grundlæggende daglige udfordringer, der presser den samlede palæstinensiske befolkning, og hermed naturligvis også den kristne befolkning, er beskrevet i tre selvstændige kapitler: Land, Mur og Vand. Eneste indvending her er, at den israelsk opførte mur ikke er 750 kilometer lang som der står skrevet flere steder. De fleste steder er muren et hegn eller andre forhindringer. At skrive det vil ikke mindske forståelsen for, at det israelske projekt beslaglægger palæstinensiske landområder og forhindrer befolkningen i at færdes frit. Mindre uskyldig er sjuskefejlen i kapitlet Land. Her skrives fejlagtigt om jødisk indvandring til Israel: Den største indvandring har fundet sted af amerikanske jøder, der vendte og vender tilbage, ikke for at leve inden for grænserne af det område, staten Israel fik tildelt i 1948, men først og fremmest for at bosætte sig langt inde på det besatte palæstinensiske landområde, i de såkaldte bosættelser.
Problematikken omkring de jødiske bosættelser står klart og tydeligt uden at tørre den af på de nordamerikanske immigranter, der ikke er den største jødiske indvandrergruppe i Israel eller for den sags skyld bosættelserne.
Næsten enhver samtale med en palæstinensisk kristen eller muslim vil berøre disse hverdagsudfordringer. De er alle væsentlige for forståelsen af den situation, det kristne mindretal befinder sig i som en del af den nationale konflikt mellem Israel og palæstinenserne.
Det eneste savn i den sammenhæng er et ord eller tre om spændingerne mellem kristne palæstinensere og islamister i de palæstinensiske områder. Emnet er måske valgt fra, fordi det sjældent gavner den kristne sag, og fordi det er en politisk varm kartoffel blandt palæstinenserne. Ikke desto mindre eksisterer fænomenet som en af de helt store udfordringer, kristne palæstinensere står over for i øjeblikket.
Bogens erklærede mål er at hjælpe læseren på vej og at guide den interesserede rejsende. Det lever den anbefalelsesværdigt op til. Den er forhåbentlig også med til at minde mange om, at der rent faktisk eksisterer et kristent samfund med dybe rødder i regionen. Ikke mindst de mange forskellige danske kirkesamfund, der har ignoreret de kristne palæstinensere i årevis.