Prøv avisen
Bog

Vigtig hollandsk roman om nazisternes jødeudryddelser

5 stjerner
Med den jødiske komiker Ernst Hofman som hovedperson følger vi udryddelses-maskineriet på sit højeste fra vinteren 1944 og over et år frem i tiden til dets afslutning med den russiske hærs befrielse af lejrene i Polen.

Humoren som overlevelsesstrategi i kz-lejrens barbari. Det er Pieter Webelings indgangsvinkel i ”Latteren og døden” om udryddelsen af millioner af jøder

Med den jødiske komiker Ernst Hofman som hovedperson følger vi udryddelses-maskineriet på sit højeste fra vinteren 1944 og over et år frem i tiden til dets afslutning med den russiske hærs befrielse af lejrene i Polen. Inden deportationen var Hofman succesfuld komiker i Amsterdam, og romanens ramme er hans tilbagevenden til sin gamle scene efter at have overlevet kz-lejren, fysisk og psykisk mærket af sit ophold.

I lejren bliver Hofman som alle andre fanger stillet over for en ubønhørlig overlevelseskamp. Han bliver anbragt i en arbejdskolonne med hårdt fysisk arbejde, underlagt kapoernes vilkårlige afstraffelser for at optimere arbejdets effektivitet. Barakken, hvor han spiser og sover på nødtørftig vis, har polakken Schlomo som barakformand, og han får stor betydning for Hofmans overlevelseschancer. De udvikler på trods af skævheden i deres position et tillidsforhold, som fører til, at Hofman får lov at optræde som komiker for barakkens fanger en gang om ugen. Schlomos ønske er, at humoren vil give fangerne håb.

Med muselmænd som tilskuere og midt i den mørke, uhygiejniske barak lykkes det Hofman at skabe øjeblikke, hvor vittigheder om Hitler og SS evner at skubbe lejrlivets virkelighed væk og åbne for en følelse af fællesskab og befrielse.

Her er humoren et potentielt oprørsmiddel, brugt til at styrke livsviljen hos fangerne og med Hofman som katalysator. Han kommer imidlertid i et dilemma, da lejrkommandanten får idéen til at bruge ham som en del af udryddelsessystemet. Han bliver sat til at sige vittigheder for fanger på vej til gaskamrene for at holde dem så vidt muligt i uvidenhed og dermed i ro så længe som muligt. Forfærdende er disse skildringer af mennesker, som på deres yderste frarøves også den sidste værdighed og udsættes for kalkuleret og forløjet humor.

Senere bliver Hofman sat til at være underholder for SS-officerer, inviteres hjem til lejrledelsen og bliver i det hele taget behandlet som en udvalgt fange med bedre mad, medicin og lægehjælp, da han bliver syg.

Hofman føler det prostituerende i sin situation, da han i en forestilling for SS'erne og tilrejsende, prominente gæster må afpasse sine vittigheder, så de ikke bliver stødende. Han er blevet hofnar og får til gengæld muligheden for at overleve.

Et lige så vigtigt motiv er kærligheden til Helene, som han mødte under deportationen, og som siden blev anbragt i en nærliggende kvindelejr. Med sit samarbejde med SS-ledelsen sikrer Hofman også privilegier til hende og dermed hendes overlevelse.

Romanen viser, at valg som Hofmans er med til at nedbryde selvrespekten, men ligeledes at de er uundgåelige i en verden, hvor civilisationens fernis er brudt sammen. Også Schlomo træffer valg, der får store konsekvenser. Det viser sig, at han er katolsk præst og har medfølelse med fangernes skæbne, men alligevel medvirker han som barakleder til at udvælge fanger til henrettelse mod at sikre andre fanger bedre forhold. Man kan forestille sig den smerte og tvivl, også han må have. Senere bliver han en af dem, der bliver taget hævn over, da lejren bliver befriet.

Ingen af disse valg fordømmes af forfatteren. Derimod beskriver han med stor indføling, indsigt og ærlighed en slavetilværelse, hvor mennesker berøves deres menneskelighed af et afstumpet system og kun har fortvivlelsen og selvopholdelsesdriften tilbage.

”Latteren og døden” føjer sig ind i rækken af betydningsfulde kunstværker, der vidner om nazismens ekstreme kynisme - tankevækkende og dybt bevægende.

kultur@k.dk